Hun vender ryggen til.

Den danske pavillon er afspærret, da jeg ankommer. Den skal gøres klar inden den første publikumsdag. Men man kan godt se hende alligevel, Havfruen. Hun sidder på sine sten og vender ryggen mod åbningen. Man må ind i pavillonen for at se hende forfra.

Jeg har en aftale og bliver lukket ind af Lene Winther, pressechef for pavillonen, men en del andre mediefolk ville gerne med ind og se den lille statue forfra – og fotograferes sammen med hende.

Jeg viser Lene Winther torsdagens udgave af International Herald Tribune. Havfruen er på forsiden, og en stor reportage på side 2 fortæller om hendes vej til Shanghai og refererer Søren Espersen og Dansk Folkepartis modvilje mod at sende nationalklenodiet ud af landet.

LÆS OGSÅDF: Havfruen skal boykotte Kina

»Ja, jeg så artiklen i New York Times«, siger hun. Af 200 landes pavilloner er det denne her, de fokuserer på.

Overvældende interesse for en lille skulptur
Jeg fortæller om min oplevelse i flyveren hertil. Da jeg tog avisen frem, pegede min kinesiske medpassager ivrigt på billedet af Havfruen og sagde: »Hende kender jeg! Jeg har set hende virkeligheden. Hun er meget mindre, end man tror. Alle kinesiske børn læser eventyret om hende i skolen. Hun er meget berømt«.

Påstanden om, at den ægte vare ikke betyder noget i Kina, passer ikke, fortæller Lene Winther. Interessen har været overvældende for den lille sentimentale skulptur.

LÆS OGSÅDen Lille Havfrue bliver hyldet i Kina

»Det svære har ikke været at få opmærksomhed. Det har snarere været at fortælle historien om den danske velfærd, bæredygtighed og miljø, som er det, hun er her for at sælge«.

Expo-området ligger næsten øde hen nu. Det er eftermiddag lige inden den store åbningsceremoni. Jeg går forbi den finske skål, den portugisiske korkklædte klump og går ind i den australske Ayers Rock-fantasi i rustet stål. Herinde er der australsk barbecue, og jeg får mig en pind med klumper af gris og en cola.
schweizer-kø.  I går blev udstillingen åbnet for publikum, der på billedet flokkes om den schweiziske pavillon. Foto: Eugene Hoshiro og Muhammed Muheisen/AP
To gange Monaco
»Expo-området er enormt. Dobbelt så stort som Monaco«, fortæller en norsk arkitekturjournalist Daniel Butenschøn fra DagensNæringsliv. Han har været her nogle dage og har nu opgivet at komme til at se det hele.

Han er sikker på, at det mest interessante ligger i det europæiske område. Han nævner sine tre favoritter: den spanske pavillon, der er flettet som en kurv, den engelske, som er dækket af et tæt lag af lange pigge, og så den danske, som, han synes, byder på de rigeste rumlige oplevelser.

Men ellers er han mest fascineret af adgangsforholdene. Expo er skruet sammen til at kunne modtage op til 500.000 gæster om dagen. Det er i sig selv en indhegnet storby, der er blevet placeret midt i en megapol med 17 millioner indbyggere.

Men vi skal forlade området og køre til Folkets Plads i Shanghais centrum for at blive transporteret tilbage igen i busser i lange rækker. Hele dagen har trafikken været stoppet af VIP-korteger. Nu bliver Shanghais centrum næsten lammet.

Harmoni og kærlighed
Åbningsceremonien foregår i Expo Culture Center, en overdækket arena på bredden af Huangpu-floden med form som en ufo og plads til 18.000 siddende publikummer.

Vi bliver modtaget af et endnu større antal grønklædte frivillige, der allerede uden for Expo-området, og hele vejen igennem det danner menneskelige kæder, der smilende og klappende siger »Welcome to Shanghai Expo 2010« og sørger for, at ingen kommer væk fra flokken.

Indenfor afvikles et show af olympiske dimensioner. Scenen er næsten konstant fyldt af optrædende i symmetriske koreografier. Her er hundredvis af balletdansere, ny musik af Quincy Jones og optrædener af Jackie Chan og den japanske stjerne Shinji Tanimura.

Den kinesiske præsident, Hu Jintao, taler om harmoni, fred, kærlighed og håb – ord, man også hører i de musikalske indslag med linjer som »Vi mødes i Shanghai og hepper på verden« i Quincy Jones’ temasang ’Better City Better Life’.

tilløbsstykke.  Der forventes op mod en halv million besøgende hver dag, og ventetiderne er lange. Foto: Eugene Hoshiro og Muhammed Muheisen/AP
Første verdensudstilling i et uland
Hu Jintao understreger, at det er første gang i Expos 159-årige historie, at verdensudstillingen bliver afholdt i et udviklingsland og håber, at det vil skabe en bro mellem Kina og omverdenen.

Den franske præsident for Expo-organisationen, Jean-Pierre Lafon, overtager talerstolen og modtager et stormende bifald, da han holder store dele af talen på kinesisk.

Han taler om livskvaliteten for de flere end 3 milliarder mennesker verden over, der nu bor i byer. Han taler om segregation, fattigdom og forurening, og at Expo giver bud på, hvordan vi kan skabe sikrere, smukkere og mere harmoniske byer.

Arrangementet i ufoen afsluttes med, at Andrea Bocceli synger ’Nessum Dorma’ af Puccini.

Timelangt fyrværkeri
Åbningsceremoniens højdepunkt bliver dog det efterfølgende en time lange fyrværkeri. Der rejser sig en begejstring blandt tilskuerne, der begynder at råbe i kor.

Røde ildblomster oplyser himlen på en scene, der strækker sig over flere kilometer fra Nanpubroen i øst til Lulubroen i vest. Broerne er en del af showet, de er iklædt LED-lys, og fyrværkeriet springer og falder også herfra, ligesom fra højhusene på den anden side floden.

Midt på Huangpu-floden er en femfløjet tv-skærm, der viser motiver fra verdensudstilling. Laserlys og lyskastere oplyser røgen.

Vand bliver skudt op fra floden i lange søjler, der danser og svajer som illustration af den musik, der akkompagnerer showet. Det er ny og gammel musik fra hele verden, men hovedsagelig et potpourri over klassisk vestlig musik.

Fyrværkeri.  Det gigantiske fyrværkeri ved åbningen fredag tiltrak mange tusinder, her foran den kinesiske pavillon. Foto: Eugene Hoshiro og Muhammed Muheisen/AP

»Hjemland, hjemland, hjemland ...«
Fyrværkeriet bliver stadig mere avanceret, tegner regnbuer og lige inden finalen, hvor hele synsfeltet fyldes af flimrende, glimrende eksplosioner i sølv, rødt og hvidt, har der været skabt stjerner i cirkler, planeter med ringe og smileyer på himlen.

Vi overværer showet fra flodbredden bænket på det første grønne tiltag, jeg endnu har lagt mærke til på verdensudstillingen. Hver bænk er skabt af 856 sammenpressede mælkekartoner.

En finsk journalist bosiddende i Kina blev helt stiv i blikket, da kineserne omkring os begyndte at råbe i kor. Efter fyrværkeriet siger hun: »Det kan være, at jeg hørte forkert, men så vidt jeg forstod, råbte de »hjemland, hjemland, hjemland ...««.

Kineserne er de nye amerikanere
De grønklædte menneskekæder guider os tilbage til busserne, der kører os tilbage til Folkets Plads. Klokken er et kvarter i midnat, og den sidste metro er kørt. Gaderne er fyldte med unge mennesker. De går ude midt på de mangesporede kørebaner i håbet om at få en taxa.

Det er lørdag aften, og byen, der ellers altid har en taxa på hvert et hjørne, synes pludselig at være løbet tør. Efter en lille times søgen opgiver jeg at komme hjem og går med en kollega ind på en lille restaurant for at vente på, at myldretiden er overstået.

Vi taler lidt om udstillingens størrelse. Det er, som om kineserne har overtaget den amerikanske filosofi ’Big is better’. Og måske det kan forklare noget om Havfruens popularitet på her i Shanghai. Hun repræsenterer længslen efter et symbol i menneskelige proportioner.