Træt i hovedet af billeder og plancher og kollager træder jeg ind i det bagerste rum af den store pavillon.

Rummet er mørkt, men over det hele er sære, gigantiske blomster i ler, malet i klare farver.

Folk sætter sig ved foden af planterne for at se på de videofilm, der er installeret i denne jungle og for at hvile lidt ud.

Man kan næsten dufte en friskhed, og det er som at træde ind i eventyrland.

Trætheden fordufter, og jeg bliver helt rørt over, at nogen har brugt adskillige måneder eller år på at skabe dette overdådige, nærmest barnlige rum.

Der er noget galt
På videoskærmene kører forskellige animationsfilm med lerdukker, lige så overvældende og vellavede som skulpturerne.

De foregår også i et eventyrland, men der er noget galt. Hurtigt viser de sig at rumme de største uhyrligheder.

Kvinder bliver misbrugt af gejstlige mænd i gruppevoldtægter, river huden af hinanden, mishandler sig selv og kæmper om at komme væk fra en ond skov.

Det er meget ubehageligt, men jeg går ud af rummet med en af de største kunstoplevelser på Venedig Biennalen 2009.

Ophavskvinden er svensk-tyske Nathalie Djurberg, og hun er en af de mest interessante yngre kunstnere i disse år.

Den  sorte enkes spind er uhyre kraftigt og har inspireret tysk-argentinske Thomas Saraceno til at udfylde et helt rum med dens komplekse geometri. 'Galakse tager form langs tråde, som smådråber langs strengene i et edderkoppespind' (2008). Foto: Venedig Biennalen Man bliver udmattet
Min oplevelse af Djurbergs rum peger på noget generelt ved biennale-tilstanden.

Man traver rundt og oplever helt enorme mængder kunst. Det er ikke muligt at tage al denne kunst ind.

Man bliver udmattet. Man bliver blasert. Man bliver selektiv.

Og når man bliver selektiv, er det som regel de små, uanselige værker med et lille foto og noget klog, mærkelig tekst, der ryger ind af det ene øje og ud af det andet.

De små værker drukner
Det er naturligvis synd for dem, for de kan sagtens være interessante, men de hører bare ikke hjemme her.

De skal udstilles på et lille galleri, hvor der ikke er så meget andet.

På biennalen drukner de små, eftertænksomme, subtile værker på væggene.

Det, som fungerer bedst, er de store installationer som Djurbergs, der udnytter pladsen og skaber en rumlig, teatralsk helhed.

Dem er der heldigvis en del af, og kuratoren bag den internationale udstilling, Daniel Birnbaum, har tilsyneladende været delvist bevidst om dette.

Al mulig kunst
Til gengæld har han ikke formået at kreere andet end et pseudo-tema for udstillingen: ’Making Worlds’ (at skabe verdener) er temaet, og i præsentationen skriver han, at al kunst gør dette.

Summa summarum: Kunstbiennalen har i år valgt at udstille al mulig kunst.

Faktisk kunne man tage temaet mere seriøst end Birnbaum selv.

Nogle af værkerne gør netop dette: Skaber hele verdener, skaber fiktioner, miljøer, fortællinger.

Den Dansk-Nordiske Pavillon (se anmeldelse 7. juni) gør det endda mere konsekvent end Birnbaums store udstilling. Men mange andre gør det kun i en meget afledt og ligegyldig forstand.

Tingeltangel  og billigt fjas får magisk liv på den store væg. Hans-Peter Feldman: 'Skyggespil', 2002-09. Foto: Venedig BiennalenPlastiksouvenirs og billigt tingeltangel
Hans-Peter Feldman skaber en kæmpe fortryllet skyggeverden med sære væsener og storslåede bygninger i glidende bevægelse.

Men samtidig ser man den verden, der er ophav til skyggerne: En verden af plastiksouvenirs og billigt tingeltangel til amagerhylden.

Det billige og banale fortrylles gennem skyggernes abstraktion, og dette simple greb virker faktisk, når man står i rummet.

Immateriel stråleglans
Fortryllende er også Lygia Papes stråler af guldsnore, der gennem særlige lysvirkninger fremstår som immateriel stråleglans.

Thomas Saraceno har spændt et komplekst net af snore ud i hele sit rum.

Det er han ikke den første, der gør, men her er der ikke blot tale om at obstruere publikums søvngængeragtige museumsvandringer, men også om en konstruktion af stor arkitektonisk og organisk kraft, inspireret af den sorte enkes stærke edderkoppespind.

Smadrede spejle
Men det er bestemt ikke fortryllelse det hele. Michelangelo Pistoletto bryder verdener ned. Han har udfyldt et stort rum med kæmpe guldindrammede spejle.

I fredags tog han en lang trækølle og gik med stor kraft løs på spejlene ét efter ét til stor applaus fra publikum.

Kun to af dem stod uberørte tilbage og spejlede hinanden uendeligt. Man må destruere for at skabe.

Humor er ikke det, der fylder mest på udstillingen, og måske derfor blev jeg siddende så længe og skraldgrinede af den spanske kunstnerduo Bestué/Vives’ video med hundrede små, absurde fluxus-agtige gags hjemme i deres lejlighed.

Nørdede ritualer
Det kan være svært at forklare, hvorfor det er morsomt, at deres bøger begår selvmord ved at falde ned fra hylderne, at fodboldspilleren Ronaldinho løber ud af fjernsynsskærmen og videre som papfigur med snoretræk, eller at de binder skabet fast til elevatoren ude i opgangen og trykker på knappen, så det trækkes gennem lejligheden.

Men tro mig, det er det.

De skaber en meget lille verden af nørdede ritualer, og det er en befrielse på en biennaleudstilling, der alene ved sin størrelse er udmattende og uoverskuelig.