Det skal være en funklende kultursten, der leger med Reykjaviks evige lys om sommeren og oplyser byens lange vintermørke.

Lige nu er det blot en stor mørk betonklump, der ligger i havnen i Reykjavik. Kan forvandlingen lade sig gøre i tide? Ved et pressemøde forleden i den rå koncertsal blev åbningskoncerten med Vladimir Ashkenazy og Islands symfoniorkester fastsat til at begynde 4. maj kl. 20. Så man må tro på det utrolige.

Og det har islændingene prøvet før. De står med et dybt forgældet land, hvis overmodige ’vikingeøkonomi’ blev skudt helt i sænk af den internationale bankkrise.

Sporene fra vikingegangsterne, som finansfolkene kaldes i dag, er synlige flere steder i byen; i højhuse, der i et lille område sprænger skalaen og blokerer udsigten til vandet for den gamle fiskerby, og i det store koncerthusbyggeri.

Internationalt mødested
Til en pris af en milliard kroner skærer den mørke klump i havnen i islændingenes øjne. De har svært ved at se den kommende skønhed for sig, når politifolk og børnehavepædagoger ikke har fået løn i månedsvis.

Hvorfor bruge penge på noget så unødvendigt som kultur, spørger mange islændinge sig.

Til forsvar for det privat initierede byggeprojekt skal siges, at de fleste udgifter var betalt, inden koncernen bag gik konkurs og staten overtog projektet.

LÆS OGSÅHer er 00'ernes smukkeste bygninger

Og i stedet for at lade det ligge som en uopført ruin vil landet få et koncerthus og kongrescenter, som kan gøre Island attraktivt som internationalt mødested midt i Atlanterhavet. Det er en investering, der skal være med til at redde Island.

Og med en koncertsal med 1.800 siddepladser skal man tiltrække mange udenlandske gæster. Det er større end DR’s nye koncerthus og noget overdimensioneret i forhold til, at Reykjavik er en by på størrelse med Aalborg.

Øvrige bebyggelser sparet væk
Henning Larsen Architects har under Peer Teglgaard Jeppesens ledelse tegnet huset, så det bliver både multianvendeligt og åbner sig mod byen. Tanken er, at det virkelig skal være et byens hus.

Det bliver ikke tilknappet og utilgængeligt som Operaen i København, men et mere folkeligt centrum som tegnestuens koncerthus i Uppsala.

Pladsen foran huset er en del af en masterplan, som tegnestuen også har tegnet, men her har krisen lukket planerne for de øvrige bebyggelser. Koncerthuset skal kunne klare sig selv.

Til det formål har man lavet et usædvanligt samarbejde mellem arkitektur og kunst. Olafur Eliasson har fået til opgave at skabe husets facader i en selvbærende glas- og stålkappe. Ideen er, at huset skal fremstå som en hyldest til Islands natur. Island består hovedsagelig af bjergarten basalt, og huset skal ligne en basaltsten, man har brudt et stykke af.

LÆS OGSÅTyske aviser hylder Olafur Eliasson

Den sydvendte facade, der kigger ind mod byen fra husets placering yderst i havnen, bliver en tredimensionel krystallinsk struktur inspireret af basaltens brudflader.

Islandsk slangeskind
Olafur Eliasson har sammen med sin ingeniør Einar Thorsteinn udviklet en såkaldt quasibrick – en stor byggesten i glas og stål.

Husets øvrige todimensionale facader ligner slangeskind, men mønsteret er fremkommet ved at lægge et snit ned gennem den tredimensionale quasibrick-struktur.

Facaden vil variere i transparens, farver og refleksion, der ikke blot skal gøre den til et funklende ikon for landet, men også tilbyde en konstant varierende oplevelse af Reykjaviks nok største aktiv; havet og de omkransende bjerge.

Det er svært helt at fatte omfanget af krisen, når man ser den optimisme, der ligger i sådan et kulturprojekt. Viljen til at overkomme nedturen er i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Politikens var inviteret til Island af Harpa.