Rundt omkring mig er der stadig liv og glade dage på Croisetten.

Teenagepigerne øver sig i at lege starletter, poserende for hinanden stolt balancerende på faretruende høje stiletter.

Foran Hotel Carlton er der stadig dækket op med kunstig sne i solen som reklame for ’A Christmas Carrol’ med Jim Carrey i hovedrollen og julesne i 3-D.

Fiduskunstnerne sælger deres fiduskunst. En sort Lamborghini med matsorte fælge står parkeret som en haj på lur i trafikken.

Jeg har imidlertid nået det punkt i festivalen, hvor jeg knap registrerer alle disse kulørte splat på nethinden.

Jeg er mere optaget af det sære i, at min dør på hotellet knirker med nøjagtig samme lyd som en kat i en gyserfilm. Efter en halv snes dage på en hård diæt af pizza, hvidt brød og kaloriemættede drikkevarer mærker jeg mere end ansatsen til en calzone hænge ud over livremmen.

Jeg kigger ned på mine ikke længere helt nye blå sko og tænker med længsel på mine løbesko derhjemme.

Spilletiden
Men filmene er jeg ikke blevet træt af.

De præsenterer sig stadigvæk som enkeltstående oplevelser og udfordringer. For en filmanmelder er Cannes en unik anledning til at blive mindet om, hvor mange historiske traditioner filmkunsten rummer, og hvor forskellig en rolle de spiller i forskellige dele af verden.

På den baggrund er det interessant, i hvor høj grad spilletiden er en slags universel fællesnævner.

Det gyldne snit ligger mellem 90 og 120 minutter. Overskrider man det, skal man have virkelig gode grunde. Men har det sjældent.

Den ellers på mange måder sublime ’A Prophete’ af Jacques Audiard, feltets fører i filmbladet Screens kritikerpanel, er lidt for lang. Men er for stærk til at blive alvorlig hæmmet af det.

Flad fupmager på bøhlandet
Mere problematisk er det i en anden fransk konkurrencefilm, ’A L’Origine’. Den varer to en halv time og det er langt mere, end historien har lyst til at bære.

Synd og skam, for det er faktisk en rigtig, rigtig god historie. En historie fra det virkelige liv.

Historien om en fransk fupmager, der uden en krone på lommen får bygget et pænt stykke motorvej midt ude på bøhlandet i Nordfrankrig. Vel at mærke uden selv at score kassen på det. Hvad var hans motiver?

Foto  fra 'L'Origine' I Xavier Giannolis optik bliver det historien om en småforbryder, der for første gang i sit liv får chancen for at udrette noget. At det så er et stykke motorvej, der ikke fører nogen vegne hen, er mindre vigtigt.

Selvrespekt
Philippe Miller spillet af Francois Cluzet bliver dagens mand i skysovs, da han sætter gang i et byggeprojekt i en lille by med stor arbejdsløshed.

Siden det rigtige entreprenørfirma droppede vejanlægget, har 25 procent været arbejdsløse. De omkringliggende industrier har flyttet arbejdspladserne til Indien, Kina og Kroatien. Så man er parat til at tage imod selv den mest usandsynlige frelserskikkelse på det lokale arbejdsmarked.

Snart stiger beskæftigelsen om kap med selvrespekten. Ikke mindst hos den prøveløsladte Philippe, der for første gang oplever følelsen af at blive anerkendt og accepteret i et socialt miljø blandt almindelige mennesker.

Xavier  Giannoli. Foto: AP Giannoli fortæller sin forbløffende historie, så den indirekte også handler om den urimelige måde, den moderne kapitalisme skalter og valter med folks livsgrundlag på. Havde filmen dog bare ikke helt overflødigt været så lang som en motorvej uden ende!

Langsom Haneke
Den østrigske auteur Michael Haneke lader også ’Das weisse Band’ (’Det hvide bånd’) vare to en halv time.

Han har bedre argumenter på sin side.

Foto  fra 'Das Weisse Band' Hanekes første tysksprogede film i mange år efter fransksprogede værker som ’Skjult’, ’Pianistinden’ og ’Kode Ukendt’ forholder sig 100 procent stilrent til en langsomhedens æstetik.

Han fører os bogstavelig talt tilbage til en tid, hvor tingene skete langsomt og uden ledsagemusik.

Grå som Hammershøi
’Das weisse Band’ udspiller sig i en lille nordtysk protestantisk by kort før Første Verdenskrig. En statisk verdens sidste dage.

Æstetisk er filmen et gennemført sindbillede på den mest glædesløse variant af den protestantiske tro.

De sort-hvide billeder er holdt i naturligt lys og er poetisk grå som et maleri af Hammershøi. Billedkompositionerne er så strenge og puritanske som byens præst. Den mest iskolde protestantiske patriark siden Bergmans ’Fanny og Alexander’.

En slags krimi
Handlingen kan med en hel del god vilje kaldes en slags krimi.

Mystiske og skræmmende ting sker pludselig i den lille by, hvor tiden ellers stadig står stille.

Et statisk mikrokosmos, hvor landsbyens liv stadig roterer om godsejerens velvilje. Men lige under overfladen gærer det med farlige lyster og frihedslængsler, vold og hor.

At en evnesvag dreng bliver tortureret, at pyromaner er på spil, og at en eller anden nær tager livet af den gode doktor med en grum fælde, er på en måde kun iøjnefaldende symptomer på en dybereliggende misere.

Som billede på et småborgerligt, kristent samfund, hvor lysten undertrykkes og bliver til råddenskab, kan ’Das weisse Band’ muligvis ses som en parallel til de senere års rædselshistorier fra Hanekes hjemland Østrig.

Kommer den til Danmark?
Men det er en lovlig fjern parallel, og der er et andet stort ’men’.

Haneke holder sig for fin til at lade sin historie om en række forbrydelser få en klar slutning. Man aner nok, hvor hunden ligger begravet, men ikke at give en løsning på en gåde efter 150 minutters sendrægtig æstetikkrimi er altså lovlig tarveligt!

Haneke får næppe sin første palme.

Men ’Das weisse Band’ er en film, jeg er glad for at have set. De fleste af Hanekes film er kommet op i Danmark. Jeg tvivler på, om denne gør det.

Den er smal, hermetisk og i sort-hvid. Men når man nu er et par uger i filmæstetisk mesterlære i Cannes, er det en af den slags film, der i det lange løb er med til at udvide den horisont, man opererer med resten af året, synes jeg.

En hel del mere end synet af kunstig sne på Croisetten.