Da Mads Brügger og Mikael Bertelsen for ikke så frygtelig længe siden sammen lavede det sene (u)aktualitetsprogram ’Den 11. time’ på DR, installerede de usikkerheden og tvivlen som en helt fundamental præmis for udsendelsen.

Med tungen totalt lige i munden oprullede de historier og afviklede indslag, der ofte forekom så langt ude, at man ikke kunne undgå at tænke, at det måtte fand’me da være løgn.

»De tager pis på mig«, har denne skribent ofte tænkt, vel vidende at det gjorde de formentlig ikke, og at virkeligheden ganske ofte overgår fantasien med hensyn til kompleksitet og eventyrlighed.

Sådan forholder det sig også med d’herrers seneste projekt, maratondokumentarserien ’Quatraro Mysteriet’, hvor Bertelsen og Brügger forsøger at finde ud af, hvad der egentlig gik for sig, da EU-embedsmanden Antonio Quatraro i begyndelsen af 1993 ’faldt’ ud ad vinduet i Bruxelles og døde ved sammenstødet med fliserne på gaden nedenfor.

Selvmord eller mord?
For nogle dage senere var det meningen, at han skulle stå til regnskab for sine gerninger som leder af tobakskomitéen over for en undersøgelseskommission, og han var mistænkt for at stå i ledtog med såvel mafiaen som andre magtfulde underjordiske institutioner.

Så sprang han? Blev han hjulpet på vej? Var det selvmord eller mord?

De to journalister går grundigt til værks og vender nærmest rituelt hver en sten. Gerne indtil flere gange, hvis det er nødvendigt.

De blotlægger den journalistiske undersøgelsesproces på en måde, der både har den klassisk investigative dokumentars nørdede grundighed og den gonzoagtige ironiske distance og metadimension, man kender fra de tos tidligere arbejder.

Findes mysteriet?
De iscenesætter sig selv som hårdtarbejdende, dybt seriøse undersøgende journalister med slips, jakkesæt og sammenbidte miner, men samtidig møder de op med noget så antikveret som en sammenklappelig overheadprojektor; og Mads Brüggers ene hånd prydes af en overdimensioneret ring med et symbol, som enten er Fantomets ’onde mærke’ eller tegneseriefiguren The Punishers kendetegn.

Så der er absolut visse semiotiske forstyrrelser til stede, som kunne få folk til med god grund at tænke, at det her er noget, de har fundet på, og at alle medvirkende spiller komedie.

Men det skyldes også mysteriets grundlæggende konspirationsteoretiske karakter, som Mads Brügger da også hele tiden henviser til, når han fremviser oversigterne over sagens elementer på lærreder.

Og man kan da snildt – blot med et overfladisk kendskab til EU’s byzantinske opbygning og hierarki – forestille sig diverse intriger, komplotter og sager, der får Dan Browns romaner til at tage sig decideret hverdagsrealistiske ud.

Mystiskere og mystiskere
Den metodiske grundighed i afdækningen af sagen er med til at gøre det infamt spændende og fængslende, hvis man følger med.

Vælger man blot at zappe ind, nytter det ikke.

Man er nødt til at gå med på historien og følge med i, hvordan der hele tiden er nye løser ender, nye tilsyneladende bevidste udeladelser og fortielser.

Ikkeeksisterende øjenvidner, udeblevne indkaldte til forhør; folk, som pludselig ikke vil snakke; en enke, der angiveligt aldrig har underskrevet en erklæring, og så videre og så videre. Det bliver mystiskere og mystiskere, som nogen sagde i en gammel dansk film.

Eminent godt tv
Hvilket den gæve danske forhenværende EU-parlamentariker medvirkede til at understrege ved at sige, at Quatraro jo blev kaldt ’Sommerfuglen’, manden, der troede, at han kunne flyve, men alligevel var for tung i røven, så han måtte hjælpes.

Gedigen journalistik eller veltilrettelagt underholdning? Måske begge dele.

Men først og fremmest eminent godt fjernsyn, som pirker til mediets autoritære udsigelse og – forhåbentlig – seernes kritiske sans.