Der er en ting, der slår mig, mens jeg sidder og læser gamle avisartikler om prins Henrik.

Det lader til, at man ikke kan skrive om ham uden enten at gøre det i et kælent og pludrende sprog, som henvendte man sig til små børn.

Eller i et sprog, der er så højtideligt og krybende i tonen, at man skulle tro, vi stadig befandt os under enevælden og blev regeret af Frederik III.

Prinsen i baliskjorte
Har man fået lov til at interviewe prinsen, er det op ad vægge og ned ad stolper med ’Deres Kongelige Højhed’ og ’hvordan går det med Deres gravhund’. Finder samtalen sted på hans vinslot, indledes med sætninger i stil med:

»Hvor bjerge bølger, og hvor vinranker med dybblå druer strækker sig meter for meter ud i landskabet ... der finder prins Henrik sin stilhed ...«.

Så er der selvfølgelig også de mere flabede publikationer.

Den slags, der konsekvent omtaler prinsen som ’Prins Vom’ eller ’Hans Kongelige Flomfed’.

Eller bringer et billede af ham i en balinesisk skjorte, i hvis spraglede mønster der befinder sig noget skriggult, som umiskendeligt ligner »et brugt kondom«.

Jeg læser en masse artikler for at kunne skrive om det billede, der findes af ham i offentligheden.

»Det forvanskede billede ...«
Hvordan opfatter vi egentlig manden, der blev født som Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat og blev til prins Henrik af Danmark, dronningens mand eller prinsgemalen, som han foretrækker at blive kaldt ... så han ikke forveksles med ordinære prinser.

Han bliver 75 år i dag. Det er anledningen.

Men det er sandt at sige ikke nemt at regne ud, hvad det er for et menneske, der gemmer sig inde bag de kaskader af ord og billeder, der har dynget sig op, siden han i 1967 blev gift med den danske tronfølger Margrethe.

FOTOS:Prins Henrik har været knap 43 år i Danmark - se billedhjul

Prins Henrik er selv inde på problemet i den selvbiografiske bog, han med en fransk journalist som pennefører skrev i 1996. Bogen hedder ’Skæbne forpligter’, og her står der om de kongelige:

»Pressen giver ofte et forvansket billede af vore personligheder og vore liv. Den kender dem udefra gennem andre kilder og formodninger. Den dømmer efter det ydre, som ofte er overfladisk og fejlagtigt, men af og til rammer den plet«.

»Havens allersomdejligste pynt«
Og hvad er det så, vi mener at vide om prins Henrik?

Vi ved med sikkerhed, at han delvist voksede op i Vietnam.

Vi ved, at han var tredje ambassadesekretær på Frankrigs ambassade i London, da han mødte Margrethe, og at han i sin bryllupstale kaldte hende »havens allersomdejligste pynt«.

Og vi ved, at han havde det svært med at komme til Danmark, hvilket fremgår af en flittigt citeret passage i ’Skæbne forpligter’:

»Nogle måneder efter min ankomst blev alt hvad jeg gjorde kritiseret. Mit dansk var svingende. Jeg foretrak vin for øl, silkesokker for striksokker, Citroën for Volvo, tennis for fodbold ... ja, selv de Gauloiser, der her blev anset for de samfundskritiske intellektuelles mærke, og som jeg røg i stedet for at ryge Virginia-tobak, var der ingen overbærenhed med. Jeg var anderledes. Jeg så ud til at være tilfreds med det og ikke skamme mig. Det var to fejl!«.

Skatteyderbetalt livsnyder
Siden da har pressen dyrket denne anderledeshed. Med lige dele fortørnelse og fascination.

Man taler om hans galliske temperament, hans chevalereske attitude, hans uudgrundelige gemyt. Prins Henrik er ikke noget gennemsnitsmenneske, hedder det sig.

Og så langt må man i det mindste bøje sig:

Der findes næppe mange mænd på kloden, der med samme held har skabt sig en karriere som skatteyderbetalt livsnyder.

TV:Se bagsidens hyldesttale til prinsen

Og mens prins Henrik har beklaget sig over danskernes manglende forståelse for hans særlige stil, har han selv gjort sit bedste for at rendyrke den. Anderledesheden.

Hofreporterens drøm
Det er blevet hans varemærke at være den flamboyante og pyntesyge fyr, der trasker rundt bag dronningen, mens han smiler og vinker og velvilligt kommenterer vejret, børnebørnene og gravhundene over for de journalister, der måtte være til stede.

Han går for at være enhver hofreporters drøm, en venligere og mere åbenmundet sjæl end den evigt surmulende og tilknappede Margrethe.

LÆS OGSÅ:»Prins Henrik taler et glimrende dansk«

Desuden er prins Henrik en mand, der ikke er bange for at udstille sine svage sider – nogle af dem i hvert fald – og det har trods hans selvforelskede højrøvethed givet ham et image som kongehusets mest menneskelige ansigt.

Hvilke svage sider?

Det lader sig ikke skjule, at han er en tyran hjemme på slottet.

Patriarken
En kolerisk patriark, som bogstaveligt talt kyler med sølvtøjet, når noget går ham imod. Han er citeret for at sige:

»Børn er som hunde eller heste. De skal tæmmes. Med klø, om det så skal være«.

Og i selvbiografien giver han selv et vink om, hvor han har fundet sit forbillede som familieoverhoved og børneopdrager: Hans egen far.

Foto:  Jens DreslingPapa Monpezat havde en pisk, eller en krabask, hængende i lysekronen over spisebordet, som »et Damokles-sværd«.

Og han brugte den tit mod de ni børn.

»Den slog ned på vores isser, vore ører eller fingre, hvis vi ikke sad ordentligt ved bordet, lavede ballade eller talte for højt ...«, skriver Henrik.

Han understreger, at hverken han eller hans søskende har fået »psykiske traumer« af behandlingen.

»Et kærtegn af den kunstfærdigt ophængte krabask eller en lussing føltes som en lettelse, når man havde begået en dumhed. Vi følte, at der var retfærdighed til her i verden ...«.

Da Henrik var 16 år, tog faren ham og lillebror Jason med ud for at inspicere familiens plantager i Vietnam.

Følelsen af ydmygelse
Det var dengang, Ho Chi Minh forsøgte at jage franskmændene ud af Vietnam, så det var ikke ufarligt at færdes på landet. Monpezat’erne var derfor under militærbeskyttelse og selv bevæbnet med rifler og pistoler.

De overnattede på et fort, da de blev angrebet. Henrik skriver:

»I mørket var modstandernes mundingsild det eneste, vi havde at sigte efter. Tyve minutter senere var alt roligt igen. Tidligt næste morgen fandt vi ligene af fire dræbte Vietminh-guerillaer i pigtrådsspærringen. Det var min ilddåb. Jeg misundte Jason. Han var kun tolv år!«.

Man kan vel sige, at Henrik på en kontant måde blev opdraget til at hævde sin ret.

Denne børnelærdom viser sig hos prinsen, når han taler om sin egen placering som nummer to i den royale rangorden. Han føler sig ydmyget af den rolle. Har ikke fortjent den.

Respekt for hustruen
I sin bog skriver han om prinsgemalens lod:

»Alt godt tillægges chefen, alt dårligt nummer to ... I værste fald beskriver det sarkastiske billedsprog os som skødehunde, der tripper bagefter, nogle gange i snor, som sidder pænt for en sukkerknald, og som frem for alt ikke siger noget ...«.

Når han er færdig med at beklage sig, skynder han sig altid at sige, at han har lært at leve med at være nummer to ... uden for de private gemakker.

Han accepterer sin rolle og nærer dyb respekt for sin kone og dronning. Der er ikke noget dér.

SKRIV: Send en fødselsdagshilsen til prinsen

Kasseret
Ingen skal så bare degradere ham til nummer tre.

Og det var netop, hvad der skete, følte han, da kronprins Frederik i 2002 overtog værtsrollen ved nytårskurene som stand-in for dronningen, der havde brækket et par ribben.

»Jeg føler mig kasseret«, lød overskriften i B.T., som prinsen havde inviteret ned på vinslottet i Caïx i den franske Lot-dal.

Han var i sort humør og benyttede oplevelsen ved nytårskuren til at fyre en bunke frustrationer af i hovedet på journalisten.

»Nu efter 30 år i Danmark gives der stadig det indtryk, at jeg er nummer tre«, sagde prinsen.

»Jeg vil ikke være med i det spil. Jeg er nummer to. Jeg skal være nummer to. Man kan ikke bare sådan i et hierarki ændre på rækkefølgen, fordi nogen synes, det er smart ...«.

Et andet sted i det lange interview sagde prins Henrik også:

»Jeg er glad for at bo i Danmark. Jeg holder meget af Danmark. Hvorfor så hele tiden nedvurdere mig? Skuffe mig hele tiden? Og træde på mine tæer og på den måde prøve at ødelægge min selvrespekt«.

Hvorfor ikke konge?
Ingen kunne rigtig svare på de spørgsmål.

Der var nok heller ikke så mange, der havde ondt af ham.

Til gengæld blev der grinet en del ad den fornærmede prins, som sad der på sit franske slot og fik hele det danske kongehus til at ryste.

Og noget tyder på, at prins Henrik stadig grubler over sin stilling.

Forleden stillede han tilsyneladende sig selv dette spørgsmål:

Når en kvinde, der gifter sig med en konge, bliver til en dronning, burde en mand, der gifter sig med en dronning, så ikke også blive til en konge?

AFSTEMNING:Burde prinsen kunne blive konge?

Danskerne havde lige stemt ja til, at prinser og prinsesser i fremtiden skal have lige ret til at arve tronen. Og igen var B.T. på pletten og spurgte prinsen, hvad han mente om ligestillingen?

»Der skal være ligestilling mellem kønnene. Der er en mand, der er gift med en dronning«, svarede Henrik først, en anelse kryptisk. Så uddybede han:

»Jeg håber, at mænd vil blive lige så ligestillede som piger«.

Den slags siger noget om prins Henrik.

Prins  Henrik læser op af sin digtsamling i Politikens foredragssal. Foto: Jens DreslingMad, kunst og sex
Der er i det hele taget brikker nok at tage af til det her puslespil.

Prins Henrik er, kan jeg læse mig til, en sammensat mand.

En gemytlig mand. Han er sine venners ven.

Og dyrenes ven. Naturelsker. Jæger. Sejler. Vinbonde.

En sprudlende, morsom, usnobbet, hjertelig mand.

Han er frem for alt en nysgerrig mand med en brændende appetit.

Appetit på mad, kunst og sex.

Hans madglæde kan aflæses direkte på størrelsen af hans mave og behøver ikke flere kommentarer.

Kunstinteressen er lige så rigt dokumenteret. Han har spillet meget klaver. Han fremstiller skulpturer og vækker lige nu opsigt med en af dem på en udstilling i Århus.

Digteren
Og så skriver han digte.

Det er ud fra disse digte, man nok kan tillade sig at konkludere, at prinsen har appetit på sex. Hans poesi er fyldt med kys, kærtegn, sitrende legemer og så videre.

»Dine bryster er to appelsiner«, står der et sted.

Og: »Din hoftes nøgne ekstase – en amfora, en rødmende vase af guldbesat alabaster ...«. Eller hvad med: »... hvad betyder vore løgne, så længe vi er nøgne ...«.

Der er gang i den.

Anmelderen Lars Bukdahl skrev om en af prinsens digtsamlinger, at der var tale om »en art trallende pludren, på samme tid løsagtig og kunstfærdig, der med retorisk schwung fremmaner det særeste lufttomme univers fyldt til randen med klassiske lyriske rekvisitter, roser!, emotioner, amour og atter amour«.

Den slags lader prins Henrik sig ikke gå på af.

Der er flere digtudgivelser på vej. Og dermed endnu flere brikker til forståelse af denne franskmand, som dronningen siger, hun elsker uendelig højt.

»Jeg er en lykkelig mand«
Og hvad man end kan finde på at sige om den utilpassede prins, så må man jo give ham én ting: Han har leveret det, han først og fremmest var bestemt til at levere: to sønner.

Han har sikret arvefølgen.

Så kan vi vel leve med hans tilbagevendende jamren. Og bag brokkeriet ved Henrik godt, at han har været heldig.

I sit stærkt selvforherligende, men også sine steder ret selvudleverende selvportræt skriver han:

»Jeg har ikke lukket mig inde som en silkeorm i en blød og lækker kokon. Jeg har snarere indrettet den som det passer mig, jeg spinder konstant på den og føler mig godt tilpas i den. Den rummer behageligheder, vidunderlige oplevelser og sjældne og dyrebare privilegier. Hvoraf det mindste ikke er det væld af opmærksomheder som min hustru viser mig. Jeg er en lykkelig mand«.

Foto:  Jens Dresling