Se tegningen i større udgave nederst på siden. Tegning: Roald Als

Jeg sidder ved den meterlange mixerpult i Abbey Road-studierne i London.

I en berusende følelse af magt over at have fingrene lige ud for de knapper, der kan ændre på det hele.

Al den historie, al den musik, der er skabt her. For eksempel er langt størstedelen af The Beatles’ klassikere indspillet i den anonymt udseende hvide bygning i et af den britiske hovedstads mere velhavende kvarterer.

Det er da også The Beatles, der endelig spankulerer ud af højtalerne i et sus, gruppens gigantiske fanskare globen rundt har ventet på i næsten et kvart århundrede.

Siden 1987, da alle plader med The Fab Four fra Liverpool blev udgivet på cd, har hele musikverdenen ventet på, at sangene skulle få en tur i den digitale vaskemaskine for at fremstå nye og friske i al deres klangmæssige pragt.

Wow!
Min søde følelse af at være ovenpå kommer ikke af fristelsen til at dreje lidt på apparaturet og se, hvad der sker.

Det er alt rigeligt at være blandt de første i verden til at lytte til de nye udgaver af nogle af sangene fra Beatlessangbogen.

Vores lille gruppe af skandinaviske journalister er inviteret inden for murene for at høre resultatet af det arbejde, en gruppe af Englands førende lydteknikere har udført i fire et halvt år med at rense ud i et af rockmusikkens største skatkamre.

Den første guldklump, vi præsenteres for, er ’Twist And Shout’ fra Beatles 46 år gamle debutalbum.

Inden en hørbart hæs John Lennon synger for i den nye version, hører vi den oprindelige, og så er det endelig blevet tid til den nye.

Wow, hvor lyder det godt!

Alle bange anelser om en klinisk, kemisk rensning af et musikalsk univers fra 1960’erne, der for Guds skyld ikke må lyde for pænt og livløst, fejes væk.

Har altid lydt godt
Egentlig har The Beatles altid lydt fint i højtalerne derhjemme.

Eller det har jeg i hvert fald tænkt.

Og chefen for det hold, der har gennemført rensningen – eller remasteringen, som det hedder i fagsproget – Allan Rouse, giver mig faktisk ret.

»De gamle masterbånd med de her album lyder bloody good. Ingen tvivl om det. Men der var alligevel små ting, man kunne forbedre eller fjerne. Det er sus fra båndene, klik fra båndoptageren og dunk fra mikrofonerne. Bassen var ofte reduceret, der var sus fra de gamle båndoptagere, trommerne var nedtonet og andre ting. Så der var grund til forbedringer«, siger han.

Og da ’Twist And Shout’ kanter sig ud over os i Abbey Road, lyder den unge kvartet unægtelig markant bedre og mere som et rockband end nogensinde.

Paul McCartneys bas prikker rytmen tydeligere frem, og John Lennons halsbetændte stemme vræler ordene ud så direkte, at man skulle tro, han stod i studiet inde bag glasruden med bandet omkring sig.

Instrumenterne er mere markante, balancen bedre og lyden en anelse mere aggressiv.

Gråd med tråd
Samme niveau fastholdes gennem de tidlige sange, vi hører med fuld koncentration i kontrolrummet:

’Till There Was You’, ’Can’t Buy Me Love’ og ’Eight Days A Week’.

Da vi når længere ind i Beatles-historien med ’Yesterday’, ’In My Life’, ’Taxman’, ’Sgt. Pepper ...’ og ’I Am The Walrus’, er det tydeligt, at vokalen lyder bedre i alle sangene.

Og at der kort og godt er kommet mere bund i The Beatles.

Mens metrene på mixerpulten kun slår halvt ud, når vi hører de ’gamle’ udgaver af numrene, banker de straks op i det røde felt, når de nye versioner spilles.

Ikke, fordi de overstyrer, er for kliniske eller høje, men simpelthen fordi der er mere smæk på og bedre lyd.

»Vi har altid vidst, at man kunne forbedre selv The Beatles. Da man i 1987 udgav deres album på cd, gjorde man ikke noget ved musikken. Man brugte ikke de digitale muligheder for at forbedre lyden. Siden har udviklingen bare været med os på den måde, at man i dag har muligheder for at finde fejl, rette dem, justere og rense ud på en nænsom måde. Derfor er vi også stolte af og tilfredse med resultatet af vores arbejde«, siger Allan Rouse.

De sidste sange, vi hører, synes at bekræfte hans ord.

Aldrig har guitaren grædt så kraftigt som på ’While My Guitar Gently Weeps’ – det er gråd med tråd, så det forslår, ’Good Night’ blinket så smukt op mod stjernerne, og aldrig er opfordringen i ’Come Together’ gået så dybt ind.

I hvert fald her i de imponerende højtalere i et pladestudie med optimal lyd.

Tilbud til de unge generationer
Men teknikeren Steve Rooke, der også har været med hele vejen igennem processen, er sikker på, at resultatet vil være det samme hjemme i stuerne eller ude i bilerne.

»Det er jeg sikker på. Vi har testet musikken på mange forskellige anlæg, og det lyder godt. Jeg er ikke i tvivl om, at folk, der kender sangene med The Beatles, umiddelbart vil kunne høre forskel, og har man ikke hørt det før, kan man selvfølgelig ikke sammenligne«.

»Men det er da også en af bagtankerne med dette projekt, at vi gerne vil opdrage yngre musikfans til at forstå, at der er forskel på lyd. For uanset om man kan lide det eller ej, vil der komme nye generationer af Beatlesfans. Kan vi være med til at gøre dem opmærksomme på, at musik kan lyde bedre end i en iPod, er det helt fint med mig. Vi vil gerne rejse rundt på skoler og spille den her musik for eleverne for at lære dem om lyd«, siger han.

Hver detalje godkendt
Hvert skridt i den årelange proces med at gøre Beatlesmusikken endnu bedre er fulgt og godkendt af pladeselskaberne Apple og EMI, mens ingen de to overlevende medlemmer af gruppen, Paul McCartney eller Ringo Starr, har blandet sig.

Gruppens gamle producer, den nu 84-årige George Martin, har heller ikke været involveret af den simple grund, at han simpelthen hører for dårligt i dag.

»Det er et meget delikat og vanskeligt arbejde, vi har udført, fordi man så let ville kunne komme til at ødelægge noget. Hvis vi eksempelvis ville have, at musikken skulle lyde så højt som muligt, sådan som tendensen er i moderne studieproduktioner, kunne vi have smadret dynamikken i de gamle produktioner. Der er da også en snes numre, vi intet har gjort ved, og i mange andre tilfælde er det virkelig kun detaljer, vi har rettet på«, siger Allan Rouse.

Men hvorfor overhovedet pille ved nogle af rockmusikkens kronjuveler, hvis vi altså ser bort fra kommercielle interesser?

Chefen, Allan Rouse, kigger bare forbavset på mig, da jeg stiller spørgsmålet.

Så det bliver teknikeren Steve Rooke, der tager sig af svaret:

»Hvis du har et maleri hængende hjemme på væggen, som er flere hundrede år gammelt, vil det uvægerligt have lidt skade af tidens gang. Lærredet er blevet porøst og farverne uklare. Det billede vil du gerne se, som det så ud, da kunstneren i sin tid lagde penslen fra sig og var tilfreds, og det får du så en konservator til. Det er det samme, vi har gjort med The Beatles: nænsomt ført musikken tilbage til sit udgangspunkt, rettet op på ’farverne’ og fjernet fejl, gjort lyden varmere og rundere et par steder«, siger han.

Paul sagde tak
Holdet bag genudgivelserne understreger igen og igen, at de ikke har remixet Beatles, men blot remastered de originale bånd med bandets optagelser, som til daglig er låst inde på en tophemmelig adresse.

Der er ikke ændret noget i mixet, ligesom alt, hvad der var en del af musikernes indsats i studiet – åndedrag, lyde fra læberne eller en knagende trommepedal, stadig står uændret.

I første omgang udkommer The Beatles samlede værker kun på cd og ikke i formater som blueray. Senere vil de gamle album blive genudgivet også på lp, men en dato er ikke fastsat.

Til gengæld skal man langt ud i fremtiden for at få nyt studieudstyr, der vil kunne forbedre lyden af The Beatles mere end på de kommende genudgivelser.

»Jeg kan selvfølgelig ikke spå, men udviklingen går ikke så hurtigt mere. Og jeg er sikker på, at den grundighed, der er lagt i denne restaurering, ikke gør forbedringer mulige lige med det første«, siger Allan Rouse.

Skal man dømme efter den 67-årige Paul McCartneys reaktion, føler han sig da også alt andet end krænket over arbejdet med de gamle plader i Abbey Road-studierne.

Da han engang i sommer besøgte sin gamle arbejdsplads for at deltage i et bestyrelsesmøde, mødte han Allan Rouse.

Selv om reaktionen ikke ligefrem var overvældende, er chefteknikeren ikke i tvivl om, at sir Paul var tilfreds.

Da de to mænd mødtes på gangen, kiggede den tidligere beatle Allan Rouse i øjnene, trykkede hans hånd og sagde et enkelt ord:

»Tak«.

Turen til Abbey Road var sponsoreret af pladeselskabet EMI.

Tegning:  Roald Als