Boghandlere modtager nu en væsentlig ændret udgave af Ernest Hemingways mesterværk ’Der er ingen ende på Paris’ (’A Moveable Feast’, red.), der blev udgivet på forlaget Scribner i 1964 efter forfatterens død.

Den nye udgave, som udgives på samme forlag, er blevet grundigt omarbejdet af hans barnebarn, som ikke kan lide, hvad originalen fortæller om hans bedstemor – Hemingways anden kone.

Barnebarnet har fjernet adskillige afsnit fra bogens sidste kapitel og udskiftet dem med andre af Hemingways tekststykker, som barnebarnet mener tegner hans bedstemor i et mere sympatisk lys. Ti andre kapitler, som vakte barnebarnets misbilligelse, er blevet reduceret til et appendiks, hvilket ifølge barnebarnet skaber »en version, der ligger tættere op ad den bog, min bedstefar ønskede at udgive«.

Han hævder, at Mary Hemingway, Ernest Hemingways fjerde kone, sammensatte manuskriptet ud fra uddrag af et ufuldendt værk, og at hun skrev det sidste kapitel.

Scribners medvirken til denne nye udgave bør undersøges, da forlaget kender til både bogens egentlige oprindelse og til etikken omkring bogudgivelser.

Glemt kuffert
I 1956 spiste Ernest og jeg morgenmad på Hotel Ritz i Paris sammen med direktør Charles Ritz, som spurgte, om Ernest var klar over, at han havde haft en kuffert stående i et kælderrum siden 1930. Ernest kunne ikke huske, at han skulle have stillet den der, til gengæld huskede han, at Louis Vuitton i 1920 havde specialfremstillet en kuffert til ham. Ernest havde undret sig over, hvor den var blevet af.

Charley fik kufferten bragt op til sit kontor, og efter morgenmaden åbnede Ernest den. Den var fyldt med hengemt tøj, menukort, kvitteringer, notater, jagt- og fiskeudstyr, skiudstyr, breve og helt i bunden noget, der vakte en glædelig reaktion fra Ernests side: »Notehæfterne! Dér var de! Enfin!«.

Der lå to stakke af linjerede hæfter af den slags, parisiske skolebørn brugte, da han havde boet der i 1920’erne. Ernest havde fyldt dem med sin sirlige håndskrift, når han sad på sin yndlingscafé med en café au lait. Notehæfterne beskrev steder, mennesker og begivenheder i hans spartanske liv.

Da Ernest i 1957 vendte tilbage til Cuba, fik han Nikita, hans daværende sekretær, til at renskrive historierne på maskine med dobbelt linjeafstand, så de var nemmere at redigere. Da jeg besøgte familien Hemingway i Ketchum, Idaho, efteråret 1958, arbejdede Ernest på en bog ved navn ’Min Parisbog’. Han gav mig adskillige kapitler, jeg skulle læse. I 1959, da vi var i Spanien for at følge de store matadorer Antonio Ordonez og Dominguin, arbejdede Ernest tit på sit manuskript, når der ikke var tyrefægtning.

Da han vendte tilbage til Cuba, afbrød han arbejdet med den til fordel for at arbejde på ’Farlig sommer’, der handlede om tyrefægtninger, og som han skrev for magasinet Life. Men i stedet for de 40.000 ord, som kontrakten lød på, skrev han 108.746 ord og bad mig komme til Cuba for at hjælpe ham med at forkorte manuskriptet.

Da jeg vendte næsen mod New York for at overdrage manuskriptet til redaktøren på Life, havde Ernest også givet mig det fulde manuskript af Parisbogen, som jeg skulle give til Scribners chefredaktør, Charles Scribner jr.

Jeg fortæller denne historie om ’Der er ingen ende på Paris’ for at vise, hvor megen sjæl Ernest lagde i den, og for at betone, at bogen ikke bare var nogle brudstykker, men var klar til udgivelse. Ernest døde, før bogen kunne blive udgivet. Da jeg besøgte ham på klinikken Mayo, få måneder før hans demens førte til hans selvmord, havde han mange bekymringer om sin Parisbog og spekulerede på, om den manglede en afsluttende sætning, hvilket den ikke gjorde.

Helligdag
Efter hans død besluttede Mary, der fungerede som eksekutor, at Scribner skulle fortsætte med udgivelsen. Harry Brague var redaktør, og jeg mødtes med ham adskillige gange, mens bogen var til korrektur.

Da Mary havde travlt med andre ting i forbindelse med Ernests dødsbo, var hun ikke særlig involveret i bogen.

Ikke desto mindre ringede hun til mig vedrørende bogens titel. Scribner ville kalde den ’Skitser over Paris’, men Mary håbede, at jeg kunne finde på noget mere appellerende.

Jeg gennemtænkte forskellige muligheder, men ingen af dem klingede rigtigt, indtil jeg kom i tanker om, at Ernest engang havde omtalt Paris som en mobil fest (udtrykket ’moveable feast’ er tvetydigt, da det også betyder ’forskydelig helligdag’). Mary og Scribner var begejstrede, men ville også have historien om titlens tilblivelse med i bogen.

Jeg skrev ned så præcist som muligt, hvad Ernest havde sagt, hvilket står på første side, som fortalt af en »ven«, præcis som jeg ønskede det.

De detaljer vidner om, at bogen var et seriøst værk, som Ernest afsluttede med sin vanlige omhu, og som i allerhøjeste grad var klar til udgivelse.

Det, jeg læste i flyet hjem fra Cuba, var det, der endte med at blive udgivet. Der var ikke noget ekstra kapitel tilføjet af Mary.

Som forfatter er jeg foruroliget over Scribners rolle i forbindelse med denne nye udgave.

Med den genbearbejdelse af bogen som forgangseksempel; hvad vil Scribner da gøre, hvis eksempelvis efterkommere til Scott Fitzgerald kræver, at man fjerner det kapitel fra ’Der er ingen ende på Paris’, hvor størrelsen på Fitzgeralds penis nævnes, eller hvis Ford Madox Fords børnebørn ønsker at slette referencerne til deres forfaders kropsodør?

Alle forlag inklusive Scribner har til opgave at beskytte de bøger, som deres forfattere betror dem. Den, der overtager en forfatters arbejde, har ingen ret til at ændre i værket.

Der vil altid foreligge en risiko for, at arvtageren kommer til at skrive sin egen bog og skriver sine egne korrektioner.

Ernest vågede meget over de ord, han skrev; ord, som gav den litterære verden en ny måde at skrive på.

Han er naturligvis i sin fulde ret til at få sine ord beskyttet mod lemfældig indblanding, som det er tilfældet i denne nye udgave, der måske i stedet burde bære titlen ’En forskydelig bog’.

Jeg håber derfor, at forfatterforeningen vil tage affære.

Oversættelse: Niels Agerskov
Copyright: New York Times