Mere end 100 timer tilbragte Peter Lundin, der her på amerikansk vis sværger at have fortalt sandheden, hele sandheden og kun sandheden

En aften sad Rikke Pedersen og hendes kæreste og så tv, og pludselig var der en reklame på for næste uges Se og Hør:

»Se billederne af Peter Lundins nye kæreste!«, ivrede speakeren.

»Og da forestillede jeg mig ærlig talt det værste. Tænk, hvis det var mig, de mente! Tænk, hvis de på en eller anden måde havde billeder af os, som kunne misforstås«.

Kæresten var heller ikke decideret lykkelig for, at Rikke havde sin ugentlige gang hos den firedobbelte morder og livstidsfange i Horsens.

Tre-fire timer lange sessions i fængslets besøgsrum, hvor Lundin lå på sofaen og fortalte om sit liv. Over 100 timer tilbragte de sammen.

Bogen ’En morders bekendelser’, som journalist Rikke Pedersen har skrevet ’for’ Peter Lundin i egenskab af såkaldt ghostwriter, er blevet sæsonens store kontroversielle udgivelse – side om side med en vis jægersoldat, Thomas Rathsacks, bog, ’Jæger’.

I begge tilfælde har det svirret med ord som ’fogedforbud’, og i begge tilfælde er bøgerne faktisk udkommet, godt nok med en avis som udgiver af jægersoldatens bog.

Senest har Kriminalforsorgen beklaget, at den ikke havde hjemmel til at begrænse i indholdet af bogen, sådan som mediejurist ved Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen havde efterlyst.

For rent juridisk er der forskel på, om en dømt forbryder udtaler sig i en avis – i hvilket tilfælde hans ytringsfrihed med lovhjemmel kan begrænses – eller i en bog, hvor juraen er alt andet end skarp.

Forargelse i forsorgen
Annette Esdorf, vicedirektør i Kriminalforsorgen, siger til Politiken:

»Som udgangspunkt har en indsat i et dansk fængsel ubegrænset ytringsfrihed. I Danmark bevarer man sine menneskerettigheder, når man bliver fængslet. Ifølge straffuldbyrdelsesloven kan vi i Kriminalforsorgen skride ind, når journalister fra massemedier, tv og aviser f.eks., vil lave interview med en indsat. Der kan vi gå ind og begrænse vedkommendes ytringsfrihed, men kun hvis der er en åbenbar krænkelse af retsfølelsen«, siger hun.

»Men Peter Lundin behøvede jo ikke en journalist til at lave den bog, han kunne have skrevet den til eller fået en moster til at skrive den, derfor kan vi ikke affærdige den eller kræve at begrænse hans ytringsfrihed lige her. Så kan man være forarget over, at nogen ville trykke en sådan bog, og det er jeg da også selv«.

Anmelder: Bogen er et overgreb
I sin anmeldelse af bogen i Berlingske Tidende anførte litteraturredaktør Jens Andersen, at bogen var et overgreb på de efterladte til den familie på mor og to børn, som Peter Lundin dræbte og parterede i Rødovre i 2000, og at han håber, bogen vil blive diskuteret: »Ikke mindst i Justitsministeriet«.

Bogens  forfatter, Rikke Petersen. Foto: Miriam Dalsgaard»Jeg er ikke egentlig overrasket over reaktionerne«, siger Rikke Pedersen.

»Jeg forventede, at det ville gå ret heftigt for sig, men det kunne også være gået den anden vej: at man havde tiet bogen ihjel«.

Etiske diskussioner i årevis
Allerede i 2003 henvender Forlaget Turbulenz sig til Rikke Pedersen.

Da havde hun allerede, som journalistpraktikant på B.T., interviewet Peter Lundin og var forlagsdirektør Jonas Ankersen naturlige første indskydelse, da Turbulenz søgte en ghostwriter.

»Allerede da jeg interviewede Lundin for B.T., var der etiske diskussioner internt om, hvorvidt vi skulle bringe det eller ej. Men det var lige i kølvandet på en større mediedækning af hans person, så der var ingen større diskussion«.

Journalisten og forfatteren Karen Thisted har været en af bogens mest åbenmundede kritikere.

I en klumme i Ekstra Bladet kaldte hun Lundin for »en livsfarlig morder, der via sin status som forfatter bliver stjerne i et samfund, hvor alle vil være mediestjerne« og taler for et fogedforbud mod bogen, der da endnu ikke var udkommet.

»For det er farligt brændstof at give en morder ordet og promovere ham som forfatter til en bog, hvor han bare taler løs til båndoptageren om det, han ønsker, at offentligheden skal kende til«.

»Han lagde ikke fingrene imellem«
Men helt sådan foregik samarbejdet ikke, fortæller Rikke Pedersen.

»Jonas Ankersen og jeg besøgte sammen Lundin i fængslet første gang. For at finde ud af, hvor vi skulle lægge snittet. Og vi var ret klare i spyttet, Jonas og jeg, for vi ville ikke lave en bog, der væltede rundt i mandens forbrydelser, men fokusere et andet sted end mordene, på hvad der foregår i hans hoved. Betingelsen fra vores side var, at han lagde alt på bordet, fordi jeg var nødt til at vide alt, og at vi så foretog en vurdering af, hvad vi ville have med«.

LÆS Lundin: Jeg ta'r min straf(14.3.01)

Rikke Pedersen erkender, at hun i begyndelsen var nervøs for, om Peter Lundin netop ville fremhæve de sider af sig selv, som han opfatter som pæne.

»Og farve billedet lyserødt, du ved. Men han lagde ikke fingrene imellem«.

Forfatter: Kritik skyder over målet
Forfatteren selv er med på, at diskussion om, hvorvidt bogen burde være udgivet eller ej, er vigtig og væsentlig.

Men når den nu er udgivet, synes hun, at kritikken skyder over målet.

»Karen Thisted erkender selv, at hun ikke har læst bogen, men vurderer alligevel, at den er rent mikrofonholderi. Nogle har syntes, at hvis den skulle udgives, skulle den have haft en anden form. Mere journalistisk, har nogen sagt. Men det er da en journalistisk bog, den er bygget på én kilde, javel, men det er meget journalistik«.

»Den kunne faktisk dårligt være lavet anderledes. Nogle ville hellere have den skrevet som fortællende journalistik som i bogen om Blekingegadebanden, men det, synes jeg, er helt ... Jeg mener: Alle andre involverede end Lundin selv er jo døde«.

Kan du forstå, efter at have tilbragt tid med ham, at så mange kvinder finder Lundin romantisk interessant?

»Jeg mødte ham jo første gang for flere år siden, og jeg kan godt forstå, hvordan nogle kvinder kommer til at forveksle en mand, der er stor og stærk, med en, der regulært er farlig. At de kommer til at blande de to ting sammen«.

Rikke Pedersen afleverer i disse dage manuskriptet til sin anden bog, som hun også skriver som ghostwriter for en anden:

»En langt mere harmløs person, men jeg må endnu ikke sige hvem«.