Jeg kan næsten ikke genkende kulisserne, da jeg tropper op foran Mussolinis gamle kasino for at tage hul på endnu en filmfestival i Venedig.

Det er den 66. festival på Lidoen, men for en gangs skyld ligner alt ikke sig selv i de traditionsrige rammer.

Faktisk ligner det mere en byggeplads end den kulturbegivenhed pyntet op med glitrende stjerner, filmfestivalen i Venedig plejer at være.

Nyt filmpalads
Men forklaringen er både enkel og god.

Venedig har i årevis sukket og stønnet over sine forældede faciliteter, men nu er det rent faktisk lykkedes for festivaldirektør Marco Müller og hans hold at stampe de mange penge op af jorden.

Et nyt edderfuturistisk filmpalads er ved at blive bygget.

Foreløbig er der kun en byggeplads at se.

Og rygter om uventede problemer med asbest.

Venedig er for dyr
Men det er planen, at det imponerende byggeri, der ligner en mellemting mellem et rumskib og en skovsnegl, skal stå færdigt, når Italien i 2011 fejrer 150-året for sin samling som nation.

Så på trods af økonomisk verdenskrise har Venedig omsider fået mulighed for at trække i spenderbukserne.

Normalt er man ellers bedst til at kradse ind, og dét er et andet af de centrale problemer, som Müller og hans team nu arbejder målbevidst på at løse.

Hotellerne på Lidoen har med sine tårnhøje priser efterhånden skræmt mange filmfolk og journalister væk.

Men nu skal både hotel- og restaurantpriserne forstå, at denne form for grådighed er en slags raffineret selvmord.

Især de ublu hotelpriser har i årevis været en tikkende bombe under festivalens skrøbelige sundhed i en tid med benhård konkurrence.

Kapitalismen får spank
Det er selvfølgelig ekstra akut, når verdenskrisen kradser.

For det gør den jo, og kapitalismen står til spank.

Også i Venedig, hvor mange ser særlig frem til Michael Moore og hans nye dokumentarfilm, ’Capitalism – a love story’.

Den burde kunne garantere et par slag i bolledejen, tænker jeg.

For det er tilsyneladende en film, der hævder, at de senere års finanskrise i virkeligheden dækker over alle tiders største landevejsrøveri med de rigeste amerikanere i rollen som omvendte Robin Hood’er.

Antikapitalist tager sig fyrsteligt betalt
Aldrig har så få røvet så meget fra så mange på så kort tid.

Selv er Michael Moore nu heller ikke ueffen, mumler mange i skægget hernede på Lidoen på tærsklen til årets filmfestival.

Det er de senere år blevet stadig mere almindeligt, at de lokale distributører betaler et ofte ret pebret beløb for at få lov til at lade deres lands journalister sidde med ved rundbordet, når instruktørerne og deres stjerner stiller op til interview.

Jeg og et par kolleger laver lidt hovedregning og får det facit, at Michael Moore-butikken alene på den konto indtjener i nærheden af 24.000 euro pr. halve time.

Ikke så dårligt gået af en antikapitalist!

Optimisme på åbningsaftenen
Verdensøkonomien er groggy.

Men filmfestivalen i Venedig synes altså omsider at være ved at tage det helt store spring ind i fremtiden.

Så det er på mange måder nogle afslappede og optimistiske repræsentanter for filmfestivalen, jeg møder på det berømte Hotel Danielis tagterrasse på festivalens åbningsaften.

Her holder festivalen sammen med filmmagasinet Variety og nogle af byens fineste hotelkøkkener en gastronomisk komsammen for pressefolk og gæster.

Tilbage i førertrøjen
Et initiativ, som afspejler den nye aktivistiske stil på den gamle festival. Hvilket også er livsnødvendigt.

Sidste års festival sluttede stærkt med ’The Wrestler’, men havde inden da for mange halvdøde filmdage.

LÆS OGSÅ Rourke blev snydt i Venedig(2008)

Venedig har de senere år været hårdt presset af filmfestivalen i Toronto og på hjemmebanen af opkomlingen i Rom, men nu er vinden tilsyneladende ved at vende.

I Italien er Venedig tilbage i førertrøjen. Når det handler om filmfestivaler, er en lang tradition i sidste ende den hårdeste valuta.

Så optimismen er til at tage og føle på, da vi står på Danielis tagterrasse få meter fra Dogepaladset og ser månen som en skæv perle hæve sig over lagunen.

Men optimismen kan hurtigt få et gok.

Meget vil kunne se anderledes ud, når løven af guld er blevet overrakt på næste lørdag. Viser det sig at være et godt år, vil optimismen få lidt fastere grund under fødderne.

Varieret program
Er filmkvaliteten ikke i orden, vil tvivlen om Venedigs position hurtigt kunne brede sig igen.

Og det er virkelig et meget åbent spørgsmål i år.

Det ligner på forhånd et interessant og uhyre varieret program, både hvad angår genrer, geografi og blandingen af veteraner og nykomlinge.

WWW Filmfestivalens hjemmeside(eksternt link)

Det erklærede mål fra festivalens ledere er at generobre uforudsigeligheden og føre filmkunsten i felten som en nutidig kunstart uden at lefle for billige stunts eller forudsigeligt ’interessante’ emner.

Et bamsekram
Giuseppe Tornatores åbningsfilm ’Baaria’ er nu snarere et stort bamsekram af en film.

Det er Italiens dyreste film i nyere tid, og det forstår man på en måde godt.

Filmen udspiller sig i en lille siciliansk by, men strækker sig over mindst 70 år, så det er mange dyre tidsbilleder, der her skal stables på benene.

Jeg har ikke svært ved at genkende den elskede italienske fortæller fra ’Mine aftener i Paradis’, men ’Baaria’ kan desværre ikke kaldes rigtig vellykket.

Det er personligt stof.

'1900' som folkekomedie
Tornatore voksede op i den lille sicilianske by Baaria, hvor han boede på Via Gioacchino Guttuso 114, til han var 28 år. Men netop det selvbiografiske afsæt bliver filmens altoverskyggende problem.

For når det er personligt, så sker der let det, at alt er vigtigt, så alt skal med.

Med sin spilletid på to en halv time bliver ’Baaria’ alt for lang og ufokuseret. Tornatore har ikke nænnet at skære i sine elskede figurer.

Det bliver en slags ’1900’ som folkekomedie, hvilket ikke er helt så sjovt, som man kunne tro. En potentielt pragtfuld historie om det moderne Italiens tilblivelse set igennem landsbyens mikrokosmiske linse bliver en noget kaotisk affære.

Hovedpersonen er drengen Peppino, hvis skæbne bliver formet af de grove sicilianske klasseskel.

Den brede palet
Den røde tråd er forholdet mellem de totalitære ideologier og den humane reformisme, som Tornatore i filmen bekender sig til.

’Baaria’ er vital med en skiftevis sentimental og sjov folklorisme, som satser på den brede palet og den store omfavnelse.

Men efterhånden taber den alle muligheder for at skabe intimitet med sine alt for mange små optrin og store scener, der har det til fælles, at de fleste demonstrerer, at italienerne – i hvert fald på film – er et voldsomt højtråbende folkefærd.

Så det bliver en blød start på den 66. Mostra.

'Valhalla' uden for konkurrence
Men blødt bliver det næppe ved med at være.

John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys apokalyptiske ’The Road’ er også af mig imødeset med angst og bæven.

Det er et tungt emne, og på forhånd ligner det en uhyre svær filmatisering.

Det ser i det hele taget ikke ud til at skorte på barske film, og jeg tænker ikke specielt på Nicolas Winding Refns ’Valhalla Rising’, der ’kun’ bliver vist uden for konkurrence.

Kinesisk vold, østrigsk tristesse, libanesiske traumer og George A. Romeros ’Survival of the Dead’ lokker mig med benhårde, spændende og med garanti også overraskende filmoplevelser i den kommende halve snes dage.