Opskriften var ellers enkel.

Det var Hemingways egen, nedfældet i romanen ’Der er ingen ende på Paris’.

»Det eneste, du behøver, er at skrive én sand sætning«, skrev han. »Skriv den sandeste sætning, du kender«.

Men helt så enkelt er det åbenbart alligevel ikke.

For efter den første sande sætning skal følge en ny. Man skal skrive sætning efter sætning og ikke stoppe, før romanen er færdig. Helt færdig.

Og så skal man skynde sig at få den udgivet, før man dør.

Omrokeringer
Havde Ernest Hemingway gjort det, inden han i 1961 syg, nedtrykt og alkoholiseret skød sig med et jagtgevær, var hans roman ’A Moveable Feast’ – på dansk: ’Der er ingen ende på Paris’ – blevet om ikke en sand bog så i det mindste færdig, og hans fjerde kone, Mary, havde ikke haft anledning til at flytte rundt på kapitler i hans udkast, finde på en titel til bogen og skrive materiale sammen, som Hemingway før sin død selv havde forkastet, og gjort det til bogens slutning.

Hvis Hemingway havde skrevet den ene sande sætning efter den anden, indtil bogen var færdig, i stedet for at tage livet af sig, havde senere generationer kunnet undgå at videreføre slagsmål fra forfatterens privatliv som litterære fejder.

Og hans barnebarn, Sean Hemingway, havde ikke haft nogen grund til i dag – 25 år efter at den første udgave af bogen udkom – at udsende en ny og revideret, som nogle hævder er et sandere udtryk for, hvad forfatteren ville med sin bog, mens andre opfatter den som et tarveligt forsøg på at rehabilitere Hemingways anden kone.

I parentes bemærket: barnebarnets egen bedstemor.

Portrætter af koryfæer
Ernest Hemingway skrev ’Der er ingen ende på Paris’ ud fra sine gamle notater fra sit liv blandt andre udenlandske forfattere i 1920’ernes Paris.

I bogen er koryfæer som Ezra Pound, F. Scott Fitzgerald, James Joyce og Gertrude Stein beskrevet, og nogle mener, at den rummer noget af hans bedste arbejde i modsætning til andre skrifter udsendt efter hans død, som er blevet betegnet som skuffende eller slet og ret dårligt skrevet.

På dansk blev titlen ’Der er ingen ende på Paris’ efter titlen på et af kapitlerne.

Den engelske titel ’A Moveable Feast’ fandt A.E. Hotchner på ud fra en samtale, de to havde haft. Men også sætninger og kapitler er tilsyneladende flytbare.

Da forfatterens fjerde og sidste kone, Mary, efter hans død gjorde manuskriptet færdigt, skabte hun et sidste kapitel ud fra skitser til to forskellige kapitler, hævder kritikere.

Slutningen omhandler opløsningen af forfatterens første ægteskab med Hadley Richardson, som finansierede Hemingways liv i Paris og de berømte skiture i Alperne.

Venligere lys på Pauline
Den nye udgave rummer ikke færre end 10 kapitler, som ikke optræder i udgaven fra 1964, men præsenteret som ’Ekstra Parisskitser’.

Ernest Hemingway havde ikke tænkt sig at udgive disse skitser, men ville have et kapitel med, som i stedet i den første udgave blev skrevet sammen med et andet kapitel som bogens slutning.

I den proces blev dele af teksten udeladt, som omhandlede hans ansvar for opløsningen af hans første ægteskab.

Ægteskabet sluttede, da Hemingway indledte et forhold til Hadleys veninde Pauline Pfeiffer, og mens Hemingway i udgaven fra 1964 optræder som et offer for den skrupelløse Pauline, er der i den nye udgave medtaget andre passager, hvor han stiller hende i et venligere lys og selv tager sin del af ansvaret for sit første forliste ægteskab og forholdet til sin kones veninde:

»At pigen bedrog sin ven, var en frygtelig ting, men det var min fejl og blindhed, at dette ikke frastødte mig«, står der nu.

Og: »Ved at blive involveret i det og være forelsket accepterede jeg al skylden for det selv og levede med angeren«.

Uenighed om resultatet
Rent familieopgør er den nye udgave af bogen nu ikke, hvis man skal tro alverdens anmeldere, hvoraf nogle priser barnebarnets arbejde som et vellykket forsøg på faktisk at nærme sig Hemingways intention med bogen, mens andre afskriver det som endnu et forgæves forsøg på at færdiggøre et manuskript, som kun forfatteren selv kunne have færdiggjort.

Det var Patrick Hemingway, der fik ideen til den nye reviderede udgave af bogen.

Han er søn af Hemingway og Pauline og var interesseret i at vide, om der forelå mere på skrift om hans mor, hvorfor han opfordrede sin nevø Sean til at gå i krig.

Eller som han siger til New York Times:

»Jeg syntes, at den originale udgave simpelt hen var frygtelig ved min mor«.

»Hemingway ville ikke have billiget det«
Også på forlæggersiden er flere generationer involveret i tvisten.

Således siger Charles Scribner III, hvis far udgav den første udgave af bogen i 1964 sammen med Mary Hemingway, at den nye udgave er unødvendig.

»Både Mary og min far havde et nært kendskab til forfatteren; hans barnebarn, den nye udgiver, havde ikke. Jeg er overbevist om, at den nye udgave vil være af midlertidig interesse for lærde og studerende, men der er ingen tvivl i mit sind om, at Hemingway ikke ville billige dekonstruktionen af hans klassiker«, skriver han i et brev til The New York Times og fortsætter:

»Hvad angår den ægteskabelige revisionisme, vidste både Mary og min far – og som enhver læser af Hemingways breve selv kan erfare – at han senere i livet følte sig tættest på sin første kone, Hadley Richardson, og fortrød, at han havde forladt hende. Den originale udgave er mest trofast over for forfatterens perspektiv, da han nærmede sig sit endeligt«.

Ingen slutning
Eksperter i Hemingway har længe været enige om, at forfatteren ikke selv betragtede sine erindringer fra Paris som komplette ved sin død.

Han skrev således i et brev til sin forlægger, Charles Scribner, at »dette skal ikke offentliggøres, som det er, og det har ingen slutning«.

Og i fragmenter til en kladde til en indledning til bogen skrev han, at han ønskede at gemme noget af materialet til begyndelsen af en anden bog, som skulle beskrive den »utrolige lykke«, han havde med Pauline.

De lærde er også enige om, at hverken den første eller anden udgave af bogen kan opfattes som den endegyldige version af bogen.

»Denne bog kan ikke blive en hellig tekst«, siger professor i litteratur ved Columbia Universitet Ann Douglas således til The New York Times.

»Der kan ikke være nogen endelig tekst, for der er ikke en«.

Sandheden får vi aldrig. Den er sværere at skrive, end man tror.