Enlig ufaglært mor i walisisk udkantsområde. Tre børn med to forskellige mænd. Den ene forsvundet, før den ældste søn, som nu sidder i fængsel, blev født.

Den 16-årige datter er gravid og parat til at droppe skolen uden eksamenspapirer. Yngste søn er mobbeoffer. Hendes bror er invalidepensioneret fra forsvaret. Svigerinden er funktionel alkoholiker og leder af en bedemandsforretning, som ikke kører alt for godt.

Økonomien hænger selvfølgelig lige så godt sammen som en Mingvase efter en tur til jorden fra 5. sal. Og hvis bilen starter ved hjælp af nøglen, er det mere undtagelsen end reglen.

Mere end sitcom
Sikke noget, fristes man til at sige. Og som tv-koncept peger denne beskrivelse umiddelbart i retning af to farlige faldgruber: den triste og på en gang medlidende og arrogante ’godt det ikke er os’-fremstilling – eller den rendestensromantiske ’selv om vi er bundfald, kan vi sagtens have det sjovt og holde sammen’-skildring, der stort set altid sander til i populistisk snobben nedad med ’Huset på Christianshavn’ som lueforgyldt skræmmeeksempel.

Men heldigvis styrer serien ’Stella’ fornemt fri af såvel det ene som det andet tematiske hul.

Og bliver i stedet til et fornemt udfoldet eksempel på, at moderne tv-komedie kan være andet og mere end udveksling af knivskarpe og dobbelttydige replikker a la screw ball comedy på methamfetamin eller luntende snagen i og omkring i den yngre del af middelklassens problemer med intimbarbering og valg af takeawayrestauranter.

I stedet er der tale om en fortælling fyldt med varme, situationsbaseret humor og noget så sjældent som karakterer, der rent faktisk ligner mennesker og har regulære problemer, man kan identificere sig med.

Hvilket er velsignet og rigtig rart. Selvfølgelig er figurerne strammet tematisk op med en vis ensidighed til følge, men i forhold til selv det bedste af metervarerne fra USA er ’Stella’ den rene og skære køkkenvaskrealisme.

Nuance og dybde
Seriens skaber, Ruth Jones, der også spiller titelrollen og tidligere var en drivende kraft i den fremragende serie ’Gavin og Stacey’, har fortalt, at hun ønskede at skabe et alternativ til den kyniske, replikdrevne humor, som dominerer i disse år, og hvor figurerne mestendels er barnagtige, selvoptagede og i bund og grund nogle – menneskeligt set – kedelige typer.[fakta v2]

Og det har hun gjort med stor dygtighed, idet så godt som alle de medvirkende i serien kommer ud over kanten som sympatiske i et eller andet omfang. Ikke på nogen tyggegummibjørnene-agtig måde, hvor alt bare er dejligt; men serien gør sig umage ved at også at fortælle om baggrunden for adfærdsmønstre og handlinger, så der kommer nuancer og dybde.

Og samtidig har Ruth Jones og konsorter skabt et univers, hvor folk – i modsætning til det meste anden komedie – formår at flytte sig, blive klogere eller i det mindste udvikle sig i en eller anden retning.

Det gælder ikke mindst hovedpersonen selv, hvis letantændelige hjerte sørger for, at hun ved første sæsons afslutning står i en kattepine af de større, og som ikke kan henføres til andre forhold end det ene, at hun er et menneske med hud, hår og følelser.

Humoren er temmelig britisk og ikke af den mest larmende Benny Hill-slags. Snarere er det smilet og den stille latter, der kaldes på. Og så stoler ’Stella’ så meget på sit univers og sine virkemidler, at den også tillader sig reelle gags. Som eksempelvis figuren ’Daddy’, der taler et aldeles uforståeligt kaudervælsk, men som alle – undtagen folk, som ikke er fra den lille walisiske by – forstår udmærket. Indtil flere gange i hvert af de ti afsnit, kører der en rutine omkring denne finurlighed. Og den sidder lige i skabet hver gang.

Der er en ægthed og troværdighed over såvel univers som mennesker. Og med hovedpersonen har Jones skabt sig en stjerne og et højdepunkt i nyere britisk dramakomedie. Man savner Stella, når sidste afsnit er set. Men heldigvis er der en sæson 2 på vej til efteråret.