For ikke så mange år siden (2003) lavede Morten Arnfred en skøn film, der hed ’Lykkevej’.

Den dansk-hyggelige villavej lå i Valby. Vejen blev overklassefruen Sarahs (Birthe Neumann) skæbne.

I går aftes flyttede TV 2 så ind på ’Lærkevej’.

Den ligger, fiktivt talt, 100 kilometer væk fra København og er opbygget et sted i Filmbyen, men trods alt:

Lykke eller lærke – det kan her komme ud på én og samme adresse.

Med den afgørende forskel dog, at kvaliteten i ’Lærkevej’ må man se i vejviseren efter.

Vi begynder trods alt ikke i Pusherstreet, men det er tæt på.

Skyder dealeren
En restaurant i København, hvor tre søskende fejrer lillesøsters fødselsdag. Bror Sune (Christian Tafdrup) er chefkok, sniffer kokain og skylder sin fæle dealer penge.

Hvad gør han? Skyder sin dealer!

Og så er det anslag overstået. Med eller uden tak til Nicolas Winding Refn.

Nu kunne den nydelige Christian Tafdrup have valgt at ringe til politiet, men på den anden side – så var vi aldrig nået frem til Lærkevej.

Dealeren må begraves ude i skoven. Her støder de tre på et tomt hus.

Fra sort til lyserødt
Det perfekte skjulested. Indtil nattens mørke fortoner sig, og de tre vågner til en vaskepulverreklame af en vej. Et skifte fra københavner-sort til parcelhus-lyserødt.

Det er her, de notoriske frustrationer bor.

Den småborgerlige hygge og de skjulte hemmeligheder. Ibsen har heller ikke levet forgæves.

En skilt og alkoholiseret overklassefrue, spillet af (og som en parodi på) Søs Egelind.

Ekko af ’Desperate Housewives’
Anette Støvelbæk og Henrik Prip som ægteparret: Han elsker mest sin hund, så derfor elsker hun mest sin dildo.

Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der også har kløe i missen og gør alt for at få noget fræk cykelpumpe af Claus Riis Østergaard.

Fra drama til comedy. Vejen som mysterium, skæbne og komedie.

Jeg kan godt se, hvor vi skal hen. TV 2 har især skelet til den amerikanske successerie ’Desperate Housewives’, der i onsdags på samme kanal nåede op på afsnit 102!

Én stor kliche
Første afsnit af ’Lærkevej’ er godt nok også desperat.

Det må man medgive: utroværdigt, karikeret, skrevet og spillet som én stor kliché.

Havde det så bare været en parodi. Det er jeg imidlertid – desperat – bange for, at det ikke er.