Tegning: Jørn Villumsen

Kunstlivet er en jungle. Når man færdes i sådan en jungle, fyldt med tusindvis af varme navne og endnu flere flygtige og foruroligende værker, er det afgørende for ens selvrespekt og selvforståelse, at man ikke falder igennem.

For gør man først det, er man udenfor og får svært ved at komme tilbage i folden. Derfor handler det om at skabe størst mulig respekt om sit omdømme som den velovervejede kunstkender, man er – eller måske netop ikke er.

Det kræver bl.a., at man vejer sine ord nænsomt på tidens egen guldvægt, før man udtaler dem.

LÆSPia K.: Jeg kunne være en god kulturminister

Hvad skal man mene om et kunstværk, hvis ens nærmeste omgivelser forventer, at man mener et eller andet? Er der nogle særlige ord og udsagn, som er vigtige at bruge, og som varsler en særlig indsigt? Og er der på den anden side nogle vendinger, som man for alt i verden bør undgå?

Kritikere hører ofte den bemærkning fremsat: »Hvor må det dog være svært at være kritiker og skulle mene noget hele tiden«.

Jamen, det er ikke så svært at mene noget. Det er langt sværere at vide noget end at mene noget. Når emnet er kunst, forekommer det ene ikke altid at være nogen betingelse for det andet. Det er ofte set, at nogle har haft meget store meninger uden at have en særlig stor viden.

Godt at være tvetydig
Men meninger kan være afslørende, især hvis de er forkerte. De kan være mindst lige så afslørende som manglende viden. Derfor er der nogle regler, som udstillingsgæsten kan følge med fordel.

Reglerne gælder i dag som for halvandet hundrede år siden. Frem for alt gælder det om ikke at blive afsløret som det, man måske i værste fald er: en overfladisk eftersnakker, en kulturel novice eller bare en forbandet snob.

F.eks. er det meget vigtigt at være tilpas tvetydig, hvis ens vurdering skal virke tilpas objektiv. Efter at man har dadlet alle detaljerne i et billede, skal man f.eks. huske at indrømme maleren et vist talent.

Det afspejler også storsind, overbærenhed og erfaring. I det hele taget er ’visse’ et ord, som bør bruges rigeligt. Det klinger af sikkerhed og forpligter ikke til noget, fordi det samtidig udtrykker et indbygget forbehold.

Kunstanvisning burde husstandsomdeles
Disse og andre regler kan man finde i en lille tryksag, ’Anviisning til i tre Timer at blive Kunstkjender’. Tryksagen er lidt af en sjældenhed, men burde måske husstandsomdeles.

Den blev skrevet i 1834 af Johannes Herman Detmold, en tysk politiker og satirisk forfatter, som allerede på guldaldermalerne Eckersbergs og Købkes tid havde sine forbehold over for den måde, som den tids publikum forholdt sig til kunsten på.

Tyve år efter blev Detmolds lille bog oversat til dansk, uden at forfatterens navn dog var væsentligt nok til at blive nævnt. Yderligere 33 år senere udgav svenskeren August Strindberg, som i hvert fald var væsentlig, sin egen reviderede version og supplerede den med et lille leksikon over fagudtryk, som krævede nærmere definition.

Selv bogens titel blev strammet op og hed nu: ’Anvisning på hvorledes man på 60 minutter kan blive Kunstkender’. Titlen kan lyde ret så forjættende, når man tænker på, at kunsthistorie tidligere var et af de længste studier ved Københavns Universitet. Med sikkerhed for også at være et af de mest brødløse.

Det vigtigste er ikke at vide
Moderne læsere, der har et seriøst forhold til billedkunst, behøver ikke at læse videre. De ved bedre.

For det at beskæftige sig med kunst, hvad enten man frembringer den, læser om den eller blot ser på den, har ikke så få positive sider. De få ulemper, der findes, bør ses i forhold til de langt flere fordele, der er et faktum.

Hvis det kun handler om at imponere rakket eller forføre sine uvidende omgivelser, lønner det sig stadig at springe over, hvor gærdet er lavest. Men for at beherske sådanne overspringshandlinger må man kende de rigtige regler.

I den forbindelse slår den lille bog ned på noget fundamentalt i enhver kunstkenders adfærd. Det afgørende er ikke, hvad man ved. Det afgørende er, hvad folk tror, at man ved.

Derfor skal man vogte sig for at bruge fraser, som alt for mange kender. De ord, der kommer ud af ens mund, må ikke være for almindelige og gennemsnitlige.

Brug de rigtige ord
Det gælder også, når man taler om noget så let tilgængeligt som portrætter.

Således lød det i 1854: »Fremfor Alt maa man derimod ved Bedømmelsen af et Portrait vogte sig for Phraser, som Alverden kjender og bruger. Tager han dem i Munden, saa opgiver han saa at sige, sin højere Værdighed og bliver til et ganske almindeligt Menneske«.

Endnu mere generelt lyder følgende: »Det er i det hele taget meget klædeligt for en Kunstkjender, at han tillige røber Læsning og Lærdom, hvilket pleier at give hans Kunstdomme en ikke ubetydelig Vægt. Sine kundskaber kan han let erholde af et Conversationsleksikon«.

Det hele handler om ord, om det rette sprog.

Om ordene ’genialsk’, ’grandiost’, ’gigantisk’ og ’grotesk’ siger Strindberg: »Det førstnævnte ord er ganske anvendeligt, i særdeleshed hvis maleren står i nærheden, så han kan høre det. De øvrige betegnelser egner sig til fremstillinger af storme, dystre alpesøer, bjergkløfter og i almindelighed om billeder, som overstiger 10 fod i bredden og 6 fod i højden«.

Kunstkendere er jaloux anlagte
Måske er sagens kerne, at kunstkenderen altid har været en lille smule jaloux på kunstnerens berømmelse. Det har ændret sig med kuratorernes indtog på kunstscenen.

For i dag – i 2009 – kan sådanne professionelle udstillingsarrangører være lige så berømte som de kunstnere, der som statister har fået lov til at spille sig selv i de udstillingsshow, som er masterminded af kuratorerne.

Følgende bitre påstand fra 1854 kunne være hæftet på dem:

»Det er ikke af Kunsten, at Mennesket skal have Fornøjelse, men af dens Bedømmelse. Ingen sand Kender glæder sig over Kunsten; den er ham aldeles ligegyldig; thi den er kun til for hans Dommes skyld, og over dem glæder han sig«.

Denne ytring er hos Strindberg blevet til: »Der findes ikke noget lettere end at blive kunstkender. Kunstens højeste mål er at give kenderen lejlighed til den indre tilfredsstillelse, som han føler i og med ’vurderingen’«.

Strindberg savnede fantasi
Om kenderen skriver den svenske forfatter også, at selv om denne ikke behøver at forstå helt klart, hvad han taler om, så bør han dog tage sig i agt for alt for indviklede definitioner. Strindberg kan tydeligvis hverken fordrage kendere eller samlere.

Hør bare på definitionen på ordet: ’Mhm’. Det er udtryk for »stumt bifald i en berømt kenders vurdering. Ledsages af en sagte bøjning af hovedet«.

Men symbolisten Strindberg er heller ikke for venlig ved sin egen tids kunstnere. Om begrebet ’fantasi’ skriver han:

»Da denne helt savnes i den moderne kunst, behøver kenderen ikke at vide noget derom«. Han savner i hvert fald fantasi hos naturalisterne, som han foragter.

Hør blot: »Naturalistisk kaldes enhver maler, som uden hensyn til det skønne kopierer naturen i alle dens enkeltheder, helt ned til uappetitlige fedtpletter, vorter og urene negle. Kenderen kan her indføje en afhandling om den skønne kunsts evige stræben, om idealernes forfald og om andre emner, om hvilke man let og utvungent kan ræsonnere. Dette kan især anbefales giftelystne mænd i damers nærvær«.

Kalibrer dit sprog efter modtageren
På trods af deres betydelige alder har mange af disse regler ikke mistet al deres gyldighed. Sproget, man bruger, når man taler om billedkunst, er naturligvis et andet end i midten af 1800-tallet.

Hvis man føler trang til at sige noget, skal udsagnet være kalibreret efter den, man taler med. Men sproget afslører også taleren.

Reglen om, at brugen af visse ord højner ens faglige anseelse, gælder stadig, forudsat man bruger dem rigtigt. Det kan være ord som ’kunstinstitution’, ’italesætte’, ’insistere’, ’kunstneriske praksisser’ etc.

Plus alle de fagligt betonede fremmedord, som ikke er blevet færre.

Sort bukser, sort jakke, glat isse
Hverken Strindberg eller hans forgænger hæftede sig derimod i særlig grad ved kunstkendernes påklædning. Måske var den heller ikke så afslørende på deres tid, som den senere blev.

For gennem påklædningen sender man visse signaler til omverdenen, og det ville være ærgerligt at falde totalt igennem, før man overhovedet fik åbnet munden eller bare havde tænkt en tanke højt nok.

Sorte bukser, sort jakke og en glatbarberet isse har stadig en vis signalværdi. For nogle år siden var det nærmest obligatorisk uniform for dem, der gerne ville ligne kuratorer eller dynamiske museumsledere med pant i en mere spændende fremtid.

På det seneste er det sorte uniformstøj for nedadgående. Kunstnere er i dag generelt mere normale, læs: borgerlige, både med hensyn til påklædning og udstråling.

Det hænder, at man slet ikke kan se forskel på en kunstner, en gallerist og så en kunstkender/kritiker/museumsinspektør. Islandsk sweater, cowboybukser og sko med malerpletter er yt, også fordi kunstnere ikke maler så meget, og især så ekspressionistisk, som de gjorde engang.

Bohemeagtig påklædning – og opførsel – er i dag forbeholdt dem, som bare ikke aner, hvad det hele drejer sig om.

Lad være at sige for meget
Den sandt internationalt orienterede kunstner, som vil være berømt uden nødvendigvis at skulle være berygtet først, mænger sig nødigt med de forkerte, især ikke i udstillingssammenhænge.

Han siger ikke ja til at udstille hvor som helst eller sammen med hvem som helst. Han kender ordet strategi og ved, hvad det betyder at positionere sig.

Det gør man bl.a. ved at sørge for, at ens værker altid virker mere påfaldende og interessante end én selv. Det forudsætter hårdt, målbevidst arbejde og betydelig originalitet.

Det er blevet vanskeligere at være – og især forblive – kunstner af en vis betydning. Tingene flyder, og værdierne skifter. Følgelig er det også blevet sværere at begå sig som kunstkender med eneret på at kende nutidens største sandheder om fremtiden.

Men passer man på med at ikke at sige for meget, går det sjældent helt galt.