»Jeg ville bare ønske, at jeg kunne elske på den samme frie måde som mændene og fædrene. Erkendelsen af, hvor tynget af skyld rollen som mor er, i hvor høj grad den bliver taget for givet, og hvor mange krav der bliver stillet til den i sammenligning med farrollen, gør mig til en misundelig bitterfisse. Jeg vil også være mand og opleve, hvordan det føles, at hele samfundet klapper i hænderne, hvis jeg tager knap to måneder af barselsorloven, mens ikke en kat løfter et øjenbryn, når min kone tager de resterende ti«

Fra den svenske roman 'Bitterfissen' af Maria Sveland.

Da hovedpersonen Sara får sit første barn, føler hun sig fanget i et traditionelt kønsrollemønster i et samfund fuldt af mandschauvinisme og ulighed mellem kønnene. Og så bliver hun forvandlet til en sur, vred og bitter fisse, der drømmer om frihed. Frihed til at være sig selv.

Selv om 'Bitterfissen' vakte voldsom debat og blev udsat for massiv kritik, så peger den på en problemstilling, som mange kvinder kan nikke genkendende til.

LÆS ARTIKELFisseflokken lever stadig

Ligestilling eller mangel på ligestilling er først noget, de bliver opmærksomme på, når de bliver mødre. For så går der pludselig en række mekanismer og forventninger i gang, som de ikke selv er herre over. Ikke bare inde i dem selv, men også hos deres mand, på deres arbejdsplads, hos deres veninder og familier.

For en ting er at tale om ligestilling, når det gælder løn, karriere og uddannelse. Noget helt andet og meget mere personligt er den forskel, der træder ind over dørtærsklen, når man kommer hjem med sit nyfødte barn.

Statistisk er det her, der er størst forskel på mænd og kvinder – nogle vil mene af helt naturlige årsager. Men når kvinder bliver mødre, forlader de arbejdsmarkedet og karrieren for at hellige sig barn og hjem i gennemsnitligt 275 dage, mens mænd i snit kun bruger 24.

Ulighed mellem mor og far
Og selv om der måske nok har været diskussioner om rengøring, madlavning, tøjvask og den slags tidligere, så er det intet imod den ulighed, der følger med, når man bliver henholdsvis mor og far.

»De fleste kvinder finder først ud af, at der er forskel på mænds og kvinders muligheder, når de får det første barn. Indtil da er de strøget lige igennem uddannelsessystemet og ud i deres karrierer uden nogensinde at tænke over, at der skulle eksistere en ulighed. Men i forhold til barsel og andel af arbejdsbyrden derhjemme, opdager de realiteterne. Og der står og falder fremtiden med, at mændene går ind og deltager og tager deres del af barslen, så man er to voksne individer, der får plads«, siger Elisabeth Møller Jensen, direktør for Kvinfo.

LÆS OGSÅQueer er det nye femi-slagord

Når kvinder er hjemme på fuld tid med deres poder, påtager de sig automatisk en større del af opgaverne. Og de hænger som regel ved, også når kvinderne kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor får de også stor indflydelse på, hvordan deres børn oplever kønsrollerne, mener Nina Frank, der er tidligere chefredaktør på magasinet Woman, i dag partner i Coachingfirmaet Mindjuice, og har skrevet bogen 'Lige meget værd – sådan får du lykkelige drenge og piger fulde af selvværd'.

»En kvinde, der går hjemme i hele barslen, bliver god til at detailstyre hjemmet og ordne alle de praktiske opgaver. Og det bliver hun ofte ved med, når barslen slutter«, siger hun.

Ser man på undersøgelser over mænd og kvinders tidsforbrug i hjemmet, så stiger forskellen, når der kommer børn. Kvinderne påtager sig en større andel af arbejdet, ikke bare når børnene er små, men også når de kommer i skole.

Kvinder tilpasser sig
For selv om det er blevet normalt, at kvinder giver udtryk for, at de ønsker et spændende job og karriere, og mere normalt at dele opgaverne ligeligt, så er det kvinderne, der tilpasser sig, når der kommer børn ind i billedet, siger kønsforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitetscenter:

»Mænd er stadig relativt upåvirkede af at få børn. De arbejder fortsat stabilt. Mens kvinder er mere utilpassede på arbejdsmarkedet, fordi de stadig har hovedansvaret for familien«.

Ifølge Kenneth Reinicke er det absurde, at mænd faktisk ofte har mere fleksible arbejdspladser end mange kvinder med mulighed for selv at bestemme, hvornår de går og kommer. Det kan ikke lade sig gøre inden for store kvindefag som pædagoger, lærere og sygeplejersker.

»Vi mænd har faktisk bedre muligheder for at indrette os efter familiens behov, men vi gør det ikke. Og derfor ser vi også, at kvinderne arbejder mindre end mændene«, siger han.

LÆS OGSÅFeminister elsker da sex

Og det skyldes, at vi stadig har nogle kulturelt meget rodfæstede forestillinger om, hvad mænd og kvinder skal. At mænd skal være den primære forsørger og kvinder være den gode moder.

Det kan man kun ændre, hvis samfundet tager effektive redskaber i brug som tvungen barsel til mænd og kvoter for kvinder i lederstillinger, mener Kenneth Reinicke.

'Jeg holder mig til det sikre'
»I hvert fald i en indledningsfase. For vi ved jo godt, hvad der sker omkring køkkenbordet, når mor og far skal fordele barslen. Så skal manden både overbevise sin arbejdsgiver, sig selv og så forestillingen i hovedet på sin partner om, at den tilhører hende, før han kan få den. Så når det ikke er et krav, så vil mange mænd tøve med at leve en ambition ud om at være mere sammen med familien. De vil i stedet tænke: Jeg holder mig til det sikre, det der bliver forventet på mit arbejde, af gutterne og af konen derhjemme«, siger han.

Omvendt er der også mange mænd, der mener, at ligestillingsdiskussioner handler om, at de skal afgive magt. Som ikke kan se, hvad de vinder, siger Kenneth Reinicke:

»Ønsker man en udvikling med flere kvindelige ledere og med mænd, der er aktive på familiefronten, så er man nødt til at tage nogle af de redskaber i brug, som vi ved har virket i andre lande. Man kan ikke overlade det til familierne«.

I Norge har man således indført kvoter i aktieselskabsbestyrelser, så der skal være mindst 40 procent af hvert køn, og på Island har man øremærket barslen med en tredjedel til manden, en tredjedel til kvinden og en tredjedel til deling.

LÆS OGSÅNorsk ekspert: Danmark har droppet debat om ligestilling

Selv blev Kenneth Reinicke ramt af de traditionelle undskyldninger om et presserende arbejde, der ikke kunne udskydes, da han fik sit forrige barn. Det var ikke meget barsel, han tog.

»Jeg tror, det hænger sammen med, at barsel ikke er en rettighed for os mænd. Sådan fungerer det i hvert fald ikke inde i vores hoveder«, siger han.

Til gengæld holdt han de 10-12 ugers barsel, han kunne med løn, da hans sidste barn blev født.

Mødre ikke bedre til at hente børn
Den vigtigste ligestillingsdiskussion i hjemmet handler om at fordele opgaver om morgenen og igen mellem 16 og 20 som f.eks. aflevering og afhentning af børn i daginstitution, indkøb, madlavning, madpakker, tøjvask, lektielæsning og rengøring, siger Nina Frank.

For de mere typiske mandeopgaver som at slå græsset, klippe hækken, bygge om og reparere ting er noget, der kan udsættes. Det kan de daglige opgaver til gengæld ikke, hvis familien skal fungere. De skal fordeles, for ellers går det ud over den ene.

»Ham eller hende, der skal gå hver dag for at hente børn, er jo hamrende ufleksibel, og det kan man altså ikke være, hvis man ønsker en karriere i det private erhvervsliv. Og hvis børnene oplever, at det primært er deres mor, der tager sig af den del, så lærer de, at det er den rigtige måde at gøre det på, og reproducerer det, når de bliver voksne. Og jeg tror ikke på, at mødre er bedre til at hente børn tidligt end fædre«, siger hun.

Moderrollen påduttes ikke
Nina Frank har selv to børn, og da hun fik den første, var hun chefredaktør og delte barslen ligeligt med sin mand. Da hun fik nummer to, blev hun ramt af forestillingen om, at nu skulle hun være 'rigtig mor' og gå derhjemme i hele perioden.

»Det er jo en holdning, der gennemsyrer hele samfundet og ikke mindst utroligt mange kvinder – især når vi er i flok. Jeg kom ud i den vildfarelse, at mor er bedst til det med børn, og at børn er mest knyttede til deres mødre. Det endte med, at det var mig, der var inde over alting i hjemmet. Ligesom det kun var mig, der kunne trøste vores yngste dreng, fordi han kun var sammen med mig. Der var ikke nogen forskel med det første barn«, siger hun. Og tilføjer, at hun aldrig ville gøre det igen.

Hun erkender dog, at moderrollen ikke kun er noget, mænd pådutter kvinderne. Kvinder er, ifølge Nina Frank, langt værre til at undertrykke hinanden og stille krav om, hvordan man er en rigtig pige, kvinde og mor.

»Kvinder presser hinanden helt vildt på det her punkt. Det er også altid kvinderne, der spørger, hvordan jeg får det hele til at hænge sammen. Det er aldrig mændene«, siger hun.

For Nina Frank er der kun en løsning. Samfundet skal sikre, at mænd og kvinder har lige meget barsel.

Når undersøgelser viser, at vi er tilfredse med den fleksible barselsorlov, hvorfor skal politikerne så blande sig i, hvad familien gør?

»Familien er en gruppe. Og normalt tildeler vi ikke rettigheder til en gruppe, men til individer. Mænd burde have denne her rettighed ligesom kvinder. Hvorfor er det ikke en ret, mænd har i dag? Hvor er det individuelle ansvar, mange politikere normalt hylder?«.

Ridderen og prinsessen
I modsætning til en kort periode i slutningen af 1970'erne og i 1980'erne er køn i dag blevet den store identitetsgiver. Og det begynder allerede ved fødslen og i daginstitutionerne, hvor forventningerne til drenge og piger er helt forskellige.

Det kan man forvisse sig om ved at se i legetøjskatalogerne. Her er pigerne lyserøde og leger prinsesselege, mens drengene er lyseblå og står med boremaskiner og andet legetøj, der kræver aktivitet. Det er blevet helt »hysterisk« mener kønsforsker Maja Bissenbakker Frederiksen fra Center for Kønsforskning.

»Alt til drengene er aktivitetspræget og selvstændiggørende, mens al legetøjet til piger er passivitetspræget. At være dreng handler om at være ridderen, der henter pigen, mens det at være pige handler om at vente på drengen. Det kunne være rart en gang imellem at se en pige med en boremaskine i legetøjskataloget og en dreng med en dukke«, siger hun.

Børn gør hvad omgivelserne forventer
Der er brug for et opgør med forestillingen om, at drenge er lyseblå indeni og piger lyserøde, mener Maja Bissenbakker Frederiksen. Og forestillingen om, at det er naturligt for kvinder ikke at søge lederstillinger og naturligt for mænd at være aggressive og smådumme.

»Det er en form for nybiologisme, hvor kvinderne har omsorgsgenet, og hvor man kan forklare alle uligheder i samfundet med henvisning til en forskruet opfattelse af, hvordan vi opførte os ude på savannen i tidernes morgen. Det betyder, at vi hele tiden bliver kaldt til orden i vores køn og skal stå til ansvar for vores køn«, siger hun.

Også Nina Frank mener, at den fokusering på køn, der er i daginstitutioner, skoler, legetøjskataloger og blandt de fleste mænd og kvinder, er skadelig. For så følger børnene ikke deres egne fornemmelser og behov, men gør det, omgivelserne forventer af dem som drenge og piger.

»Min femårige dreng siger allerede nej til mange ting, han egentlig godt kunne tænke sig, fordi han ved, at det er piget. Lyserød er ikke som tidligere hans yndlingsfarve og der er lege, han ikke vil deltage i, selv om han har lyst«, siger hun.