Engang var han for skakspillet, hvad Michael Laudrup senere blev for fodbolden: en superindividualist, der skabte muligheder på grænsen til det umulige.

Et legende menneske, der gjorde ansete systemer til skamme og sine stunder forvandlede matematik til kunst.

Hans bane var ikke græsset, men 32 sorte og 32 hvide felter på et bræt.

Har fået åbning opkaldt efter sig
Hans medspillere var ikke en halv snes unge atleter, men 16 adstadige brikker i et 1.500 år gammelt sindrigt hierarki.

Alligevel appellerede Bent Larsen kloden rundt til et publikum, der rakte langt ud over den begrænsede skakverdens nørder.

Den berømte ’Larsens Åbning’: Bonde fra b2 til b3 er blot et af stormesterens mange store træk, der lagde grunden til hans overraskende sejre over skakkens skiftende verdensmestre.

Og i Danmark var han i en menneskealder en slags bloddonor til stammefolkets nationale selvforståelse om, at mangelen på autoritetstro er danskerens dynamit.

Selv nød han legen mest af alle og gør det sandsynligvis stadig fra sit selvvalgte eksil i Buenos Aires-forstaden Martinez i Argentina.

Mellemting mellem Solsjenitsyn og indisk guru
12.000 kilometer borte fra fødelandet har Larsen i mere end 28 år forenet familieliv og skakfordybelse i en fast cyklus mellem turneringer, analyser, rejser, skribentvirksomhed og afmålte glas rødvin over en god middag med hustruen.

Da jeg ved 15-tiden en onsdag i februar banker på døren til hans rødstensrækkehus på villavejen Dorrego, er der først ingen reaktion.

Men da jeg er på vej over til kiosken efter en ’bebida’ til at slukke tørsten i sommervarmen, dukker der et ansigt op i nabohusets døråbning.

Larsen har nemlig to huse.

»Dav«, siger han.

Jeg trykker ham i hånden, men genkender ham ikke umiddelbart. I den hvidpigmenterede 2010-udgave fremstår Bent Larsen noget mere skrøbelig. Det lange hår og fuldskægget får ham til at minde om en mellemting mellem den sovjetiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyn og en venlig indisk guru.

Stormesterens elfenbensfarvede ansigtshud røber, at han stadig tilbringer mange timer indenfor på kontoret. »Denne vej«, siger han og viser mig i tøvende tempo på stive ben hen mod en café.

»Det er sukkersygen. Den gør, at jeg hele tiden må minde mig selv om at løfte fødderne«, forklarer han.

Født 20-30 år for tidligt
Bent Larsen sænker sig ned på en stol og bestiller kaffe på spansk. Der er lufthuller i den rustne stemme, som har en tydelig dansk melodi. Men grammatisk taler skakgeniet det lokale sprog flydende efter 36 år i spansktalende lande.

I det omfang, han kommunikerer med sig selv, når han spiller, foregår det dog stadig på dansk. Aldrig på et af de andre otte sprog, han mestrer. Han både drømmer og tænker på sit modersmål. Også passet er dansk, selv om han har boet i udlandet i næsten halvdelen af sit liv og næppe flytter hjem igen.

»I sin tid skulle jeg jo have noget at leve af. Og i Danmark var der ingen muligheder for at tjene penge på skak. Det er den simple forklaring på, at jeg flyttede. Desværre er jeg aldrig blevet rigtig rig på at spille. Jeg er født 20-30 år for tidligt – før de store præmier kom«.

Det var blandt andet uoverensstemmelser med de danske skattemyndigheder, der i 1974 fik Bent Larsen til først at bosætte sig på Gran Canaria. Otte år senere mødte han sin kone, den argentinske advokat Laura Benedini, og flyttede sammen med hende ind i rækkehusene nord for Buenos Aires.

»Men man kan altså godt repræsentere sit fædreland, selv om man bor et andet sted«, understreger den aldrende mester uden at lægge nogen særlig passion i synspunktet.

For 65 år siden, før Larsen skød frem som skakkens Holger Danske, var han en stilfærdig dreng fra Jylland, der spillede skak mod sin far. Men han vandt så ofte og i så forbløffende stil, at faderen snart var elimineret som værdig modstander.

Allerede som 12-årig lykkedes det Bent Larsen med overraskende åbninger og utraditionelle træk at feje de skarpeste skakhjerner af brættet.

Klapsalver i Moskva
I 1954 blev Larsen som blot 19-årig international mester. Og ved skak-OL to år senere vandt han guld og blev under store klapsalver i Den Røde Hærs Teater i Moskva udnævnt til stormester.

Postkontrollørens søn havde på få år udviklet sig fra vidunderbarn til at blive verdens tredjeyngste stormester – og Danmarks eneste på daværende tidspunkt.

Hvad var det, der fascinerede dig?

Larsen lægger forundret hovedet på skrå. Så kommer svaret, der nærmest har karakter af formel.

»Det fascinerende ved skak er, at man i teorien kan beregne alle mulighederne, men i praksis kan man ikke«.

»Nogle gange minder spillet om en matematikopgave. Andre gange er det dramatisk som en boksekamp eller et slagsmål. Men i nogle ganske få tilfælde bliver det til kunst. Og jeg håber, jeg har bidraget mest til den sidste kategori«.

Hvordan var du i stand til at blive stormester så hurtigt?

»Det kom faktisk også bag på mig selv, men det har altid faldet mig meget naturligt at vinde«.

Naturligt?

»Ja, det talte til min ærgerrighed«.

Også i skolen beviste unge Larsen sin intellektuelle overlegenhed. Han sprang to klasser over og blev student med udmærkelse i en alder af 17 år. Efter eksamen rejste han til København for at læse til bygningsingeniør. Men i den lille lejlighed i Brønshøj voksede fascinationen af bræt og brikker yderligere, og lysten til studiet forsvandt langsomt.

Men hvad var han endt som, hvis skakken ikke var blevet hans skæbne?

»Ingeniør var jeg under alle omstændigheder aldrig blevet, men måske noget med skrivning. Og det er tænkeligt, at jeg ville være gået ind i politik«.

»Poul Hartling (Venstres leder 1965-1977, red.) har spurgt et par gange – sidst forud for valget i 1968«.

»Jeg sagde nej. For Venstre var ikke mit parti. Jeg var radikal, selv om jeg aldrig meldte mig ind. Og da de radikale spurgte mig i maj 1974, var det for sent. Da var jeg allerede flyttet til Gran Canaria«.

Larsen holder en pause.

»Men jeg er da stadig opmærksom på, at Glistrup engang foreslog mig som statsminister«. Han trækker på skuldrene og løsner porcelænshændernes greb om hinanden. »Det synes jeg sådan set var et udmærket forslag«.

Varmechok i koldkrigsæraen
Fra midten af 1950’erne blev Bent Larsen gradvist fuldtidsspiller.

Larsen læste spillet så sublimt, at han kunne tillade sig at blæse på systemerne og improvisere. Han tilførte spillet en organisk dimension, der bragte især den sovjetiske skakskole i mental undtagelsestilstand. De sovjetiske verdensmestre maste han på stribe og truede ene mand Sovjetunionens verdensherredømme på de 64 felter.

»Jeg brød mig ikke om det politiske system i Sovjetunionen. Derfor nød jeg i særlig grad at vinde over sovjetspillerne«, fortæller Larsen.

Han er fuldt bevidst om, at vestlige regeringer dengang under den kolde krig udnyttede det politisk, når han og andre vesterlændinge vandt over spillere fra den anden side af jerntæppet.

I slut-1960’erne syntes den danske stormester at være moden til at spille om det allerstørste – verdensmesterskabet. I 1967 havde han således vundet adskillige stærkt besatte turneringer og fået skak-Oscaren som årets bedste spiller.

Men trods unikke bedrifter blev han aldrig verdensmester. Heller ikke i juli 1971, hvor han tabte semifinalen i den såkaldte kandidatturnering til amerikanske Bobby Fischer, der vandt alle seks partier. En ydmygelse, der var til at tage og føle på, for Larsen, der i dag forklarer sit nederlag med, at han ikke kunne tåle varmen.

»Der var 40 grader under hele matchen, og Denver har ikke oplevet en tilsvarende hedebølge siden 1936«.

Men Fischer klarede det?

»Ja, Fischer var åbenbart ikke så følsom over for varme som jeg«.

Hvornår opgav du endeligt drømmen om VM-titlen?

Bent Larsen regner et øjeblik og kommer frem til, at håbet om at blive verdens bedste måske hængte ved lige lovlig længe.

»Det var først, da jeg blev en ældre herre på 54 og måtte ud i en omkamp om kvalifikation til Interzoneturneringen, at jeg opgav. Det var i 1989. Og da kunne jeg godt se, at det ikke var realistisk længere«.

Legen er stadig god
I morgen, torsdag, fylder Bent Larsen 75 år. Rækkehusene i den nordlige forstad til Buenos Aires har i årevis været base for Larsens mange turneringsrejser ud i verden.

Men netop nu har han turneringspause. Hans kone er syg. Og samtidig har han heller ikke fået nogen turneringstilbud det sidste halvandet års tid. Alligevel drømmer han fortsat om at genvinde sin plads i rampelyset.

»Jeg siger, det er noget pjat det dér med at stoppe, mens legen er god. Legen er jo netop god. Så hvorfor stoppe?«.

Den danske stormester fik i 1991 konstateret diabetes 2. Dengang var han midt i 50’erne og en kæmpe på 96 kilo. I dag vejer han næppe meget over 70.

I 2002 kom en ny advarsel, da Larsen kollapsede under en turnering i Aalborg og blev truet på sit vigtigste arbejdsredskab, intelligensen. Diagnosen lød på væskeansamling i hjernen.

Men også ved denne lejlighed kæmpede han sig ud af krisen. Og da lægerne havde tømt væsken af, kunne han rejse hjem til Buenos Aires og fortsætte sin skaktilværelse med matcher, turneringer, simultaner, analyser og sin omfattende skribentvirksomhed om skak.

I dag er eneste synlige tegn arret, der bugter sig hen over venstre side af panden. Og så er hans aktiviteter yderligere begrænset. Bortset fra de daglige timelange skakanalyser er der kun artiklerne til Skakbladet og et tysk skakmagasin tilbage.

Du faldt om og skulle opereres i hjernen. Påvirkede det dig slet ikke?

»Nej, for jeg husker ikke ret meget af optakten. Og jeg var jo bevidstløs under selve indgrebet. Da jeg vågnede, var det vigtigste egentlig, at jeg fortsat var skarp i analysen. Og på det punkt mærkede jeg heldigvis ingen forskel«.

Bliver 94 år
Over den sidste sjat kaffe beskriver stormesteren sig selv som et rationelt og afbalanceret menneske – mere til logik end til følelser.

Så er du aldrig bange?

»Nej, bange for hvad?«.

For at blive gammel, måske?

Larsen tænker over sit svar.

»Lad mig udtrykke det på den måde, at jeg skam håber at blive gammel«, siger han og virker helt tilpas over at være sluppet ud af en mulig tvivlsom position.

»Jeg har lavet videnskabelige beregninger, der viser, at jeg nok bliver 94«, smiler det snart 75-årige skakgeni og indrømmer, at han næppe kan føre medicinsk bevis for sin påstand.

Ude på gaden pruster en ældre dieseldrevet lastbil forbi cafevinduet og får det til at buldre voldsomt. Resten af samtalen drukner i motorlarm og resonans. Vi pakker sammen i tavshed og betaler.

En halv snes minutter senere låser Danmarks Larsen sig ind ad sin gadedør i Martinez, Buenos Aires, Argentina.