Hvad nu ...«, billedet flimrer. Halvdelen af ansigtet er i skygge. Den unge mand afbryder sig selv. Han ser direkte ind i kameraet med vidt opspærrede øjne, tager en dyb indånding, inden han begynder forfra:

»Hvad nu, hvis intimitet er noget, der indfinder sig på tidspunkter, hvor der er ro og fred omkring én? Og hvad, hvis man hele tiden selv er optaget af at tale, søge, lede og råbe og skrige? – så vil man jo aldrig møde den«.

En tekst løber hen over skærmbilledet af ansigtet: ’Jeg havde en slags sammenbrud i 2005’. På skærmen fortsætter han med at tale:

»Hvad nu, hvis det, man selv opfatter som en dybt kommunikerende personlig aktivitet ... Noget, man praktiserer, og som man nærmest ser som en religion for én selv ... Hvad nu, hvis det bare skubber folk væk fra én? Jeg offentliggjorde hele mit liv på det fucking internet. Og det er ikke noget, der har givet folk lyst til at være sammen med mig. Det har gjort, at folk ikke stoler på mig. Og nu ved jeg bare ikke, hvad helvede jeg skal gøre ved det«.

Det bedrøvede og fortabte ansigt på videoen med titlen ’Dark Night – The Final Vblog’ tilhører Justin Hall. Den dag i dag kan man stadig finde den på webportalen YouTube, som et stykke vraggods fra internettets fortid, som et elektronisk mindesmærke over en ung mand, der allerede i 1990’erne udlevede og udleverede det meste af sit liv – og mange andres – på internettet.

Dengang ingen kunne vide, at den narcissistiske selvudlevering og -eksponering, som han blev så afhængig af, nogle år senere ville være en daglig fristelse for millioner af mennesker.

Total åbenhed
I 2005 var Justin Hall 30 år. Siden han var 18, havde han kreeret sin egen selvbiografi i det, man dengang kaldte cyberspace. Han delte de mest intime sider af sit liv, en hel del af andres og masser af syg humor, porno, rock’n’roll og sladder med et stadig voksende publikum på internettet.

Hans hjemmeside på www.links.net var ganske langsomt vokset med Justins daglige opdateringer af sin dagbog, fotos, videoer og links til alt muligt mærkeligt. Efterhånden som flere og flere ’kom på’, voksede kendskabet til Justin Halls skøre, selvudleverende og morsomme hjemmeside.

Han var blevet internettets første berømthed. Han var selv drevet af pionerånd og ideer om »at lægge det hele ud«: alle sine radikale meninger, optegnelser over sit forbrug af stoffer og sit forbløffende talent for at irritere andre mennesker.

Historien om Justin Hall bliver fortalt i en bog om webblogs og internettets tidlige historie, som den amerikanske netjournalist Scott Rosenberg udgav sidste år.

’Say Everything: How Blogging Began, What it’s Becoming and Why it Matters’ er den grundige titel på bogen, der begynder med den forunderlige historie om internetpioneren, der brugte sit eget liv som medie og budskab.

Cary Grant på LSD
I 1988, da Justin Hall var 13 år, kom han for første gang i kontakt med internettet. Han ringede til Bulletin Board Services og søgte tips om videospil og andre at chatte med. Det gik dog kun, indtil hans mor opdagede, hvor meget de modemopkald belastede telefonregningen.

Faren havde taget sit eget liv mange år tidligere, hvilket Justin senere skulle fortælle detaljeret om mange gange på nettet. Han fik sin egen internetkonto, da han i 1993 begyndte på universitetet i Chicago.

Han fik hurtigt opbygget sin egen hjemmeside, ’Justin’s links to The Underground’, der fortrinsvis bestod af tekniske beskrivelser af den ny teknologi.

LÆS ARTIKELTwitter-bruger: Tyve-trick er »skræmmende«

Men nede på siden lagde han i et vindue med overskriften ’Some personal shit’ et foto af sig selv sammen Oliver North, links til piratoptagelser med Jane’s Addiction og et sort-hvidt foto af Cary Grant i gang med at suge lsd fra et trækpapir i sig.

Justin lagde link efter link til sider på nettet op på sin egen, men det var boksen med hans personlige ’shit’, med alle de skøre påfund og sardoniske bemærkninger om verden, som fik folk til at vende tilbage til hans side igen og igen.

Rent fysisk var Chicago ikke det rigtige sted at være for Justin Hall, gennem nettet var han kommet i kontakt med nogle af netpionererne i den voksende computerindustri ude i Californien. Han flyttede derud og var med til at udvikle nogle af de første netportaler og kom i personlig kontakt med mange af iværksætterne i den nye industri.

Blandt andre folkene bag magasinet Wired. Justin fortsatte med at hælde informationer og links på sin hjemmeside, nu også med personlige beretninger om, hvad der foregik blandt de hippe netpionerer i San Franciscos Bay Area.

Narcissist
Fra begyndelsen havde Justin etableret sig som en samler af links. Han holdt især af at finde, hvad han kaldte »weird shit«, undergrundskunst, sex, drugs & rock’n’roll. Ting, han mente ikke ville komme igennem de filtre, der voksede frem på nettet. Han fandt ud af, at der var grænser for, hvad han selv kunne skabe af weird shit.

Som han sagde: »Det bedste weird shit kommer fra andre. Fordi det er underligt for dig«.

Populært er narcissisme synonymt med selviskhed. I klinisk forstand er det betegnelsen for en personlighedsforstyrrelse, der gør, at man ikke er i stand til at se andre menneskers behov, man benytter dem som rekvisitter i fortællingen om sig selv.

I visse sammenhænge passede den betegnelse på Justin. Især når han detaljeret fortalte, hvad han have foretaget sig sammen med sine pigebekendtskaber. Fortællinger, der ikke levnede meget respekt for deres privatliv.

Begyndte at fiske
Men det var ikke kun sådan, han var. Han var nemlig også meget interesseret i, hvad andre foretog sig, i andres historier. Hans selvoptagethed ekskluderede ikke andre. Som årtusindskiftet nærmere sig, voksede Justins berømmelse.

Han blev efterhånden en efterspurgt foredragsholder i alle mulige sammenhænge, hvor man godt ville vide, hvad man egentlig skulle bruge det dersens internet til. Over for de alvorlige jakkesæt i Newspaper Association of America stod knægten med sit lange hår og i skatertøj og sagde sådan noget som:

»Hvis alle fortæller om sig selv på nettet, vil vi få en endeløs historiebog om mennesker med alternative perspektiver. Når jeg møder betydningsfulde personer, der er involveret i webindustrien, spørger jeg dem altid, om de har en hjemmeside. Så nævner de deres firmas webadresse. Men den er jeg er faktisk ligeglad med. Jeg vil vide, hvad lige netop den person synes er fedt. Hvad kan han lide? Hvorfor er han kommet til tops? Fortæl om dig selv. Ellers begynder jeg hurtigt at kede mig«.

LÆS ARTIKELVenstre indfører Facebook-politik

Journalistik, mente Justin, ville ændre sig radikalt med nettet: »Giv en person et digitalkamera, en laptop og en mobiltelefon, og så har du en multimedie-historiefortæller. Journalister ville sige deres job op og gå solo på nettet. Det bedste indhold kommer fra folk, der kan lide det, de laver«.

Anarki
Man genkender den unge nørds begejstring for det nye anarkistiske medie. I dag ved vi noget mere om omfanget og begrænsningerne i den digitale revolution. Om hvor meget af den gamle verden, der uanfægtet flyttede med over i World Wide Web, og hvor uanede mulighederne stadig er.

Men for Justin Hall viste det sig, at det ikke bare kunne fortsætte derudad.

Men hvad fik ham til at stoppe? Selv forklarer han, at han ganske enkelt mødte en pige, der som den første overhovedet satte spørgsmålstegn ved al hans selvudlevering. Hun ville på ingen måde tillade, at han skrev om hende og deres forhold på sin hjemmeside.

Han blev kort sagt forelsket og mødte, for første gang i sit liv, intimitet med et andet menneske. Han mødte en, der stolede på ham og regnede ham for noget – i sig selv. Man kan vel også bare sige, at han blev voksen.

Unge udleverer sig selv
Scott Rosenberg, der bruger historien om Justin Hall som indledning til sin bog om det næste betydningsfulde afsnit i internettets korte, men mangefacetterede historie, afsnittet om blogs, konkluderer i sin beretning om Justin:

»Forfattere, der skriver om sig selv, familie og venner, har altid skullet gå en balancegang: Man kan falde i til den ene side, hvis man ikke fortæller sandheden, eller man kan falde i til den anden side, hvis man fortæller noget, der sårer nogle af dem, man holder af eller bruger som brændstof til sin egen karriere. Uærlighed på den ene side og selviskhed på den anden. Indtil for nylig var den problemstilling kun aktuel for dem, der beskæftiger sig med litteratur og biografier. Internettet har forandret det. I dag er de gamle webbrugeres forbehold over for at bringe sig selv i spil på nettet blevet afløst af horder af unge, der vælter det hele af sig på Facebook og MySpace«.

Afskedsvideo på ni minutter
Historien om Justin Hall, internettets første verdensmester i selvudlevering, peger også på andre aspekter af den forandringsproces, vi er midt i netop nu: »Kampen for at trække en linje mellem én selv og verden derude er ikke bare noget, der er blevet os påtvunget af en ny teknologi.

Det er en del af det at udvikle sig som menneske. I den sidste ende må vi, hver især, finde det kompromis mellem at dele med andre og diskretion, som vi selv har brug for. Hvis vi er heldige, vil det gå hurtigere for os end de ti år, det tog for Justin Hall«.

LÆS ARTIKELTeenager bliver verdensberømt på få minutter

I Justin Halls afskedsvideo på YouTube fortsætter han i mere end ni minutter. Og er det ikke nogenlunde det samme, han udtrykker, når han siger:

»Jeg kan ikke på én gang være et voksent menneske og fodre internettet med de mest intime detaljer og så være sammen med de mennesker, jeg godt vil være sammen med«.