Dér sidder vi så over for hinanden ved det runde bord i en hotelsuite med udsigt over soldyrkerne nede i Kensington Garden.

Som fremmede, der er slynget sammen til et middagsselskab, starter vi med hver sin introduktionsrunde, så komplimenterer Jack White fra musikgruppen en fremtrædende ring på fingeren af en af mine kolleger fra pressegruppen.

Alison Mosshart tager straks tråden op ved at stikke en finger i vejret, der er prydet af et gigantisk smykke med en drabelig spids som hovedattraktion.

»Vores lydmand har lavet ringen til mig. Det er den farligste genstand, jeg nogensinde har ejet«, siger hun. Og fniser på en piget måde, der får hendes nærmest dukkeagtigt søde ansigt til at tage sig radikalt anderledes ud end aftenen før.

Ikonerne White og Mosshart
Da kastede hun sig som personificeringen af et kvindeligt rovdyr på jagt i rockens jungle sin spinkle krop og det lange brune hår vildt og ukontrolleret rundt til musikken på scenen i HMW Forum i London.

Som om sangerinden simpelthen fik elektriske stød af vibrationerne fra bandet The Dead Weather, som dagen derpå tager imod små grupper af pressefolk.

BESØGThe Dead Weathers hjemmeside, hvor du bl.a. kan se videoerne 'Treat Me Like Your Mother', 'Will There Be Enough Water', 'I Cut Like a Buffalo' og 'Hang You From the Heavens' (eksternt link)

Skulle man udpege det største ikon fra hvert køn fra de sidste ti års nye rockscene, ville 34-årige Jack White nærmest være selvskreven på hankønnets side i kraft af sin stilskabende præstation med at opdatere blues og klassisk rock i duoen White Stripes og gruppen The Raconteurs.

30-årige Alison Mosshart ville være blandt de absolutte topkandidater på den feminine side på grund af sit stærke arbejde med at forene et punket, skramlet, iørefaldende og sexet udtryk med guitaristen Jamie Hince i duoen The Kills.

Med andre ord er The Dead Weather, der i dag udgiver debutalbummet ’Horehound’, det nærmeste, rockscenen har været på en såkaldt supergruppe i årevis.

Resultat af et halsonde
Men det udtryk vil man aldrig få hverken Alison Mosshart, Jack White eller deres to medsammensvorne i gruppen, bassisten Jack Lawrence og guitaristen Dean Ferrita, til at skrive under på.

Tværtimod holder kvartetten stædigt fast i at være et resultat af det halsonde, Jack White sloges med mod slutningen af den amerikanske turne med sit ’fritidsband’, The Raconteurs, sidste efterår.

På grund af sin svigtende stemme inviterede White sin kollega fra opvarmningsbandet The Kills til at synge nogle af sine sange på scenen.

Samarbejdet slog gnister på en måde, der straks måtte indfanges for at skabe ny energi.

Ingen tid til pjank
»Allerede dagen efter den sidste koncert på turneen i Memphis fulgtes vi til mit hus i Nashville, hvor jeg også har et studie. I løbet af en lang nat havde vi skrevet og indspillet fem sange med The Dead Weather. Det siger vel alt om spontaniteten i det. Der er intet planlagt eller udtænkt over det her. Skulle jeg have planlagt at starte et nyt band, havde jeg aldrig valgt at gøre det med de her fyre«, siger Jack White med et lille smil.

Selvom hans ligblege ansigt gør alt for at leve op til efternavnet, og trætheden lyser ud af de mørke øjne, er Jack White ellers alvorlig og fokuseret gennem hele gruppesamtalen.

Manden, der lige har forklaret i et interview, at han ganske enkelt ikke forstår begrebet »at have det sjovt«, sørger med hurtige sideblikke for, at alle tilløb til interne jokes og smalltalk fejes væk fra musikernes bordende med det samme.

Der er ganske enkelt ikke tid til den slags pjank, når man taler om noget så alvorligt som musik og musikalske ideer, synes budskabet at være.

Lyden af græshoppesang
I tilfældet The Dead Weather opstod musikken med andre ord nærmest ud af en lang jamsession, sådan som den rodede debutplade, der i den grad hylder tilfældighedernes princip, antyder.

I løbet af de blot tre uger det tog at skabe albummet ’Horehound’, er der ifølge Jack White intet gjort for at rense eller ændre på et udtryk, som derfor indeholder lyden af græshoppesang uden for studievinduet i ’Will There Be Enough Water’ og en ringende mobiltelefon i versionen af Bob Dylans ’New Pony’.

»Det kan jeg rigtig godt lide. Sangen af Bob Dylan er langtfra en af hans bedste, faktisk er den ikke særlig god. Men den havde en bluesatmosfære og nogle ord i teksten, som kunne blive interessante, hvis en kvinde synger dem. Derfor prøvede vi at skabe noget nyt ud af den. Og jeg kan godt lide tanken om, at den moderne verden i form af en ringende mobiltelefon møder Bob Dylans i vores fordrejede udgave af hans gamle univers«, pointerer Jack White.

Overraskende god trommeslager
Tanken om, at der skal ske noget nyt, er den rødglødende tråd, som nødtørftigt holder sammen på det indre rabalder på ’Horehound’. Her afprøver alle musikerne sig selv i nye roller.

»Jeg tænkte helt banalt, at hvis jeg tog trommerne, ville det i sig selv være så nyt, at vores udtryk ville blive anderledes. Jeg har faktisk spillet på trommer, siden jeg var fem år, så det har faktisk været rigtig dejligt at få lov at prøve det igen«, siger Jack White, der aftenen forinden foran 3.000 stærkt begejstrede tilskuere i HMW Forum viste sig at være en overraskende god, tonstung og alligevel improviserende trommeslager.

Men fordelingen af instrumenter er ikke den eneste nyskabelse i The Dead Weather.

Lukker op for seksualiteten
I sange som den reggaeprægede ’I Cut Like A Buffalo’ lukker Jack White op for en seksualitet, han aldrig har dyrket så direkte i sin musik før.

»Jeg har stor forståelse for de filminstruktører, der ikke vil have sexscener med i deres film, fordi det simpelthen er for let en måde at lokke folk ind i filmen på. Sådan har jeg også altid selv haft det med sex i musik, og jeg har heller aldrig bandet i en sang, fordi det simpelthen er for nemt. Men denne gang havde jeg lyst til at lukke op for noget nyt. Og at det blev seksualitet forekom egentlig indlysende, når man har en sangerinde som Alison med i projektet. Hun har en meget mere direkte måde at tage fat i tingene på, end jeg har oplevet i The White Stripes«, pointerer Jack White.

Siden han i 1997 dannede duoen The White Stripes med sin daværende kone, Meg White, på trommer, har han kæmpet hårdt for at opdatere klassiske rockdyder med punkens attitude – at alt kan lade sig gøre – i en skarpt designet grafisk stil.

Kills og White Stripes lever stadig
Senere er gruppen The Raconteurs kommet til med gennemkomponerede klassiske rocksange. Samtidig med lanceringen af The Dead Weather har Jack White lanceret sit eget pladeselskab, Third Man Record. I hans nye hjemby, Nashville, skal selskabet hurtigt kunne indspille, udgive og distribuere primært singler og enkelte album på vinyl.

»Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det er sådan. Der er bare så meget, jeg gerne vil lave. Og så utrolig kort tid til at gøre det i«, siger Jack White. Og tilføjer, at Meg White, hans ekskone og trommeslageren i White Stripes, er glad for det nye projekt.

»Hun kom med sin mand til vores koncert i Detroit og blev ved med at sige, hvor fed musikken var, og hvor fantastisk hun synes Alison er. Eftersom Meg normalt ikke er en person, der har ret mange meninger om noget som helst, var jeg glad for at høre hende udtrykke sig på den måde«, siger han.

Selvom den britiske presse i dagene omkring koncerten i London gør et stort nummer ud af en angivelig rivalisering mellem Alison Mosshart og den skandaleramte fotomodel Kate Moss, der er kæreste med guitaristen i The Kills, Jamie Hince, og angiveligt har smidt hans pc med sangene til et kommende album ud ad vinduet i jalousi, eksisterer alle grupperne bag og omkring The Dead Weather i lige så vitale versioner som det nye band selv.

Alison Mosshart afviser episoden og bedyrer ligesom Jack White, at der snart vil være musikalsk nyt fra henholdsvis Kills og White Stripes.

Stor handlefrihed
Hvis Dead Weather får succes, vil bandet dog også indspille et nyt album for Jack Whites nye selskab, Third Man Records.

»Meningen er, at der skal foreligge 100 nye plader fra mit selskab om et par år, så vi har travlt. Det er en slags blanding af Motown og anarkistiske punkselskaber, hvor man selv laver alting. Til gengæld er der stor handlefrihed, og processen kan gå lynhurtigt. Vi kan indspille, trykke og udgive en plade på få dage, hvis det skal være«, siger Jack White.

Han titulerer sig selv som »den gammeldags gaslampe i den moderne musik« og indrømmer gerne, at det er et direkte slag mod digital musik og computere, han har kastet sig ud i. Et slag, der på forhånd ser vanskeligt ud.

Savner respekt i musikken
»Det er der i så fald ikke noget at gøre ved. Jeg har snakket så meget om, at musik er blevet usynligt og kun findes på nettet i så mange år, at jeg simpelthen er nødt til at gøre noget ved det. Også selv om det betyder, at jeg får »beskidte hænder« og pludselig er en del af pladebranchen. Jeg synes, at alle bare sender sorteper videre lige nu og giver alle mulige skylden for, at musikbranchen er i krise. Selv forbrugerne har mistet interessen, og det er populært at sige sådan noget som: Hvad fanden rager det mig, om Metallica eller andre får penge for at spille eller indspille plader? Det irriterer mig, at der ikke er større respekt. Hvis man går ind i en lille biograf og ser en kunstnerisk begavet film, har man jo respekt for det og betaler med glæde sin billet. Den respekt savner jeg i musikken«.

Men kommer den, bare fordi man udgiver musik på vinyl?

»Det ved jeg ikke, men de er i hvert fald synlige og håndgribelige. Jeg kan godt lide, at der er et synligt produkt, man kan holde i hånden, vise til andre og anbefale. Det virker ikke nær så sjovt, når man står med sin iPod i hånden og siger: Hør lige det her. Det er lidt ligesom en sølvdollar i forhold til en bankoverførsel på nettet for mig. På en symbolsk måde virker sølvdollaren, som om den er mere værd. Også selv om den ikke er det i virkeligheden«.