Debatbolden om danske kunstneres forhold til selvcensur ruller.

Først kom en undersøgelse og artikel, der viste, at danske kunstnere censurerer sig selv efter Muhammedkrisen. Den fik politikerne op af stolene og kommentatorer til at diskutere højlydt.

FAKTASådan rullede censur-debatten

Nogle af de adspurgte kunstnere og deres foreninger tog kraftigt afstand fra konklusionerne og mente, at undersøgelsen bag var manipulerende.

LÆS ARTIKELForfattere raser over censur-undersøgelse

Men professor Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet blåstempler undersøgelsen og Ugebrevet A4'a konklusioner.

»Undersøgelsen er på det niveau, som en habil undersøgelse skal være på«, siger han til politiken.dk, og uddyber at svarprocenten er på samme niveau som en række andre undersøgelser, og at spørgsmålene ikke er ledende.

Derfor retter han også hårdt skyts mod undersøgelsens kritikere i kunstnerverdenen.

»Hysterisk kritik«
»Det jeg har set, er fuldstændig hysterisk og ude af proportioner. De kritiserer undersøgelsen som en del af en større konspiration«, siger han og fastslår:

»Der er absolut tendenser i den her undersøgelse, der viser, at det A4 skriver, er rigtigt«.

»Undersøgelsen viser efter min mening klart, at der er kunstnere i Danmark, der udøver selvcensur, og at det sker som følge af Muhammedkrisen«.

SKRIV Bør kunstnere lægge bånd på sig selv?

Professoren retter også kritik mod dele af undersøgelsen - at man ikke ved, hvordan kunstnerne er udvalgt, og at der blilver stillet flere spørgsmål ad gangen, men efter hans overbevisning rokker det ikke ved tendensen.

Uenighed blandt eksperter
Den selvstændige medieforsker Preben Sepstrup har i flere tilfælde kritiseret undersøgelsen for netop de to ting: Svargrundlag og at der bliver stillet flere spørgsmål ad gangen.

Selv om han nu har læst det detaljerede resumé af undersøgelsen som Ugebrevet A4 har lagt ud, fastholder han sin kritik.

DOKUMENTATION Resume af undersøgelsen

»Undersøgelsen er god underholdning, men fremgangsmåden og til dels spørgsmålene diskvalificerer dens såkaldte resultater fra seriøs anvendelse«, siger han.

Tallene repræsenterer ingenting
De spørgsmål, der samtidig stilles om religiøse, etniske, seksuelle og politiske følelser »blander æbler og pærer sammen«, og bliver derved diskvalificeret, siger han.

Men, når der bliver spurgt til om Muhammedkrisen har ført til selvcensur, så er det da et klart spørgsmål?

»Det, du nævner der, er fint som spørgsmål. Men det falder på undersøgelsens grundlag, vi ved ikke hvad tallene repræsenterer. Det repræsenterer ingenting, når man vil lave en totaltælling, og man ikke spørger alle«.

Men når 31 kunstnere siger, de har droppet et projekt af frygt for trusler, er der så ikke et problem?

»Det kan du ligeså godt tage stilling til som jeg. Jeg synes mere, vi begynder at tale journalistik, og det er da kedeligt, og det kan man lave artikler om - at der er nogen der føler sådan, men det har ikke rigtig noget med 'en undersøgelse, der viser' at gøre, at der er de 31 personer«, siger han og fortsætter:

»Det kan man også mærke på den reaktion, kunstnerne kommer med - at de ikke føler sig dækket ind af de udtalelser«