Gælder Koranen på Månen? Er Bibelen til for rumvæsener? Forleden aften i Deadline på DR 2 blev disse og lignende store spørgsmål vendt og drejet i en diskussion mellem den nye biskop i Roskilde, Peter Fischer-Møller, og den muslimske imam Abdul Wahid Pedersen. Debatten var rejst af Vatikanet, og Deadline rykkede på den romerske impuls. Det er globalisering.

Vi forlader 00’erne om en måned og gør status over tiåret, det første i det 21. århundrede. Det blev klodens tiår, kulminationen på en lang rejse frem mod total global bevidsthed. Den menneskeskabte klimakatastrofe lurer derude, og den menneskeskabte kulturkatastrofe undgår ikke at blive tiårets sindbillede med de to tårne i New York, som falder for terroristernes anslag.

Kloden er i kamp, ikke mindst med sig selv, men den globale bevidsthed breder sig også som en pandemisk sundhed. En sundhed, der bæres af de samme nye kommunikationsmidler, som gør det muligt for Osama bin Laden at reklamere for sin syge terrorisme.

Jorden er så rund som aldrig før
Debatten i Deadline sagde selvfølgelig intet om verdensrummet eller galaksernes fiktive beboere. Det store perspektiv var kun et påskud for at kigge nærmere på det nærmeste, på jordkloden, på os selv og på et par af vores store tekster. Sådan var det også, da Galilei og Tycho Brahe så på stjerner: Det var for at måle Jorden op og sejle sikkert på havene.

Verdensreligionerne er i dag under pres, ikke fra verdensrummet, men fra hinanden – det vil sige: fra globaliseringen. Jorden er så rund som ingen sinde før, og når man åbner for Deadline sådan en aften i november 2009, så sidder man ved gadekæret i den globale landsby. En by, hvor alting blandes, kulturer, moder, religioner, navne.

Abdul Wahid Pedersen fortalte på jævnt jysk, at Koranen »for eksempel ikke gælder ikke for træer og vandmænd«. Pointen er, at Koranen gælder for mennesker her på Jorden, mens marsmænd, månemænd og andet godtfolk selv må finde på noget.

Religiøs samklang
Og dét til trods for, at det altså er Allah, der har skabt alting og det hele – en præstation, han har tilfælles med den kristne Gud, som ikke blot har skabt himlen og jorden, men himlene og jorden.

Biskoppen af Roskilde forklarede det fint, men selve det, at han sad her i en af sine allerførste offentlige optrædener uden for domkirken og forklarede den slags i fuld fordragelighed med en muslimsk imam ved navn Pedersen, Abdul Wahid, det sagde i sig selv noget om, hvor langt globaliseringen er kommet her ti år inde i det 21. århundrede.

Og diskussionens astronomiske udgangspunkt viste kun så meget desto tydeligere, at enhver mental rumrejse for tiden kredser om Jorden, den dejlige.

Dejlig er Jorden
De rigtige rumrejser for 40 år siden resulterede alle som én i, at astronauterne kom nyforelskede hjem. Vel havde de været på Månen, hvor ørnen var landet, et lille skridt taget for et menneske og et kæmpespring for menneskeheden, alt det der. Men det egentlig øjenåbnende, det var nu, hvor skøn Jorden var at skue derudefra. Så rund, så blå, så fuld af liv.

Verdensrummet, derimod, er ikke blot uendeligt, men uendelig kedeligt og livløst. Ikke den mindste lille bakterie har vi mødt derude, ikke så meget som en klat slim fra urknaldet, The Big Bang. Apollo 11 kom hjem i 1969 med to poser sand efter en rejse på knap 800.000 kilometer til Månen tur-retur.

Mere liv på Mors end på Mars
En rejse, det havde været meget sjovere at læse om i Tintin eller hos Jules Verne. Og skuffelserne blev ved, der mangler i dén grad atmosfære ude i rummet. Det forløbne tiår har vi en gang om måneden hørt, at nu, nu, nu er der fundet liv på Mars, men vel er der ej. Som ATS konstaterede, er der mere liv på Mors end på Mars.

Vi har da heller ikke orket for alvor at rejse i rummet, siden Apollo 17 forlod Månen i december 1972. I alle de år har intet menneske fjernet sig mere end 600 kilometer fra den grønne Jord, som vi holder mere og mere af. Ikke mindst efter at vi har set den derudefra.

Naturens og kulturens nye uorden
Synet slår for alvor igennem nu, det favnende, forelskede blik på kloden, som de første astronauter kom hjem med. Det er blevet et fælles blik og billede på verden. I næste uge, når klodens klima skal forsvares her i København, ser alle nogenlunde sådan på globen, som Neil Armstrong gjorde, da han fløj hjem fra Månen for fyrre år siden.

Men forelskelsen er ikke så fredfyldt. Den kære klode, vores eneste tilflugtssted i det uendelige verdensrum, er kommet alt for højt op i temperatur. Det vil koste kampe, sikkert også krige, at få den kølet ned igen. Alle elsker Jorden, men ikke alle har lyst til at betale for kærligheden.

Og ét er naturens nye uorden, et andet er kulturens. Globaliseringen kører kloden rundt som en sælger, der konstant kan tilbyde alle produkter, fra tøj og dagligvarer til kunst og religion. Teknologierne hjælper til, transport og kommunikation gør alle varer på alle hylder tilgængelige med et klik, en sms eller en flyrejse.

Globaliseringen skaber kitsch
Det gør kitsch til klodens dominerende stilart: Kopiernes kopier og alle blandingers blandinger popper op alle vegne, snart som skyskrabere, snart som bestsellere, her som en ny religion, dér som en klædedragt fra klodens pulterkammer.

I Dubai og Las Vegas er planetens underværker plantet i plastik og beton ude i ørkenerne; en ferm krimi som ’Da Vinci-mysteriet’ har solgt bedre end Bibelen og Koranen tilsammen; og på tv har alverdens stationer kopieret formater som ’X Factor’, ’Idols’ og ’Robinson’, blot med et lille lokalt tvist.

Noget nyt og originalt skal man lede længe efter, men havenisserne har kronede dage.

Metropolisering som hjælpemotor
Kloden rundt reagerer de lokale kulturer imod det globaliserede gennemsnit. Alle hånde lokale bevidstgørelser er i gang, de være sig religiøse, nationale, kulturelle, kunstneriske eller simpelt hen bare lokalt menneskelige.

Alle elsker kloden, men få vil nøjes med kun at være jordboer: Der skal mere identitet til, og i jagten på identitet ligger en mægtig motor for moderne konflikter.

Men globaliseringens motor har også en kraftig hjælpemotor i driften mod de store byer, metropoliseringen. I 2008 rundede planeten Jorden et ualmindelig skarpt hjørne, da statistikken viste, at nu bor over halvdelen af verdens befolkning i byer.

Vandringen fra land til by med alt, hvad den indebærer af nye og tabte identiteter, modsætninger, drømme, længsler og stigende huspriser, det er selve vandringen mod det moderne. Og at denne vandring ligesom revolutionen kan tage både ét skridt frem og to tilbage, det beviste den bristede boligboble og den globale finanskrise med al tydelighed. Selv oliemilliardærerne har forbygget sig, satset for højt på husene og sagt farvel og Dubai til ufattelige formuer.

Den hostende gris fra Manila
Ingen er længere i ly for pandemier, hverken de økonomiske, de kulturelle eller de helbredsmæssige: En gris hoster på en farm i Manila med dårlig hygiejne, og snart har hele verden influenza. Den springer fra lufthavn til lufthavn, men længe før flyet lander med den nye virus, har bevidstheden allerede fået den.

Vi så og hørte grisen hoste på tv allerede for et halvt år siden, men først for et par uger siden lagde vi os alle sammen.

Vi taler sammen om det på Facebook, som er blevet 00’ernes bevis på, at 1990’ernes bristede internetboble ikke på nogen måde kunne standse internettet. Og tilsvarende kan den aktuelt bristede boligboble på ingen måde standse flugten til de store byer. Det går den vej med moderniteten, også selv om det kræver kampe.

Kulturkamp
I Danmark har de første ti år af det 21. århundrede været præget af en kulturkamp med tydelige træk af både globaliseringens og metropoliseringens udfordringer.

Flygtninge og indvandrere sætter deres præg, og selv i et lille land som Danmark ser hovedstadens ’centrum’ og provinsens ’periferi’ med stor skepsis på hinanden, hvilket på ingen måde hindrer jyderne i at flytte til København eller Jylland i at vokse sammen til én stor, moderne metropol.

Mennesket er en original
Årtiets mest samlende og globaliserede symbol bliver som sagt og desværre nok de fly, der fløj ind de to tårne på World Trade Center i New York 11. september 2001.

Så stor var vreden hos de flyvende selvmordere, at de kun så tårnene som symboler på noget, der måtte bekæmpes, mens de tusindvis af levende mennesker inde i tårnene ikke var andet end de rene abstraktioner i deres terroristiske øjne.

Men intet menneske er en abstraktion, et symbol eller en kopi. Hvert eneste menneske er en original: Det er noget af det mest grundlæggende i erklæringen om de menneskerettigheder, som med et andet ord for globalisering kaldes universelle.

Og måske er dette lige netop globaliseringens største udfordring: at fastholde synet på hvert eneste lille guds barn som en verden i sig selv, en lille klode, som skal beskyttes, plejes, vandes, opmuntres og ses fuldt så meget som hele den store abstrakte menneskehed.

Globale kopivarer
De globale kopivarer er nok kommet for at blive, og verden har muligvis set sit sidste kunstneriske geni. Men det er både menneskerettighederne, den kristne Gud, den muslimske Allah og de andre store verdensreligioner højt hævet over.

De lærer hver enkelt af klodens nu syv milliarder beboere at være sit eget livs geni. Der må godt gå kitsch i alt muligt, bare ikke i vores livssyn – det vil jeg tro, at både bispen i Roskilde og Abdul Wahid Pedersen vil være med på.

Dejlig er Jorden. Prægtig er Guds himmel. Og et lille skridt for ét menneske på Jorden kan være større end et kæmpespring for menneskeheden oppe på Månen. Men i det nye årti kunne det nu alligevel være sjovt at se, hvad der gemmer sig i den næste galakse – også selv om Koranen ikke gælder deroppe.