Annonce
Annonce

Mest læste

Jobannoncer

Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
Kultur 21. sep. 2009 KL. 14.02

Kan man hænge litterære medaljer på rockpoeter?

Specialister i Dylan mødes i Odense i dag for at anbefale en nobelpris til mesteren. Kan man forestille sig en litterær pris til en dansk rockpoet?

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
banner
banner
print
Foto: Per Marquard Otzen

Foto: Per Marquard Otzen

DET DANSKE AKADEMI

Det Danske Akademi har til formål at virke for dansk ånd og sprog.

Medlemmer ved stiftelsen i 1960 var bl.a. Karen Blixen og Tom Kristensen. Der kan være 16-20 medlemmer, fortrinsvis forfattere og litteraturforskere.

I dag er der 18 medlemmer, heriblandt Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Benny Andersen, Peter Laugesen, Pia Juul, Poul Erik Tøjner og Per Øhrgaard.

Akademiet uddeler en række priser.

Den store pris på 300.000 kr. er den mest prestigefulde og gives for et forfatterskab.

Mest kendt blandt de øvrige priser er Beatrice-prisen, Kjeld Abell-prisen og Gelsted-prisen.

Prismodtagerne er oftest forfattere, dramatikere og litterater. En undtagelse var Niels Hausgaard, der i 2006 fik Gelsted-prisen.

Det Danske Akademi. Det lyder fornemt, ikke sandt?

Hvis ikke det var, fordi vi lever i en moderne forbudstid, ville man få en association til bølgende piberøg og tweedjakker.

Måske endda få et billede af højtideligt udseende mænd, og enkelte kvinder, i alvorlig samtale. Dyb samtale.

Vi kan vel godt blive enige om, at det ikke lige er rock og rul, man tænker på i første sekund, når man tænker på institutionen Det Danske Akademi?

Nej, man tænker overhovedet ikke på uregerlig rockmusik – eller pigtråd, som den langhårede musik hed, da Akademiets medlemmer var en hel del yngre end i dag.

Hvis man kender til Akademiets årsfest i november, ved man også, at der hvert andet år er lidt mere alvor bag arrangementet, for det er i de år, medlemmerne efter at have diskuteret sagen på mindst tre møder i årets løb er blevet enige om, hvem modtageren af Akademiets store pris skal være.

I en lang – nogle gange meget lang – tale gennemgår et af medlemmerne det forfatterskab, som netop dét år skal hædres med den fornemste pris i dansk litteratur.

De seneste tre modtagere har været F.P. Jac, Bent Vinn Nielsen og Peer Hultberg.

Tænk nu – hvis modtageren i 2010 – i stedet for at gå op og sige tak for prisen – satte ledningen i den elektriske guitar og gav et fræsende rocknummer, så Akademiets festfrisure blev blæst ud af facon.

Men hvorfor ikke?

Netop i dag holder en større forsamling af litteraturprofessorer seminar i Odense, hvor de er i gang med at piske en stemning op, som skal ende med, at Bob Dylan får Nobelprisen i litteratur.

»CV må være i spil«
En af initiativtagerne er professor Anne-Marie Mai.

»Jeg skal ikke blande mig i uddelingen af Akademiets priser, men jeg vil gerne sige, at en mand som CV Jørgensen for mig at se kunne godt fortjene at få en af de lyrikerpriser, vi har i Danmark. Han har nogle tekster, som går lige ind i firserlyrikken, og han kan sammenlignes med nogle af den tids digtere«.

Anne-Marie Mai ser en klar linje fra CV Jørgensens tekster i albummet fra 1974, ’En Stynet Strejfer’, til tekster af Bo Green Jensen og Michael Strunge i det efterfølgende årti.

Og hun synes, at diskussionen om uddeling af priser også i Danmark er en god anledning til at se på nogle af rockpoeterne som lyrikere.

CV Jørgensen er efter hendes mening ikke den eneste, der har høj kvalitet. Hun nævner også en mand som Michael Falch.

»Han har arbejdet meget med sine tekster, indimellem i samarbejde med digteren F.P. Jac. En tekst som ’I et land uden høje bjerge’ er en flot, flot tekst af Falch. Det er ikke bare en danmarkssang. Det er også et digt, der kan tåle at blive læst«.

Thomsen: Teksterne skal kunne stå alene
Forfatteren Søren Ulrik Thomsen er medlem af Det Danske Akademi, og han har selv som digter oplevet sine digte sat i musik.

Det skete i 1984, da sangeren og musikeren Lars H.U.G. fik udgivet et helt album baseret på digtene fra Søren Ulrik Thomsens samling ’City Slang’.

»Poesi er jo tæt forbundet med sang, så jeg kan ikke se, der skulle være noget til hinder for, at en sangskriver skulle kunne få Akademiets store pris. Kriteriet må være, at der er tale om poesi på højeste plan, og at teksterne kan stå alene sort på hvidt, selv om der hverken er sang eller musik til. Men hvis det er tilfældet, kan jeg principielt godt forestille mig, at Akademiets store pris kunne gå til en sangskriver. En mand som Bob Dylan burde også kunne få Nobelprisen i litteratur, for hans tekster er jo poesi på et højt niveau, uanset om der er musik til eller ej«, siger Søren Ulrik Thomsen.

Han vil ikke udtale sig om, hvorvidt sangskrivere allerede har været bragt i forslag til Akademiets store pris.

»Drøftelserne af mulige prismodtagere er af gode grunde hemmelige, men prisen gives som den fornemste anerkendelse af et forfatterskab, og hvis man har skrevet mange sangtekster, så har man jo et forfatterskab. Det ville jeg da helt klart kunne argumentere for«, siger han.

Tegning:  Per Marquard Otzen»Dylan holder niveauet hele vejen«
Litteraturprofessor Anne-Marie Mai anbefaler ikke direkte, at en rockpoet skal have Akademiets store pris, men hvorfor ikke?

»Det er der vel heller ikke nogen, der har sagt. Men her du må jo hellere spørge Det Danske Akademi«, siger Anne-Marie Mai.

»For min egen del synes jeg ikke, at der er et stort flertal af tekster, hvor teksten når et højt lyrisk niveau. Og det må vel være et kriterium for at få den vigtigste danske litterære pris. Men et par af lyrikpriserne ville jeg gerne tildele rockdigterne, hvis jeg kunne få lov til at bestemme. Det særlige ved Bob Dylan er, at han stort set holder niveauet hele vejen igennem. Det er et livsværk«.

CV Jørgensen, Michael Falch og Steffen Brandt
»CV Jørgensen har skrevet fantastiske tekster, der kan læses som digte, men også tekster, der dårligt kan stå alene. Når det gælder rockpoeterne og litterær kvalitet må man spørge til, om de indfrier det, som Dan Turèll kaldte drømmen om ’den syngende digter’. Og det synes jeg, at flere af rockmusikerne som CV Jørgensen, Michael Falch og Steffen Brandt faktisk gør, og der burde herhjemme bogstaveligt talt sættes litteratur-pris på den kvalitet«.

Hvad med Kim Larsens tekster. Er de kunst, lyrik eller bare hyggelige vers om Hr. og Fru Danmark?

»Jeg synes ikke, at Kim Larsen er særlig hyggelig. Han kan være morsom, flabet og banal i en meget speciel blanding. Men Kim Larsen og Gasolin havde et godt samarbejde med Mogens Mogensen – meget rocklyrik er blevet til i et samarbejde mellem flere. Og lyrik eller ej: De tekster lever stadig og bliver ved med det som del af dansk kultur. Både Larsen, Jönsson og Beckerlee er akkrediteret for en af Gasolins bedste tekster: ’Langebro’«, siger Anne-Marie Mai.

Sangtekster har »gjort lyrik til allemandseje«
Hun mener også, at sangteksterne er med til at fjerne billedet af lyrikken som en eksklusiv genre med små bøger for et lille publikum.

»Sangskriverne har gjort lyrikken til allemandseje. Det er en fin dansk tradition, at vi har sunget lyrikken. Det gælder sange af Jeppe Aakjær, Thøger Larsen og Blicher«, siger hun.

Det er bestemt ikke alle, der deler Anne-Marie Mais holdning til, at rockpoterne skal ind i det litterære univers.

Rockskribent: En underlig leflen
Torben Bille, mangeårig rockskribent, forfatter af en række bøger og medlem af det officielle kanonudvalg for musik, synes, det er en dårlig ide.

»Min grundholdning har altid været, at sangskrivning ikke kan løsrives fra sangen, og sangskriveren kan ikke løses fra melodien, og selv om der er folk, som absolut har lyrisk substans, så vil det nok virke mærkeligt bare at læse deres tekster op – eller bare at læse dem – for selv om man læser dem, vil man jo høre deres sang inde bagved«.

»Det er også en underlig leflen efter en blåstempling, som jeg slet ikke synes, den genre behøver. Genren er blåstemplet rigeligt med publikums gunst, og den behøver ikke blive indhegnet af et eller andet hi for den bedre smag. Jeg ville da betakke mig, hvis jeg var sangskriver og blev bedt indenfor i det galleri«.

Skal ikke ind i »den skønlitterære institution«
Kan du slet ikke se, hvorfor man kunne få tanken?

»Jo, jeg kan godt set, at man omsider – 40-50 år efter Elvis – har indset, at der altså er noget, der afspejler virkeligheden lige så godt som den gængse skønlitteratur. Man gør så bare det, at man prøver at amputere den tids litteratur, som findes i rockmusikken, ved at få den ind i de institutioner, som skønlitteraturen for længst er gået til grunde i. Så, nej tak«.

Mange forfattere har skrevet sangtekster, eksempelvis Jeppe Aakjær?

»Jo, men når du læser de tekster, har du en eller to melodier kørende i hovedet. Du kan ikke læse ’Jeg er havren’, uden at have en sang inde i hovedet«, siger Torben Bille.

Mai: Den gode kunst er ikke ren og renset
Det er for snæver en betragtning, mener Anne-Marie Mai.

»Det er klart, at nogle af sangteksterne mest er rettet mod det musikalske udtryk men det betyder ikke, at teksten ikke er lyrik. I nogle af teksterne kan man jo høre melodien klinge med, når man læser dem, men gør det noget? Hvis man har noget imod det, er det for mig en puritanisme, der er problematisk. Den gode kunst er ikke ren og renset, og ordkunsten findes alle steder. For mig er det ikke et problem at læse ’Svantes Viser’, selv om man også kan synge dem. Man må opdage kunsten, hvor den findes«, siger hun.

Bille: Det er et stunt
Torben Bille mener imidlertid ikke, der er behov for litterære priser til rockpoeterne.

Heller ikke selv om det skulle være Dylan, som bliver anbefalet til Nobelprisen i dag i Odense.

»Det er jo et stunt. Han klarer sig glimrende uden. Giv dog hellere den pris til en eller anden liberiansk kortprosaist, som man plejer. Sangskriverne har ikke brug for de institutioner. Dylan klarer sig selv«.

Akademiet: Intet forhindrer det
Sekretær i Det Danske Akademi Jens Smærup Sørensen siger, at der ikke formelt er noget til hinder for, at en rockpoet får den store pris.

»Det ville blive vurderet som litteratur og ikke som performance eller musik. Som læsestof. På de betingelser ville det skulle tages. Det skal kunne vurderes som litteratur, på linje med hvordan man vurderer en digter, der ikke skriver rim eller vers. Som digtning«.

Tror du, det vi ske?

»Det kan man da håbe. Det ville da være dejligt for Danmark, hvis vi fik en sangskriver, der var så ekstremt god, at man syntes, det ville være det eneste rigtige«.

Det er ikke noget, vi har i dag?

»Ikke mig bekendt. Vi har mange gode, men vi har ikke nogen, som er permanent gode og på permanent højt niveau. Vi har ikke noget, der kan sammenlignes med Dylan. Det er selvfølgelig heller ikke Nobelprisen, vi uddeler, men alligevel«.

Hvordan ser du på ideen om at give Dylan Nobelprisen?

»Det lyder som et udmærket bud, men jeg ved ikke, om de får indflydelse på det ovre i Odense«.

Seminaret ’Bob Dylan – kandidat til Nobelprisen i litteratur’ afholdes af Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet i Odense og finder sted i dag fra 10-18.

Annonce
Annoncer
Medier
27. maj. KL. 00.18 opdateret KL. 00.23
Svenske Loreen satte sig tungt på stemmerne med sangen 'Euphoria'. Hun fik i alt 372 point, mens danske Soluna Samay kun fik skrabet 21 point sammen. - Foto: SERGEY PONOMAREV/AP

Suveræn svensk sejr ved Melodi Grand Prix

Svenske Loreen sejrede i Baku. Danmark skuffede fælt med en 23. plads.

Krigen mod Taleban
26. maj. KL. 22.56
Meditation. Krigsveteraner, der har krigstraumer, har indgået i et nyt banebrydende projekt med meditation, yoga og åndedrætsøvelser. Det hjælper dem til at slappe af, sove om natten og undgå for meget medicin. Forbilledet er et projekt i USA, som har haft store resultater. - Foto: ADRIAN JOACHIM

Danske krigsveteraner skal meditere

Et nyt forsøg med åndedrætsøvelser, meditation og yoga har vist sig at hjælpe traumatiserede krigsveteraner. Omkring 3.000 veteraner skønnes at have psykiske skader.

Hjemsøgt. Mitt Romney ærgrer sig over, at flere af hans egne udtalelser skader hans valgkamp. - Foto: ZEUS

Romney føler sig »hjemsøgt« af sine egne kommentarer

Efter en række bommerter erkender Obamas udfordrer, at hans egne uheldige udtalelser skader ham.

Annoncer
Annoncer

Seneste TV

02:21

26. maj. KL. 23.54 TV Lyskunstnere foldede Sidneys operahus sammen

debat lige nu

mest kommenterede