»Det virker, som om ligestilling er noget, man er færdig med i Danmark«, siger Mari Teigen, norsk forskningsleder ved Kjønn og Samfunn på Institut for Samfundsforskning i Oslo, Mari Teigen. - Foto: MATTHEW MAWSON

I Danmark slår masser af kvinder korsets tegn og afsværger, at de er feminister.

Ligestilling er heller ikke noget, der fylder meget i den politiske diskussion eller i medierne.

Sådan er det ikke i Norge og Sverige. Tværtimod.

Der er kun to partier i den svenske Riksdag, som ikke i deres partiprogram erklærer, at de er feminister – Moderaterne og Kristdemokraterne.

Og i Sverige er holdningen, at feminisme er det samme som at arbejde for ligestilling mellem kønnene – derfor erklærer masser af mænd, at de er feminister.

I Norge er det ikke så meget ordet feminisme, der bliver brugt. Her er ligestilling det store plusord.

»Det er noget, der bliver omfavnet af store dele af den norske offentlighed, og det er problematisk at stille sig kritisk over for ligestilling i offentligheden. Ligestilling er godt og noget, vi arbejder hen imod«, siger Mari Teigen, der er forskningsleder ved Kjønn og Samfunn på Institut for Samfundsforskning i Oslo.

Slut med ligestilling i Danmark
Hun har undersøgt ligestillingsdiskussionerne i de forskellige nordiske lande.

Og her skiller Danmark sig klart ud.

LÆS FØRSTE DEL AF FEMINISME-SERIEN Feminister elsker da sex

Mens der i både Norge og Sverige stadig er fokus på problemer med lønforskelle, for få kvinder i virksomhedsledelserne, et alt for kønsopdelt arbejdsmarked og en alt for ulige fordeling af barslen mellem mænd og kvinder, så er ligestillingsdiskussionen i Danmark ofte reduceret til at handle om etniske minoriteter.

»Det virker, som om ligestilling er noget, man er færdig med i Danmark. Som om der ikke længere er et problem. Den store brede debat er opgivet. Ligestillingsdebatten er kun vigtig i forbindelse med integrationsproblematikker«, siger hun.

Drude Dahlerup, professor på det Statsvidenskabelige Institut i Stockholm, var i sin tid medstifter af Rødstrømpebevægelsen og anses for at være en af de fremmeste ligestillingseksperter ikke bare i Danmark og Norden, men i verden.

Også hun peger på, at integration og indvandrere er det eneste sted, hvor der for alvor bliver diskuteret ligestilling i Danmark.

Ligestillingspolitisk hykleri
Det skyldes, at flere borgerlige partier har trukket ligestillingsspørgsmålet ind i indvandrerdebatten og diskussionen om undertrykte indvandrerkvinder.

Der mangler ligestilling i »de patriarkalske islamiske hjem«, som Pia Kjærsgaard udtrykte det på Dansk Folkepartis landsmøde i sommer.

»Jeg har analyseret de danske partier langt tilbage i tiden. Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har en lang historie med at stemme imod ligestillingslovgivning. Og Venstre har været meget passive på det her punkt. Det er de konservative, Socialdemokraterne og venstrefløjen, der har været drivende«.

»Men lige pludselig taler både Dansk Folkeparti og Venstre om ligestilling. Vel at mærke som noget, vi danskere har. Og så tilføjer de: Men det har indvandrerne ikke. Så er ligestilling pludselig blevet noget dansk. Det bliver et dem og os«.

»Den konstruktion er jo ikke, at ligestilling er noget, vi kæmper for, men at ligestilling er noget, vi har. Og det er det rene hykleri i betragtning af deres modstand mod ligestillingspolitikken«, siger Drude Dahlerup.

Dansk analyse efterlyses
I Sverige blev feminisme et plusord i 1990’erne og skrevet ind i de fleste partiers programmer.

Det skete på ryggen af en 15 bind stor magtudredning om kvinders position i det svenske samfund. Også Norge har lavet masser af analyser af manglen på ligestilling og de barrierer, der står i vejen for den.

»Det betyder, at man både i Norge og Sverige kan diskutere strukturel diskrimination, fordi man har fastslået, at der ikke er ligestilling. Og så befrier man diskussionen fra at handle om noget personligt – at det er den enkelte mand eller kvinde, der er noget galt med«.

»Dermed anerkender man, at det er en politisk opgave at løse, at der er problemer med ligestilling eller med sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv. I Danmark er debatten meget personificeret, når den endelig er der«.

»Danmark mangler den slags store analyser. Det er derfor, man kan blive ved med at gå rundt og sige, at der er ligestilling«, siger Drude Dahlerup.

Hvor er de borgerlige feminister?
Hun mener, at udviklingen hænger sammen med, at kvindebevægelsen i Danmark var en langt stærkere græsrodsbevægelse end i de øvrige nordiske lande.

Her søgte mange ligestillingsbevidste kvinder derimod ind i de politiske partier og i bureaukratiet i stedet for at blive i kvindebevægelsen.

ANDEN DEL AF FEMINISME-SERIEN Fisseflokken lever stadig

Og de har påvirket tingene indefra med en feministisk dagsorden. Samtidig var kvindebevægelsen i Danmark et meget radikaliseret og antikapitalistisk projekt, der ikke slog så bredt igennem som i Sverige og Norge, hvor også de borgerlige deltog i debatten og erkendte, at der skulle ske noget.

Hykleri.  Både DF og V er begyndt at tale om ligestilling, som noget, danskere har. »Og så tilføjer de: Men det har indvandrerne ikke. Så er ligestilling pludselig blevet noget dansk«, siger prof. Drude Dahlerup, der har analyseret partiernes ligestillingspolitik. Arkivfoto: Niels Hougaard»I Danmark er der ingen borgerlige feminister. Men det, der har drevet det skandinaviske ligestillingsprojekt, er, at der har været feminister både på højre og venstre side. Jeg har sammenlignet statsministrenes åbningstaler i Danmark og Sverige«.

»Den svenske statsminister vil uanset partifarve have flere sider om, hvad man skal gøre for at komme videre med ligestilling. I de danske statsministres taler er der ingenting om ligestilling. Sidste gang, det blev nævnt, var ved Nyrups åbningstale i 1993. Siden er ligestilling ikke nævnt med et ord«, siger Dahlerup.

Tid til den islandske model
Ifølge den norske kønsforsker Mari Teigen kan det se ud, som om både Norge og Sverige bevæger sig i retning af mere ligestilling, mens man kan frygte, at tingene går i stå i Danmark.

Norge har eksempelvis tvunget aktieselskaberne til at have mindst 40 pct. kvinder i bestyrelserne.

Og lige nu diskuterer nordmændene, om de skal have en islandsk model for barsel: en tredjedel til mændene, en tredjedel til kvinderne og en tredjedel, forældrene kan dele mellem sig, som de vil.

»Ligestilling og mænd fylder ret meget i den norske debat for tiden, og det handler om mænds ret til omsorg for børnene og ret til barsel. Der er bred enighed om, at hvis vi skal have mere ligestilling, så skal mænd arbejde mindre og kvinder arbejde mere«.

»Når ligestilling ikke har noget momentum i den offentlige danske debat, kan det medføre, at der faktisk kommer mindre ligestilling. For det er et felt, der kræver systematisk opmærksomhed«, siger Mari Teigen.

Stigende interesse
Drude Dahlerup er dog optimist på Danmarks vegne.

Fagforeningerne gør mere ud af ligestilling end før, og hun bliver som aldrig før ringet op af unge kvinder i 9. klasse eller gymnasiet, der vil vide mere om kvindebevægelsen og ligestilling.

Men indimellem måber hun over, at unge danske kvinder kan finde på at spørge, om bevægelsen opnåede det, den ville.

»Det kunne unge svenske kvinder aldrig finde på at spørge om. De ved, at der stadig er ulige løn, at der stadig er voldtægter, at mænd sidder på 80 procent af topposterne inden for det politiske, økonomiske og sociale liv. De er bevidste om det, for det er noget, man snakker om i Sverige«, siger Drude Dahlerup.