Den 51-årige sanger og sangskriver Nick Caves roman 'Bunny Monros død' er en »brandfarlig omgang semipornografisk, højpandet affald på grænsen mellem skrot og kunst«, skrev en australsk anmelder. Mens man på The Times pegede på, at den rummer »flere beskrivelser af genitalier end i de fleste gynækologiske lærebøger«. - Foto: AP

Det er ret ynkeligt.

I det meste af en halv time har jeg siddet henslængt i den samme stilling i en tung lædersofa i hotelbarens halvmørke og ventet. Med spredte ben og en fugtig arm stift hvilende på møblets klæbrige ryg.

Demonstrativt afslappet. For det tilfælde, at Nick Caves krogede skikkelse pludselig skulle dukke op i glasdøren og finde mig tilpas skødesløs.

Men nu kan jeg ikke mere. Er ved at få krampe af al denne henkastethed. Samler febrilsk mine ting og fistrer ud i lobbyen, hvor jeg sætter mig til at vente på kanten af en sofa. Dirrende som en dartpil.

Nick Cave er til frokost inde i restauranten, har tyksakken i hotelskranken fortalt.

Besynderligt og barskt liv
I ti år har jeg forgæves forsøgt at få lov at interviewe ham om hans besynderlige og barske liv, der i brudstykker spejler sig i hans sanges dystre fortællinger om forslåede skæbner, berusede amokløb og desperadoer med cowboyhat, der synes at trille som ørkenbuske gennem landskaber fra det gamle testamente.

Alt sammen afleveret på en bund af hulkindet længsel. Og midt i dette kuldslåede kaos falder der så indimellem en kærlighedserklæring så overrumplende og sart, at man bliver ør et sted, man knap nok vidste, at man havde.

Men timelange interview står ikke på programmet i dette hotel midt i London.

25 skaldede minutter er vi blevet tilstået i køen af andre ubetydelige journalister fra andre ubetydelige småstater, der afvikles som et patronbælte, der glider gennem et maskingevær. Og vi har måttet love kun at spørge til hans roman.

Ligner en lapset skurk
»Er du journalisten«, lyder det henne fra skranken i den lange, smalle lobby.

I et spjæt er jeg på benene og står med taske, jakke, diktafon og blok dinglende fra alle lemmer. En stor hånd står stille i luften og afventer min, mens resten af skyggen fortsætter med at kante sig forbi.

I et sort jakkesæt med glinsende lodrette dobbeltstreger. Og en hvid skjorte, der er knappet op helt ned til maven, hvor et tungt smykke glimter. Som en lapset skurk trådt ud af en episode af Kojak engang i halvfjerdserne.

»Hvorfor går du ikke bare derind?«, nikker han ned langs skranken.

»Jeg skal lige ...«.

En lille kneppemaskine
Hans assistent Dan gelejder mig ind i den rummelige suite og installerer mig på endnu en overdådig sofa. De har haft »en international dag«, fortæller han. Med Belgien, Italien og Rusland.

Norge, Israel og Holland venter stadig.

Jeg lægger bogen på bordet mellem de to sofaer. ’Bunny Munros død’. Med en pjusket hvid kanin på forsiden. En lille kneppemaskine.

Bogen er »en brandfarlig omgang semipornografisk, højpandet affald på grænsen mellem skrot og kunst«, skrev en australsk anmelder.

Mens anmelderen på ’The Times’ bemærkede, at den rummer »flere beskrivelser af genitalier end de fleste gynækologiske lærebøger«.

ANMELDELSENick Cave har skrevet en kussetyvs erindringer

Mænd er bizarre væsener
Romanen handler om Bunny Monro, der efter sin kones selvmord kører rundt i Sydengland og fantaserer om sex med de husmødre, han sælger skønhedsprodukter til, og nedlægger, mens hans forsømte ni-årige søn sidder på bagsædet ude i Fiat Puntoen, læser sig igennem et leksikon og beundrer sin umulige far.

Her i avisen har Kim Skotte givet romanen fem hjerter, kaldt den »et hverdagsgrotesk og ubarmhjertigt selvportræt af manden som bizart væsen«. Mens Leonora Christina Skov i Weekendavisen kaldte den »en præpubertær drengs uredigerede almagtsfantasier«.

Bunnys fantasi er grænseløs, og hans mentale billedstorm udspringer altid fra det samme punkt. Nemlig hvor det nærmeste par kvindeben mødes.

»Den australske forside er ret dristig«, kommer det fra Nick Cave, der er trådt ind i rummet og glider ned i sofaen overfor som et langt magert mørke.

»Og den spanske er direkte uanstændig«, griner han.

Bag ham rejser en mægtig reol sig, høj og bred. Pakket med gamle bogrygge.

Kort interview
Nick Cave er vokset op i Australien som søn af en litteraturprofessor. Men det skal vi ikke tale om. Bunny Monro tænker kun på sex. Jeg tænker kun på at lande en aftale om et længere interview. Og lægger straks min gift ud.

Jeg plejer at interviewe i fem-seks timer, og i årevis har min største drøm været at interviewe Leonard Cohen og dig, siger jeg.

»Øh ...«, kommer det fra den magre mand med slowmotionstemmen.

»Du kunne ikke få Leonard Cohen?«.

Jo, men kun i én time ...

»En time er lang tid«.

På fem timer sker der noget andet ...

»For sure«, siger han, drikker lidt te.

»Man løsner mere op«.

Tanken er plantet. Så til arbejdet.

Kvinder holder af bogen
Jeg talte engang med en forfatter om, at man aldrig vil kunne skrive en roman, hvor man afslører, hvordan mænd virkelig tænker – fordi ingen kvinde så vil røre en igen. Og nu har du skrevet den?

»Jeg gjorde det. Yeah!«, kommer det med den tunge slowmotionstemme fra sofaen.

»Og det sjove er, at kvinder har meget lettere ved at holde af bogen end mænd«.

»Da jeg lavede de første interview og så en kvinde komme med bogen i hånden, tænkte jeg: Oh shit! Here we go! Men jeg blev overrasket over, hvor meget de anerkendte aspekter ved Bunny Monros karakter, og hvor meget de også var berørt af drengens situation«.

»Mens nogle af de mænd, jeg har talt med, har været mere sådan: Nej, nej, sådan tænker jeg ikke. Den stakkels fyr. Er der virkelig mennesker derude som ham?«, griner han.

»Især hvis de sidder ved siden af deres kone«.

Første roman i Berlin
Sin første roman skrev Nick Cave for 20 år siden. Buret inde i et værelse i Berlin i tre år, som han siger, hvor han »på en usund måde« blev viklet ind i hovedpersonens liv og overtog hans liv«.

Derfor kom der ikke flere romaner.

»Det tog mig 20 år at nå til den erkendelse, at det at skrive en roman faktisk ikke behøver at slå mig ihjel«, smiler han.

’Bunny Munros død’ var et bestillingsarbejde på en tv-serie. Nick Cave skrev manuskriptet på tre uger, men tv-serien blev aldrig produceret, så en dag tænkte han: Hvordan mon det ville være at skrive første scene om til prosa? Mest for at have noget at tage sig til, når han sad i turnébussen med sit band The Bad Seeds.

»Jeg skrev den på min iPhone, og efter fire kapitler gik der to ting op for mig: At det var virkelig fornøjeligt. Og at jeg var i færd med at skrive en roman«.

Akavet elegance
Der sidder han så. Med ansigtet i hænderne og albuerne hvilende på knæene. Og ligner noget, der slet ikke findes.

En af rockens største historiefortællere. En mand, der har fundet noget i sig selv, der er så helt og holdent hans eget, at det automatisk bliver alle og enhvers.

Håret er sort som et par nypudsede sko. Tyndt i toppen, men langt og strøget om bag ørerne.

Det berømte truckeroverskæg holder fridag, men bakkenbarterne stikker ned som knive.

Hænderne er store, nærmest som om de tilhørte en anden.

På et par af fingrene sidder to fede ringe med store indfattede ædelstene, og i kanten af skjorten løber en bordeaux stribe, der matcher de tre knapper i hver manchet, som stikker ud under jakkeærmet.

Empati er ikke medfødt
Han sætter sig lidt tilbage i sofaen og lægger det ene ben over det andet og støtter med en albue i en pude. Og som han sidder der med ret ryg og en lille smule slagside, er det pludselig tydeligt, hvor aparte han tager sig ud. Med sin egen akavede elegance.

Han ligner nogen, der har taget i den forkerte dør i en anden verden og ved et uheld er vandret herind i almindelighedens skala af gråtoner. Fra et anderledes kontrastfuldt sted befolket af de krogede, krakelerede væsener, som også optræder i hans sange.

Jeg spørger, hvor udbredt han tror, at Bunny Monros erotiske fiksering er.

»Bunny er et ekstremt tilfælde og på nogle måder utilgivelig og foragtelig, men i sin kerne har han noget, der er genkendeligt. Og jeg genkender det i mig selv«, siger han.

»Jeg tror, at den konstante kommentar, der løber i Bunnys hoved, er ret præcis. Som mænd har vi lært at tilpasse os verden. Det har Bunny Monro ikke. Men jeg ved også fra mig selv, hvordan mit sind fungerer, når jeg går igennem en lufthavn. Der er en særlig del af min hjerne, der tænker som et rovdyr. Jeg handler ikke på det, men der er en løbende seksuel kommentar i mænds sind«.

Seksuel natur er medfødt
Selv opfatter Nick Cave ikke sin roman som en sexgal mands jagt, men som »en episk flugt fra kærligheden«.

»Denne konstante bearbejdning af erotiske data forhindrer ham i at tænke på de dybe problemer i hans liv. Jeg tror i virkeligheden ikke, at han er så interesseret i sex overhovedet. Han er bare optaget af at trække sig tilbage fra intimitet og ... kærlighed«, siger han.

»Vold er medfødt. Den seksuelle natur er medfødt. Men jeg tror, at ting som kærlighed og empati er tillærte. Vores bedre jeg er noget, vi er nødt til at lære os«.

Det har taget Nick Cave lang tid at lære empati, fortæller han. Under hans opvækst på landet i Australien var selve tanken om at føle for andres smerte ukendt.

»Man viste ikke smerte. Hverken i vores familie eller i kulturen. I Australien er man stoisk. Man deler ikke sin smerte med andre. Og det tog mig nogle år at blive klar over fordelene ved at være i stand til at udtrykke, hvordan du føler, og empatisk over for den måde, andre føler på«.

Angstbefængt arbejde
Da Nick Cave var 18 år, blev hans far dræbt ved en bilulykke.

Beskeden modtog Nick på en politistation, hvor han var anholdt for druk og hærværk. Og de følgende årtier fortsatte hans frie fald. Mod stjernestatus. Og menneskelig opløsning.

I en alder af 20 tog han heroin og speed. Og det fortsatte han med i årevis.

I dag er han 51, stoffri og bor i den sydengelske by Brighton med sin kone og deres ni-årige tvillingedrenge. Hver morgen går han ned i kælderen og arbejder indtil fyraften. Folk kalder ham disciplineret, men sådan ser han ikke sig selv.

»Når jeg bliver fanget ind af den kreative proces, og det går godt, sker der en total forandring i mig som person. Jeg føler mig som en anden person«, forklarer han.

»Det er ikke disciplin. Ikke mere end en narkomans ritualer med at vedligeholde sin afhængighed. Og for mig er det at træde ind i den fantasiverden at træde ind et sted med en særlig logik, som jeg forstår, har kontrol over og kan manipulere«.

At skrive fortællinger
Ikke at sangene falder let.

»Det tager lige så lang tid at skrive en sang som at skrive en roman«, siger han.

»At skrive sange er aldrig en fornøjelse. Det er en rodet, angstbefængt, bloody business«.

»Jeg kan skrive en bunke tekster, som jeg er glad for på papir, men hvis jeg synger dem til et stykke musik, lyder de som bullshit. Omvendt skriver jeg tit noget, der ikke rigtig på papiret ser ud til at have noget særligt potentiale, men jeg kan synge det. Så jeg kan være nok så velforberedt på at lave et album, men jeg ved aldrig, om sangene duer til noget«.

Nick Cave skriver fortællinger, forklarer han. Men fordi han kun har fire vers at gøre godt med, er hans karakterer ofte arketyper, som folk øjeblikkeligt genkender.

»I en roman opfinder du en karakter, som helt og holdent er din egen, og du kan tage dem steder hen, det er umuligt at gøre i en sang. Faktisk er jeg fra naturens side bedre skikket til at være romanforfatter«.

Hvorfor så ikke bare skifte job?

»Fordi jeg elsker musik og alt, hvad der foregår rundt om det at lave plader og optræde live og være i et band. Dette særlige delte ansvar for musikken«.

Måske skal man ikke nødvendigvis arbejde med noget, der falder en naturligt?

»Oh, yeah! Helt rigtigt«.

Frelse findes ikke
Nick Cave er kristen, men lige så opfyldt af tvivl som af tro. Men heller ikke det skal vi tale om her. Så jeg spørger i stedet, om han ser sin roman som en kamp mellem det gode og onde – faderens liderlighed over for sønnens kærlighed.

»Ikke rigtig. Og personligt køber jeg egentlig heller ikke den kristne forestilling om udfrielse, som langt hen ad vejen ligner Hollywoods idé om det. At vi skal se ind i os selv og erkende vores fejl og synder og derved blive udfriet«.

»I mine øjne er der ingenting at blive udfriet fra. Vi er i stand til at elske og ødelægge, og det er skønheden ved at være et menneske. Det er ikke syndigt. Bunny dør uden at have taget ansvar for sine handlinger. Han bliver blæst væk fra Jordens overflade«, siger han og klapper i de store hænder.

»Og det synes jeg, at der er en sandhed i. Det her dødsleje-scenario, hvor vi undskylder og holder vores elskedes hænder er ... noget fra Hollywood«.

Assistenten Dan rører på sig i stolen.

»Fem minutter tilbage«, brummer han.

Det virker ellers, som om Bunny i sit dødsøjeblik indser, hvad han har gjort ...

»Jeg tror, at hans synapser kortslutter i et øjeblik, men det syn, han har, er dybest set hugget fra dårligt fjernsyn. Idéen om, at du rejser dig op foran de andre og indrømmer dine fejl og alle klapper og omfavner dig. Den køber jeg ikke«.

Ubetydelige beslutninger
Så er det ligegyldigt, om man lever for sex eller for intimitet og kærlighed?

»Jeg tror, man kan træffe rigtige og forkerte beslutninger i livet«, smiler han.

Hvad karakteriserer de rigtige?

»Jamen, jeg tror, at der ... er ... øh«.

Han ser han på mig, lader pludselig skuldrene falde og lyser op i et befriet:

»I don’t know!«.

Og griner højt.

»Ofte sker store forandringer i dit liv på grund af de mest ubetydelige beslutninger. Men jeg tror, man kan komme til at leve et rigere liv«.

Og så skal fælden klappe.

Et interview, måske?
Nu mangler vi vel bare at få de praktiske omstændigheder på plads omkring vores fem timers interview ... siger jeg halvt i sjov.

»Well! Vi kunne lave et«, siger han og vender sig mod Dan.

»Hvis du nu giver ham Rachels e-mail«.

Jeg siger ikke noget.

»Okay?«, tilføjer han.

»Er denne her omgang forbi?«.

Det er den. Han rejser sig, giver hånd. Og siger:

»Lad os gøre et forsøg«.