Foran Helsingør Station plejer der at være frit udsyn over havnen: færgerne, Kronborg derude på pynten, Sundet og helt over til Sverige.

I dag er det noget andet, der fanger blikket, når man træder ud af stationsbygningen: en flere meter høj hvid kube med fotografier, tegninger og skrift »Velkommen til Kulturområde Helsingør – 2012«.

Den informerer om det kæmpe anlægsarbejde, der er i gang: landskabsprojektet Kulturhavn Kronborg, nyt søfartsmuseum, restaurering af Kronborg, byggeperioder, bygherrer, arkitekter, budgetter. Kulturværftet, der opføres på den gamle skibsværftsgrund, skal være »et nyt samlingspunkt for byen med hovedbibliotek, teater og koncertsale, udstillingslokale, værftsmuseum, projektrum, mødelokaler og café«.

Arealet udgør 13.000 kvadratmeter, anlægsbudgettet er på 286 mio. kr. Kulturværftet åbner den 10.10.2010, står der.

Måtte opgive anmeldelse
I mandags var jeg på rundvisning i de restaurerede bygninger fra skibsværftet og de helt nye huse forbundet af store kubeformede glasenheder. Imponerende. Mylderet af håndværkere, ingeniører og bygningsarbejdere gav samtidig en fornemmelse af panik før åbningstid.

Bygningerne står der. Alt er der. Men som chefen for Kulturværftet, Mikael Fock, flere gange nævner undervejs, er der ret meget, der ikke bliver klar.

LÆS OGSÅ Mandlig havfrue deler vandene i Helsingør

Det er ikke bare undskyldninger og premierenerver. Politikens arkitekturredaktør var i torsdags inviteret op for at se byggeriet for at anmelde det. Men han måtte opgive at skrive om Kulturværftet. Det er for meget en byggeplads nu, til at han ville kunne yde projektet en fair bedømmelse, mente han.

Man ser diskussionerne for sig, bag kulisserne på rådhuset, om, hvor vigtigt det nu også er at åbne på det talmagiske tidspunkt, 10.10.2010, som det blev annonceret for flere år siden. Mikael Fock joker med, hvordan der på åbningsdagen skal sættes post-it-mærker op rundt omkring, der forklarer, hvad der egentlig er hensigten med det forskellige, når det bliver helt færdigt.

Godt for Kulturværftets chef, at han har humor. Han har brug for den. Selv om arkitekturanmeldelsen altså må vente, kan han ikke savne meninger om projektet.

Glædens dag?
»Kulturhavnen bliver et ultimativt internationalt fyrtårn! Vi har meget at glæde os til på vej mod en ny storhedstid i Helsingør«. Sådan står der på hjemmesiden for ’Vækst & viden’, et netværk for det lokale erhvervs- og foreningsliv, turistvirksomheder og Helsingør Kommune.

I Lokalavisen Nordsjælland har lederen 5. oktober overskriften: ’Kulturværftets indvielse er ikke en glædens dag’. Her står bl.a.: »Ingen tvivl om, at Kulturværftet bliver en økonomisk klods om benet på Helsingør Kommune i en meget lang årrække fremover – ikke mindst fordi kommunen jo aldrig rigtig havde råd til projektet, men måtte låne pengene ved at udskyde afdrag på den langfristede gæld og derefter lænse kassebeholdningen med alle de ’uforudsete’ udgifter, som er løbet på i byggefasen«.

LÆS OGSÅ Kronborg-arkitekt siger nej tak til sexet havmand

Jeg fortæller Mikael Fock, at jeg altså også kan noget med talmagi: I år er det nemlig 24 år siden, jeg flyttede fra Helsingør i en alder af 24. Halvdelen af livet i Helsingør, halvdelen i København. Der var adskillige værftsarbejdere i min familie, hvorfra jeg var den første, der blev student og alt det der. Ikke noget særsyn i min årgang. Men alligevel en slags forklaring på min splittede holdning til det fine moderne kulturhus i ruinerne af den beskidte industriarbejdsplads.

»Jeg er jo halvt proletar og halvt kulturelite. Halvt Helsingør- og halvt københavnersnude«, siger jeg spøgende til min far, som jeg lidt efter mødes med på Café San Remo i Stengade. Vi taler om, hvor mange jeg egentlig har kendt, der arbejdede på værftet. Det er omkring 10. Jeg spørger min far, om ikke hans liste ville blive på over 50.

Fra erindring til myte
Min far, der lige er blevet 71, kan godt virke lidt distræt. Men nu ser han på mig med et fast blik:

»Jamen, Henrik. De er jo døde og borte. For længe siden«, siger han.

Manden har jo ret. Det er meget længe siden. Det er 28 år siden, værftet lukkede. Det vil sige, at der nu er tusinder i Helsingør, der ikke var født dengang, der er i gang med at opfostre en ny generation. Spøgelset ’værftet’ er egentlig ikke længere reel erindring. Det er blevet til myte. Folklore. Vi bliver afbrudt af en kvinde, en af min søsters gamle klassekammerater. Jeg spørger hende om Kulturværftet.

»Jeg synes først, man skal have flødeskum, når alt det andet er klaret. Det virker, som om de vil skabe et glansbillede«, svarer Maibritt. Kulturværftet er emne i knap 30 sekunder, før det har ledt hende ud i fortællinger om, hvor nedslidt og resursefattig vores gamle skole er blevet.

Det larmer længere nede ad Stengade. Foran rådhuset står små 100 kvinder, mange af dem med barnevogne. Det er de kommunale dagplejemødre. De demonstrerer mod de kommende kommunale nedskæringer på området. Kommunens budget skal beskæres med 200 mio. kr. Der skal fyres 130 offentligt ansatte.

Udråbt til dynamo
Jeg går en tur i gaderne. Der er en hel del flere tomme butikker end sidst, som vel er et år siden. Jeg bestiller pizza på Le Brasserie. Læser i Kulturværftets programavis. Den første artikel er skrevet af Mikael Fock:

»Kære læser – eller måske skulle jeg hellere sige kære opdagelsesrejsende (...) Med åbningen af Kulturværftet begynder der en helt ny tid ... vi kalder det for den tredje bølge. I sin historiske tid har Helsingør altid været på en bølgetop eller i en bølgedal. Den første bølge varede 500 år«.

»Det var tiden med sundtolden, en gigantisk pengemaskine, der skabte Kronborg og Danmark. Internationalt var Helsingør dengang større end København. Så gik der hundrede år i bølgedal. Efter den kom værftstiden med industrialisering, håndværkskunnen og velfærd for Helsingør og Danmark. I 1983 havde værftet sendt sit 429. skib af sted og drejede nøglen om«.

LÆS OGSÅ Helsingør Kommune sløjfer 132 stillinger

»Den 10.10.10 søsætter vi det 430. skib – det store kulturskib, som skal sende os ud på den tredje bølge – kulturbølgen. Vi kender ikke havet, vi sejler på (...) I Kulturværftets sekretariat drømmer vi om at være med til at bygge de nye skibe sammen med dig. Der er nok at bygge på. Der findes vel ikke det sted i verden, som kan konkurrere med Helsingør, når det gælder stærke kernefortællinger«.

Når man er kommet sig over metaforerne og kaospilot-mombojomboen er det i og for sig indlysende, hvad han mener. Avisen præsenterer huset og programmerne, sådan som man gør i ethvert nyere kulturhus i danske provinsbyer. Helsingør er jo langtfra den første by, hvor nedlagte industribygninger er blevet til kulturhuse og udråbt til dynamoer for erhvervsliv og turisme.

De smed kulturen ud
Oppe på Elværket på Rosenkildevej møder jeg Bo Hill Larsen. Han er udlært blikkenslager, men ikke mindst spiller han musik. Bo har intet behov for noget Kulturværft, fortæller han i et af øvelokalerne:

»Det gamle værft var jo blevet et kulturområde. Indtil byggeriet af Kulturværftet begyndte, var der 50-60 selvstændige erhvervsdrivende der: malere, kunsthåndværkere, små virksomheder, karateklub m.m. De smed kulturen ud af det gamle værft, byggede en mastodont til en halv milliard, som nu skal fyldes med kultur. De har skabt en konkurrent til det kommunale kulturhus, Toldkammeret, der har svært ved at køre rundt som koncertsted, selv om det er mainstream pop- og rockbands, der spiller der«.

»Så hvad er det egentlig, de laver? Noget, hvor dronningen kan gå op ad den røde løber én gang om året og høre Stig Rossen synge. De må have en idé om, at de kan trække publikum udefra. Der er ikke publikum nok i Helsingør til det. Bortset fra til biblioteket. Det er deres alibi. Folk bruger jo biblioteket. Men hvad var der galt med det gamle«, spørger Bo Hill Larsen.

LÆS OGSÅ Bronzeskulptur stjålet i Helsingør

På rådhuset sidder udviklingschef Stella Hansen. Hun har ligesom kulturværftschefen ganske rigtigt en idé om, at projektet skal have besøg udefra, fra Nordsjælland og Helsingborg. Hun forklarer, hvordan hun ser Kulturværftet som en del af en større strategi for udvikling af byen.

»Du kan kalde det en satsning, der trak andre investorer med sig: Realdania, andre fonde og staten, som fik den samlede investering op på 1,2 milliarder kroner. De havde ikke lavet så stor en tilsvarende investering, hvis kommunen blot brugte 50 mio. på at renovere værftsgrunden og bygge nogle boliger«.

Noget turistorienteret
Jeg ringer til Bent Jørgensen, der skrev lederen i lokalavisen.

»Selvfølgelig skulle der ske noget med området, der har ligget hen i 25 år. Men det er da forfærdeligt, at man ikke har større ambitioner end at bygge et bibliotek, en teatersal og nogle andre småting på en af Danmarks bedste byggegrunde«.

»Lige ud for Kronborg skal man da lave noget turistorienteret. Jeg går ikke på biblioteket, når jeg er på ferie. Man skulle bygge noget, der virkelig kunne blive et klenodie. Man fik aldrig en grundlæggende debat om, hvad området kunne bruges til. Finansieringen er opnået ved, at man i fire år ikke har betalt på kommunens langfristede gæld. Det var fire gange 65 millioner. Det er gæld, man har udsat, det er som at overtrække kassekreditten. Nu begynder ekstraregningerne at vælte ind fra byggeriet«.

LÆS OGSÅ Helsingør giver Zulu Sommerbio baghjul

Jeg får en kop kaffe ud for Møllers Conditori. Lene Arnéll går forbi. Vi gik i parallelklasse i gymnasiet. Nu er hun gift, har to børn og er socialpædagog.

»Jeg var imod det fra starten. Men jeg ved ikke ... På vej hjem fra Sverige i sommer så jeg turisterne stå på færgedækket og tage billeder af Kronborg, som de plejer. Men de fotograferede også Kulturværftet. Der skete der et eller andet. Det er jo helt sindssygt, som det har kostet, det hus. Men nu er det der. Det er jo også spændende«.

Kulturhuset, ingen bad om
Mange mener, at den mangeårige konservative borgmester blev væltet sidste år på grund af modstanden mod Kulturværftet. Debatten har været voldsom i årevis nu. Ingen benægter, at Helsingør får et kulturhus, ingen har bedt om, men mange har bedt sig fri for.

Der er samlet tusindvis af protestunderskrifter, en uautoriseret telefonafstemning med 6.800 deltagere viste i 2005, at 85 procent af dem var imod. Men så var der jo det store regnestykke. Argumenterne for var lige så forskelligartede som dem imod. Hvad var alternativet?

LÆS OGSÅ Farvel til Danmark som skibsbyggernation

I sit værksted nede i Strandgade sidder kunstmaleren Jimmy Jørgensen. I ti år huserede han på det nedlagte værft. Så blev kontrakten sagt op. Hans synspunkt er ret radikalt:

»Riv det hele ned, og lav en stor grøn plæne i stedet«, sagde han om de gamle værftsbygninger allerede i 2001. Han viser mig artiklen fra Helsingør Dagblad, som han har liggende på sin Mac.

»Man har lavet et stort ar i panden på Kronborg. Alle byer med respekt for sig selv har store grønne områder, hvor borgerne kan slappe af. Kunne man ikke have sådan et over for Kronborg? Jimmy var for nogle år siden Årets Kunstner i Helsingør. Diplomet hænger på væggen. På hans Facebookprofil står der: »Jeg er ikke stolt over at være helsingoraner. Jeg er taknemmelig«.

Afventende holdning
Jeg møder Mikael Fock igen. Jeg spørger ham, om det hele ikke er ret meget op ad bakke.

»Folk forholder sig afventende. Den økonomiske situation har ændret sig dramatisk. Det kobler mange mennesker sammen med Kulturværftet. Men de sammenligner pærer og bananer. Pengene til Kulturværftet er ikke kommet fra de kommunale budgetter. Folk vil erfare, at det er en kæmpe magnet for turister og folk i byen. Helsingør er en meget kosmopolitisk by. Man har set meget her. Derfor lader man sig heller ikke imponere så let«.

I Öresundståget mod København sidder jeg over for to kvinder. Jeg kan høre på deres samtale, at de er bibliotekarer.

»Kommer du ned og ser til os den 10.«, spørger den ene. »Ja, vi skal jo have T-shirts på med ’10-10-10’«.

Hun ryster på hovedet, mens hun taler:

»Det sidste jeg hørte dernedefra var, at tidsskriftsreolerne ikke kunne komme ind ad døren. Og telefonerne virker ikke ...«.