Jeg er totalt med tårer fra øjnene.

Efter en uge i Afrika med Jakob Ejersbos roman ’Liberty vakler både sprog og virkelighed. Bogen er stor som et kontinent, svedig som et diskotek i Dar es Salaam og sort som en rejse til nattens ende.

Midt mellem ’Mørkets hjerte’ af Joseph Conrad og ’Den afrikanske farm’ af Karen Blixen rejser Ejersbo en forbandelse af en roman, som på nær ét bogstav kunne have brugt Blixens allerførste sætning én gang til: Jeg havde en far i Afrika ...

For fader- og forældreopgøret, eller forældreforklaringen, står centralt i ’Liberty’.

Velkommen til Afrika
Afrika er et drivhus med høj temperatur og kvælende luftfugtighed, hvor en dreng ved navn Christian skal blive teenager og voksen, alt mens hans forældre forsøger at være voksne i deres miljø af udsendte forretningsfolk, bistandsarbejdere og plattenslagere, en syg hvid verden plantet midt i en sort verden, hvor intet fungerer, og alt tilbydes.

Det begynder sådan her i romanens allerførste sætninger:

»Tropisk varme svøber sig om mig, da jeg træder ud af flyveren – gennem skumringen kan jeg se Kilimanjaros hvide snekrone i det fjerne.

Foran den lave lufthavnsbygning hænger en flok sorte mænd og ryger cigaretter ved et par arrede bagagevogne.

»Velkommen til Afrika,« siger far og lægger en hånd på min skulder ...«.

Her er det Christian, der taler, Christian fra Køge, hvis far efter mange års fravær hos Mærsk i det fjerne Østen nu har fået job på et projekt i Tanzania og vil samle familien.

Som Christian siger: »Nu skal jeg bo sammen med ham i nogle måneder, indtil mor kommer ned. Det er mærkeligt. Jeg kender egentlig ikke manden. Og når mor kommer med min lillesøster, så skal vi leve sammen som en rigtig familie«.

Et familieprojekt, der kommer både krokodiller, korruption og ikke så lidt kønsliv på tværs af.

Romanens afrikanske stemme
Men romanen har to stemmer, og med al respekt for den hvide Christian: Det er den sorte Marcus’ stemme, der er den mest spændende. Han begynder sådan her under et lille stikord ’Marabustork’, for sådan nogle stikord har han hele vejen igennem:

»»Hej du dér?«, råber bwana Jonas fra verandaen.

»Ja, bwana?«, kalder jeg tilbage fra husets bagtrappe ved køkkenet, hvor jeg sidder og venter på, at Katriina skal komme retur fra lufthavnen.

»Kom med nogle øl,« råber bwana Jonas.

»Kommer straks,« svarer jeg og springer til køleskabet. Datteren Solja kommer ud i køkkenet.

»Jeg er sulten,« siger hun – allerede god i det engelske sprog, selv om denne engelske familie kun har været her i fire måneder««.

Marcus er romanens afrikanske stemme, som Ejersbo har skabt med en næsten umærkelig swahilificering, små bitte drejninger i det danske tilsat et animeret billedsprog:

»Jeg må stege kødet, når køleskabet er dødt – ellers bliver der råddenskab«.

Marcus er de hvide wazungus hjælper, kok, tjener og børnepasser, han er deres chauffør, gigolo, slave og sexslave, han er de hvide børns egentlige far, og han er Christians ven og modbillede:

»Ved min fødsel i 1965 var jeg en slags marabustork på kødjagt i Serengetti Nationalpark. Min far arbejdede der, selv om vi er af stammen Chagga fra Kilimanjaros skråninger – men vi har ingen jord. I barndommen er jeg næsten et vildt dyr – løber bare i støvet, mens turisterne ankommer i små fly for at blive kørt rundt i Serengetti en enkelt dag. De har madkasser med fra hotellet i Nairobi – en stor hvid kartonæske«.

Den hvide vil være sort, og den sorte vil være hvid
Marcus er 15 år gammel i romanens første del, som helt enkelt hedder ’1980’, ligesom de følgende kapitler tager et år ad gangen frem til 1990.

Christian, danskeren, er ca. samme alder, og de to drenge bliver i løbet af dette tiår til alt for erfarne mænd, som har testet alt for mange stoffer, kvinder og overlevelsesmetoder i det afrikanske kaos.

Den hvide vil være sort, og den sorte vil være hvid, men hvor Christian konstant står i valgsituationer, bliver Marcus hele tiden sat i tvangssituationer, hvor både hvide og sorte udnytter hans krop og sjæl.

De frustrerede svenske og finske kvinder vil ’pumpes’, og når deres ikke mindre frustrerede mænd opdager det (selv om de selv pumper løs på sorte kvinder), er der mord, trafikulykker, tortur og politi af den korrupte afrikanske slags på spil i natten.

Jacob Ejersbo skriver med den hvide og den sorte drengs forskellige stemmer et Afrika frem, »som Gud har forladt«, og som afrikanerne drømmer om at forlade, men som europæerne slet ikke kan undvære.

Skandinavisk fordomskultur
Inderst i romanen er der en helt almenmenneskelig fortælling om at blive voksen, om mor og far og tab og kærlighed trods alt – trods virkelig alt.

’Liberty’ har et tilløb til heltinde i Christians mor, som ikke uden videre accepterer de korrumperede spilleregler omkring sig, men som lidt efter lidt knækkes af de afrikanske drifter, den dødelige afrikanske trafik og den store, forfærdelige ulykke.

Omvendt har romanen også en tydelig overskurk i den svenske bwana Jonas, som forlanger øl allerede i Marcus’ allerførste linjer, citeret ovenfor.

Man behøver ikke være den store ideologikritiker for at se et mønster i Jakob Ejersbos skandinaviske fordomsstruktur og fordeling af det danske, svenske og finske fra slemt og værre til værst.

Forholdet sættes på mange prøver
Alt er i opløsning, familier, individer, sorte, hvide og selve samfundet.

Opløsningen iagttages af to drenge, som skal finde og blive sig selv undervejs, og som Christian konstaterer: »Lige pludselig, så viser det sig bare, at ens forældre er idioter«.

Han er ikke nogen helt nem teenager, ham Christian, som et andet sted siger om selv samme forældre, at »de er lige til at lukke op og skide i«.

Forholdet mellem Marcus og Christian sættes på mange prøver, og den afgørende er mod romanens slutning, hvor de skal forsøge i fællesskab at drive et diskotek, ’Liberty’, i Moshi, Tanzania.

Det går ikke, og det er der meget, der ikke gør.

Man er totalt med tårer i øjnene
Læseren har været ikke så lidt igennem, da Christian efter 700 sider forsøger at hutle sig hjem til Europa, mens Marcus fortsat hutler sig gennem sit Afrika med billeder af Haile Selassie og Bob Marley på væggen.

Men det mærkelige er, at dette Afrika efter de 700 siders gru og håbløshed, men også varme, sanselighed og eksistentielle grundmenneskelighed, næsten ikke er til at undvære for læseren.

Man er totalt med tårer fra øjnene, som Marcus siger i det lille afsnit ’Brændende spyd’, hvor han ligger på hospitalet med en knust fod – kørt ned af en finne, som har opdaget, at hans kone i det høje Helsinki har født en baby med farve som et lille stykke chokolade.

En baby med en far i Afrika. Den forkerte.