Iklædt brede smil og med en flaske champagne i magnumstørrelse glider han rundt på limousinens bagsæde mellem lange, selvbrunede ben og nedringede kavalergange.

Under hver arm hænger et par letpåklædte blondiner med tung makeup og heavy parfume, som smyger deres slanke kroppe op og ned ad ham, mens han kysser lidt med den ene og rager lidt på den anden.

Der er ingen retning på limo’en, han har blot givet chaufføren besked på at køre sig selv og de andre realitystjerner fra denne og tidligere sæsoner lidt rundt under nattehimlen i det indre København, inden de ankommer til den røde løber foran Paradise Hotel-festen senere fredag aften.

For travlt til nøgler
26-årige Peter Birch fra Gentofte har pludselig fået for travlt til at være låsesmed. Det er blevet en fuldtidsbeskæftigelse for ham at gå i byen, optræde på tv, i ugebladene, formiddagsaviserne og som gæstebartender på diverse diskoteker.

Siden første afsnit af programmet ’Paradise Hotel’ sæson 6 rullede hen over tv-skærmene i februar, er han blevet kendt som ’Ulven Peter’, programmets ukronede kneppekonge, der ubekymret har taget for sig af de kvindelige deltagere for åben skærm.

LÆS OGSÅTV3 hitter med silikonetøser og knaldekonger

Tidligere fredag har han været gæstevært på DR’s ungdomsprogram ’Boogie’, og i morgen tidlig skal han til Randers for at skrive autografer i en tøjforretning.

Fire gange om ugen trækker ’Paradise Hotel’ op mod 300.000 seere til skærmen for at vise en flok unge mænd og kvinder rende halvnøgne rundt på et luksushotel i Mexico, hvor de horer og drikker og snyder og bedrager hinanden for at få lov at blive længst muligt og vinde den halve million.

LÆS OGSÅ'Paradise Hotel' har godt fat i seerne

De landsdækkende medier har skrevet om ’Paradise Hotel’ hele 287 gange siden februar måned, og ifølge en undersøgelse foretaget af Berlingske Research opfatter 25 procent af unge mellem 15 og 19 år deltagerne som forbilleder.

Ikke taber-tv
’Paradise Hotel’ er simpelthen blevet et fænomen.

Som 26-årige Mathias Herup Nielsen, en trofast seer og ’Paradise’-fan siger det: »Det er alt for nemt bare at afvise programmet som tv om tabere for tabere, som der ellers er en tendens til«.

Han studerer forvaltning på RUC og har analyseret programmet i en kronik i Dagbladet Information. Han opfatter det som en kondenseret form af dagens samfund:

»Deltagerne opdrages i ekstrem grad til at lade alle livets forhold underordne sig konkurrencens logik. Spillet siger i virkeligheden til dem: ’For at vinde bliver du nødt til at bruge venskabet, kærligheden, din krop og din pik som instrumenter i den højere sags – sejrens – tjeneste, ellers bliver du en taber«.

»Det er en form for individualisme, som opdrager os til at udnytte sociale bånd som redskaber for vores egen vindings skyld. Og den logik er blevet udpeget i nogle af de mest anerkendte og citerede diagnoser gennem de senere år i alt fra singlelivskultur og parforholdsdannelse til teamwork på arbejdspladserne«, siger han.

»Vi elsker at se dig, du er så sjov«
Ude på Vesterbrogade er Peter blevet stoppet af et par hvinende piger, da limousinen gør holdt foran 7-Eleven.

»Peter, Peter«, jubler de og knipser løs med deres mobilkameraer, mens de på skift poserer med armene omkring ham.

»Vi elsker at se dig, du er så sjov«, råber de, inden han igen dumper tilbage på lædersæderne.

Hos nogle eksperter har det vakt bekymring, at de unge opfatter deltagerne som forbilleder. En af dem er Ditte Dalum Christoffersen, antimobbekonsulent hos AMOK. Hun frygter, at værdierne i ’Paradise Hotel’ vil aflejre sig i seerne og legitimere mobning, uhæmmet druk og sex som handelsvare:

»Det er jo unge mennesker fra almindelige danske familier, som tv-seerne kan identificere sig med. Det er ikke fiktion, det er reality. Programmet er med til at legitimere nogle ting, som allerede foregår ude i skolegårdene, for når de smukke og seje gør det på tv, så er det vel okay«.

Foto:  Jonathan Bjerg Møller
Stive døgnet rundt
Et par timer tidligere ligger Peter ude i Gentofte og flyder på lædermøblerne foran fladskærmen i sin lille toværelses ungkarlehybel med gardinerne trukket for. I køleskabet i det krummede køkken ligger champagneflaskerne på køl mellem syltede asier og rødbeder. Han synes, mobbekonsulenten er en lige lovlig bekymret type.

»’Paradise’ er en verden, der ikke eksisterer. Til hverdag er jeg jo ikke sådan, som jeg er på tv. Vi kommer jo ikke ned for at spille ludo, vi tager derned med den indstilling, at vi skal score og feste og drikke og fyre den af. Og det tror jeg godt, at seerne ved. Vi er stive døgnet rundt, for der er ikke andet at lave. Vi har ikke mobiltelefoner eller film eller musik eller noget, så vi kan sådan set bare ligge ved poolen og drikke os fulde«, siger han.

»Det, man lærer dernede, er at lyve og bagtale og slikke røv. Det er ikke noget, man kan bruge herhjemme. ’What happens in Paradise, stays in Paradise’«.

Han hiver en bøtte voks op af en Faktapose, kører fingrene et par gange gennem håret og kigger sig i spejlet. »Sådan. Bum«, siger han så og stryger ud ad døren.

Realityshow uden virkelighed
Anne Jerslev, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, der har har forsket i reality-tv, er sådan set enig i med Peter fra ’Paradise’:

»Programmet har givet køb på så mange referencer til en ekstern virkelighed og er først og fremmest et spil. Det er et typisk eksempel på, hvad der er sket med realitygenren gennem de seneste år. Man bevæger sig væk fra reality og over i game showet«.

»Nok har Peter et cpr-nummer, og man kan møde ham til en fest i byen, men i programmet er han iscenesat som en figur eller en brik i et spil i så høj grad, at seerne er i stand til at skelne mellem fiktion og virkelighed, vurderer jeg. De kender efterhånden genrens koder og konventioner så godt, at de ved, at det her er iscenesættelse«.

»Og det gør ikke seerne til sexgale partyløver at se det her program«, siger hun.

Foto:  Jonathan Bjerg Møller
Gratis grin
Hun betvivler også stærkt, at de unge ligefrem opfatter deltagerne som forbilleder. For til denne sæson har TV3 haft travlt med at caste visse af deltagerne som virkelig dumme, mener hun. Deltageren Amalie har eksempelvis tilføjet programmet stor underholdningsværdi med udbrud til sine modspillere som: »Du ligner en russisk roulette«.

Og en del af underholdningen består netop i, at seerne kan sidde trygt hjemme i sofaen og grine gratis af deres dumheder og krumme tæer over, hvor pinligt de opfører sig, når de smider tøjet og udstiller sig selv ved at imitere et pornografisk univers, vurderer hun.

»Jeg tror bestemt ikke, at seerne identificerer sig med dem, jeg tror snarere, at de kan føle en form for empati med dem, fordi de netop ikke bare er brikker i et spil, og man også kan fundere over konsekvenserne af at have været med i ’Paradise’. Og på den måde synes, at de også er udsatte unge mennesker«, siger Anne Jerslev.

Én lang fest
Limousinen bevæger sig over Langebro og stopper et stykke ude på Amager. Den storbarmede silikonesild Susan K stiger ind. Hun er kendt fra en tidligere sæson af ’Paradise Hotel’, hvor hun ikke var bleg for at dyrke sex oven på lagnerne. Og siden har hun været omsværmet af ugebladene og formiddagspressen.

Limousinen fortsætter mod Knabrostræde og diskoteket K3 i Indre By. Og inde på bagsædet ved Peter godt, at seerne griner af dem.

»Men hvem ville ikke sige noget dumt og gøre noget pinligt, hvis de blev filmet 24 timer i døgnet? Det er én lang fest. Og der sker jo ikke noget dernede, som ikke sker til en fest en sommeraften i København; der ender man også med at ligge og tage på hinanden i en brandert«, siger han.

Han meldte sig til programmet for at få en ferie og en fest ud af det. Og mere er der sådan set ikke i det.

Håber på at blive studievært
»Jeg lever minut for minut. Jeg tænker sgu ikke så meget over det. Det er bare skæg og ballade alt sammen«, siger han, inden han tømmer champagneflasken og skråler med på Bon Jovi-hittet, der brager ud af højttalerne: ’It’s my life/ It’s now or never / I ain’t gonna live forever /I just want to live while I’m alive’.

Og livet i limousinen er meget sjovere end livet som låsesmed. Også selv om de måtte splejse til den eksklusive udlejningsvogn, og han nærmest ikke tjener noget på sine job som gæstebartender, men lever af en lille opsparing. For når han går i byen, kommer han forrest i køen, og diskoteksejerne sender sprutflasker ned til hans bord.

»Jeg håber jo, at jeg kan blive noget inden for mediebranchen. Studievært måske«, siger han.

Chaufføren åbner limousinedøren, og Peter stiger ud på den røde løber, hvor fotograferne leger solskin i natten med deres blitzende kameraer, og den samlede, danske sladderpresse plirrer med øjnene og vifter med deres notesbøger for at fange hans opmærksomhed.

Foto:  Jonathan Bjerg Møller
Glemt om et år
Han ved godt, at folk ikke vil huske ham for evigt. Lige bag ham går Reka fra forrige sæson af Paradise. Hun har været arbejdsløs og på dagpenge det seneste halve år. Og hende er der ingen af fotograferne eller journalisterne, der tager notits af.

»Det er lige nu, at jeg skal fyre den af og nyde det og promovere mig selv. For om et år er det hele glemt«, siger han og kæmper sig ind til festen, hvor gæster med trutmunde og tårnhøje stiletter vrider sig under diskokuglerne. Og det er ikke til at se, hvem der er tidligere deltagere, og hvem der er fans eller tilrettelæggere af programmet. For de fleste har man allerede fortrængt.

»Nå, vi er jo ikke kommet for at snakke. Lad os få noget at drikke«, siger Peter og styrer mod baren.