Sprog er magt. Og den, der bestemmer, hvordan vi taler, bestemmer også, hvordan vi tænker. Sådan omtrent kunne man servere George Orwells dystre fremtidsroman ’1984’ som bouillonterning.

En roman, der siden den udkom – for 60 år siden – har stået som et monument over det 20. århundrede og dets ismer og ikke mindst deres afledte forbandelser.

En roman fuld af originale ideer og iagttagelser.

Opfindelsen af 'newspeak'
George Orwells dystre samfundsprofeti og afklædning af totalitarismens væsen og virkemidler er siden sin udgivelse i 1949 blevet prist som en af de fineste romaner i et århundrede, er den dag i dag en bestseller og blev for to år siden kåret af avisen The Guardians læsere som det 20. århundredes ’absolutte bog’. Og med god grund.

George Orwell skabte selv sprog med sin roman, der malende beskrev, hvordan nedbrydelsen af sproget kan være et redskab i undertrykkelsen.

I de forgangne seks årtier er flere udtryk fra bogen gledet ind i det talte og skrevne sprog overalt på kloden. Fra begrebet ’newspeak’, den politiske korrektheds vokabularium, over tankepolitiet, fænomenet ’Big Brother’ og til det overvågningssamfund, han i romanen skitserede i sin mest ekstreme form.

Kendere har vidst det i årevis
Men så var værket heller ikke mere originalt.

Kendere har vidst det i årtier.

Vi andre må nøjes med at blive opmærksomme på det ved lejligheder som denne. Plottet og flere af de centrale personer i ’1984’ er dybest set kalkeret af fra en anden roman.

Og mens Orwells roman inspirerede til flere senere science fiction-romaner, herunder Ray Bradburys ’Fahrenheit 451’, stod den selv i betragtelig gæld til en roman med titlen ’We’ skrevet af russeren Jevgenij Samjatin, udgivet på engelsk 25 år forinden og anmeldt i avisen Tribune tre år før udgivelsen af ’1984’.

Af George Orwell selv.

Mange lighedspunkter
Og så er det måske på tide med lidt nærlæsning:

George Orwells ’1984’ handler om en totalitær fremtid bestående af superstater, der på skift ligger i krig med hinanden.

Superstaten Oceanien styres af partiet og dets ypperste leder, ’Big Brother’.

Her er romanens hovedperson Winston Smith en underordnet partisoldat, der tjener til dagen og vejen ved at omskrive historien i Sandhedsministeriet, men som også fører en hemmelig dagbog, der rummer mere af det, vi andre kalder sandhed, og har en hemmelig kærlighedsaffære med en kvinde ved navn Julia.

En dag bliver Winston Smith arresteret af tankepolitiet, tortureret og hjernevasket og lærer til slut at elske ’Big Brother’.

Winston Smith = D-503
Den russiske forfatter Jevgenij Samjatins roman ’We’ handler også om en mand, der lever i et ekstremt totalitært samfund.

Han hedder ikke Winston Smith, men bare: D-503. Og hans elskerinde ikke Julia, men: I-330.

I stedet for ’Big Brother’ kaldes regimets øverste i ’We’ for ’Velgøreren’. Og hvor Orwells hovedperson er udstyret med en altseende skærmvæg, kontrollerer politiet i ’We’ borgerne med det blotte øje, hvilket ikke er nogen kunst, da alle bygninger er opført i glas.

Et litterært ikon
De fleste anmeldere er enige om, at George Orwells bog er et større kunstværk end Jevgenij Samjatins. Den er bedre skrevet. Mere enkelt og ligefremt. Og den verden, der tegnes op i den, ligner mere den verden, vi andre færdes i. Og måske derfor fik den en helt anden gennemslagskraft.

Men frem for noget blev ’1984’ et litterært ikon, fordi den påvirkede verden omkring sig så meget og allerede hurtigt efter sin udgivelse kom til at præge debatten og tilføre sproget nye gloser med begreber og tankegange, vi – om end måske ubevidst – refererer til den dag i dag.

I øvrigt er romanen fuld af ideer, der faktisk var originale. Den måde, partiet uophørligt omskrev historien på. Og de næsten grinagtigt frække sloganer som: ’Dumhed gør stærk’, ’Krig er fred’, ’Frihed er slaveri’.

Eller navnene på diverse ministerier. Fredsministeriet er således det, der fører krig. Eller som vi andre i dag – i en noget mildere form for newspeak – kalder forsvarsministeriet.

Og det ministerium, hvor historien omskrives og de officielle løgne fabrikeres, hedder naturligvis sandhedsministeriet.

Samme slutning
Ét sted i romanen kan George Orwell nu ikke undslå sig for at have været ude at optage et større litterært lån.

Nemlig i slutningen, hvor han lader sin hovedperson bukke under for tortur og hjernevask og hengive sig til regimet. I kærlighed. Ligesom Jevgenij Samjatin gjorde det i ’We’. Bare 25 år forinden.

Så nok er sprog magt. Det er bare ikke tilstrækkeligt at være den, der opfinder sproget, hvis man vil have gennemslagskraft. Man skal også sikre sig, at man bliver læst.

Kendere har vidst det i årtier. Vi andre må nøjes med at blive opmærksomme på det ved lejligheder som denne.

Plottet og flere af de centrale personer i ’1984’ er dybest set kalkeret af fra en anden roman.