Lohengrin som omvandrende tysk håndværkersvend?

Tja, hvorfor ikke. Han kommer jo bogstavelig talt ud af det blå, Elsas mirakuløse redningsmand, da den sky pige pludselig står anklaget for at have slået sin lillebror ihjel.

Og sådan nogle ægte svaneriddere fra den hellige grals land, dem tror vi jo ikke længere på, vel?

Ergo blev Lohengrin til en håndværker på valsen, da Den Bayerske Statsopera i München sidste år skulle sætte ’Lohengrin’ op med tidens to absolut hotteste tyske operastemmer i hovedrollerne: tenoren Jonas Kaufmann og sopranen Anja Harteros, der netop nu synger Desdemona i Verdis ’Otello’ i Berlin.

Men instruktører, som står og skal sætte Wagner op på endnu en operascene, og som derfor leder efter endnu en god, ny idé, skal passe på.

Lige lovlig bombastisk
For den britiske instruktør Richard Jones er det, der på tegnebrættet lignede en endda rigtig god idé, endt som en lige lovligt bombastisk og ret tung affære.

Instruktøren må have tænkt cirka sådan her: Skal Lohengrin og Elsa være det perfekte par, og er han en håndværkersvend, hvorfor så ikke lade dem bygge et hus sammen?

En smuk ramme om deres fælles fremtid?

Under operaens æteriske ouverture ser vi Anja Harteros som en sorthåret Elsa stå ved tegnebordet og slå de streger, der skal blive til parrets nye hus.

Åbenbaring i en drøm
Hun ved jo med sikkerhed, der vil komme en ridder på en hvid svane og redde hende, og at ham skal hun giftes med.

Det har hun fået åbenbaret i en drøm. Altså kan hun lige så godt tegne parrets hus med det samme.

Harteros’ Elsa viser sig at være en vild og mut drengepige. Jonas Kaufmann kommer anstigende med svane i favnen og glødende italienske middelhavstoner på læben.

Ramler i tredje akt
Han redder Elsa fra Ortruds og Telramunds falske anklager om brodermord og går så ellers i gang med at hjælpe hende med at bygge huset.

I anden akt står huset færdigt, og i tredje akt er parret flyttet ind i deres nye, perfekte dukkehjem. Og så er det som bekendt, det hele ramler.

Lohengrin har ellers snedkereret både brudeseng og vugge til det kommende barn, men den onde Ortrud har plantet det nagende frø af tvivl i Elsas sind: Ingen ved, hvor Lohengrin kommer fra!

Hvem er denne mand, der med ryggen til, ja, uden overhovedet at bruge et sværd, kan slå en ridder som Telramund ihjel?

Ikke morsomt
Elsa spørger Lohengrin om hans navn, selv om hun ikke må, og Lohengrin må af sted igen. Hjem til gralsborgen og sin far, Parsifal. Slut med småborgerlig idyl og lykke inden for dukkehusets fire vægge.

Men at kigge på et par, der bygger hus i timevis, er ikke morsomt.

Overbevisende format
Det hjælper ganske vist overordentligt på sagen, at Jonas Kaufmann efter at have givet nogle lovende Wagnersmagsprøver på sin seneste cd her folder en komplet Lohengrin ud.

I brændende, slankt, stærkt og overbevisende format.

Vokal heltefigur
Med antydninger af italienerhulken, men inden for solide tyske rammer er han vokalt set en ungdommelig heltefigur og leverer en fornem gralsfortælling.

Over for Harteros’ sky, ofte nærmest fraværende Elsa – endnu en vokalt fremragende præstation – bliver det til indstuderede tude- og krammeture for Kaufmann.

Men for meget virker fortænkt. Hovedpersonen er hevet ned på jorden i en grad, så det virker utroværdigt, at han samtidig skulle være en helt fra en højere verden.

Pudsig opdatering
At skrue hele middelalderdramaet frem i nutid ved at transformere adelige våbenskjolde og 900-tals-dragter til polotrøjer med emblemer (til koret) ser pudsigt ud.

At smække et indforstået Wagnercitat tværs over scenekanten i tredje akt – udformet som blomsterdekoration – hænger ikke sammen med resten af fortolkningen.

Efter nogle næsten for rolige indledende tempi viser dirigenten Kent Naganos greb sig at give en fint flydende fortælling, og de øvrige roller er vokalt flot besat med Michaela Schusters Ortrud helt i dramatisk sikker særklasse.

Søgt aften i dukkehuset
Men det, der på tegnebrættet lignede en oplagt idé, ender som en ret søgt aften i dukkehuset.

Og når Lohengrin efter det uundgåelige brud slæber vuggen ned fra første sal, hælder benzin over den og brudesengen og sætter tændstik til, så må det vist primært være for, at også denne opsætning som så mange andre i de senere år kan skabe lidt ekstra Wagnerdrama med levende ild på scenen.

Læs flere kulturnyheder på pol.dk