Arkitekter kan ikke længere tegne. Det har de computerprogrammer til. De kan åbenbart heller ikke tale. Vi hører i hvert fald ikke noget til dem i den offentlige debat om, hvordan vi skal bo i fremtiden«.

Reklamemanden Frederik Preisler smiler sardonisk – og fortsætter så efter en lille kunstpause:

»Måske kan arkitekter heller ikke tænke. Man kan i hvert fald godt få mistanken, når man ser de boligområder, de vil have os til at bo i«.

Debatmøde
Tilhørerne i det stuvende fyldte lokale i Arkitekternes Hus på Christianshavn ler. Nogle mere anstrengt end andre. Der er en del arkitekter til stede.

Det er sidst på eftermiddagen. Arkitektforeningen har indkaldt til debatmøde om, hvordan vores byer skal indrettes i fremtiden, og om, hvordan arkitekterne kan påvirke udviklingen.

LÆS OGSÅ Ny arkitektur: Forbrænding skal være sexet

Mødet markerer afslutningen på udstillingen af de 12 præmierede projekter i den konkurrence, ’Vis os hvordan vi skal bo – tæt’, Statens Kunstfonds arkitekturudvalg udskrev i august sidste år. Opgaven var at komme med visioner for, hvordan danskerne i fremtiden kan bo mere bæredygtigt, end vi gør i dag. For vi er det folkefærd i verden, der bor på flest kvadratmeter, i gennemsnit 52 kvadratmeter pr. snude. Og det har en høj pris:

Det kræver ressourcer at bygge så stort og bagefter at vedligeholde og opvarme de mange kvadratmeter. De vildtvoksende parcelhusområder æder af landskabet, så store dele af Danmark i dag er forvandlet til diffuse arealer, der hverken er land eller by. Og når vi bor så spredt, får mange langt til arbejde og bruger både tid og brændstof på transport.

Besvarelser som film
I modsætning til andre konkurrencer om arkitektur skulle deltagerne i bo tæt-konkurrencen ikke aflevere deres besvarelser som tegninger og rumlige illustrationer på store plancher, men som en film af tre minutters varighed.

Frederik Preisler, direktør i reklame- og pr-bureauet Mensch, var dommer, og det samme var filmklipperen Kasper Leick og SF’eren Ida Auken, formand for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Derudover sad en håndfuld arkitekter i komitéen.Fortætning.  Et eksempel på fortætning i et gammelt boligområde. Foto og illustration: MVRDV Architects og Kim Faber

Preisler, Leick og Auken er rørende enige om, at konkurrencen har været meget vellykket. De præmierede film præsenterer ikke konkrete løsninger på, hvordan vi skal bo i fremtiden. Til gengæld appellerer de til vores drømme og fantasier.

»Filmene handler om, hvad det er for et liv, vi skal leve i den arkitektur, arkitekterne skaber«, som Kasper Leick siger.

Drøje hug
Og de beskriver det på en måde, supplerer Frederik Preisler, så almindelige mennesker faktisk kan forstå det. Underforstået: Det er arkitekter normalt dårlige til.

Faktisk har mange andre end arkitekter deltaget i konkurrencen. En del kunstnere, blandt andet. Omvendt har ingen af de store danske tegnestuer været med.

LÆS OGSÅ København får 90 meter høj kunstig skibakke

»Og hvor fanden er de henne i den her diskussion«, undrer Ida Auken sig. »Er de for fine til at tage filmmediet alvorligt, eller hvad ..?«.

Der bliver i det hele taget delt drøje hug ud til arkitektstanden på mødet, mens de tilstedeværende arkitekter dukker hovederne. En anfører dog, at filmmediet er fremmed for arkitekterne, og at det kan være en årsag til den manglende deltagelse. Og en anden, der har været ansat som byplanlægger i en kommune, bemærker, at der for få år siden faktisk var et projekt, som skulle komme med forslag til, hvordan man kunne øge tætheden i et parcelhusområde. Men ingen parcelhusejere meldte sig, klager byplanlæggeren.

Arkitekternes ansvar
Frederik Preisler ryster på hovedet.

»Det der klynk kan vi ikke bruge til noget. Jeg kan godt huske den udstilling, og der var ingen andre end de indforståede, der forstod et klap af, hvad det hele handlede om«, siger han.

Næ, arkitekterne må simpelthen til at lære at kommunikere med andre end sig selv, mener Preisler: »For det er jeres ansvar, at vi begynder at diskutere det her. Det er arkitekterne og ingen andre, der kan vise os vejen«.

Holland
Hvis der er nogen i Europa, der ved, hvordan man bor tæt, er det hollænderne. På hver kvadratkilometer hollandsk jord lever der i gennemsnit næsten 500 mennesker. Til sammenligning er vi 130 danskere om det samme areal.

Allerede når man flyver hen over det flade hollandske landskab, gennemskåret af kanaler og grøfter, er forskellen på danskernes og hollændernes boligvaner til at få øje på. Store parcelhusområder som dem, der omgiver alle danske byer – med fritliggende enetages huse på 150-200 kvadratmeter og grunde i størrelsesordenen 800 til 1.000 kvadratmeter – er nærmest ikke-eksisterende.

Derimod bor masser af hollændere kompakt i række- og klyngehuse med små haver, kan man se ud gennem flyvinduerne.

Fortætning
Det er den unge danske arkitekt Rune Veile, der har opfordret mig til at komme til Holland. For, som han siger, der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, når det drejer sig om fortætning af byer.

Det har hollænderne allerede gjort. Han bor for tiden i Rotterdam med sin kæreste Sara Bjelke, der også er arkitekt, og deres snart to år gamle dreng, Birk. Rune og Sara er ansat på arkitekttegnestuen MVRDV, der er i mange år har arbejdet med fortætning af byer og boligområder. De to danske arkitekter vandt 2. præmie i den danske bo tæt-konkurrence.

Rune Veile møder mig på Rotterdams hovedbanegård i centrum af byen.

»Vi bor lige i nærheden«, siger han, mens vi går gennem tunnelen under sporene. Udenfor er der små hundrede meter over til en kanal, grønne græsplæner og høje træer. Husene langs kanalen er typiske hollandske fireetagers byhuse, cirka fem meter brede og lidt mere end det dobbelte dybe med to boliger i hver – den nederste med adgang til en lille have, den øverste med stor altan eller tagterrasse. Sara og Rune bor i et af husene, omkring 500 meter fra stationen.

Savner dansk debat
Forbløffende, at man kan bo med egen have og grønt område uden for døren ikke længere væk fra en storbys hovedbanegård, end at man nærmest kan høre højttalerne på perronerne, konstaterer jeg.

»Ja. Og vi føler det nærmest, som om vi har eget hus, og mærker ikke noget til, at vi bor meget tæt på naboerne«, siger Rune Veile, som virkelig savner en dansk debat om, hvordan vi skal bo i fremtiden«.

LÆS OGSÅ Bjarke Ingels udkommer på Ipad

»Og der er overhovedet ingen tvivl om, at vi skal rykke tættere sammen, mener han. Ét er alle argumenterne om bæredygtighed. Noget andet er fordelene ved at bo tæt. Tæthed betyder alt andet lige et bedre udbud af forretninger, institutioner og kulturelle tilbud.

»Men det er også en vigtig pointe, at fordi vi skal bo tættere, skal vi ikke bo dårligere. Jeg tror ikke på de ekstreme løsninger, hvor boligerne bliver gjort helt minimalistiske og klumpet sammen. Og det kan godt lade sig gøre at fortætte byområderne og stadig bygge boliger af en rimelig størrelse – og samtidig skabe flere uderum i forbindelse med boligerne«, siger Rune Veile.

Ingen højhusskræk
Rotterdam er ikke en smuk by i klassisk forstand. Centrum blev bombet sønder og sammen under Anden Verdenskrig, og bymidten rummer ikke flere huse fra før krigen, end at de vel kan tælles på et par hænder.

Til gengæld er byen proppet med nyere arkitektur, ofte udfordrende, provokerende, helt ud til kanten af de almindelige forestillinger om, hvordan et hus kan se ud.

LÆS OGSÅ 8-tallet er en hel landsby i ét enkelt skævt hus

Et af de mest kendte eksempler er arkitekten Piet Blooms kubehuse, et boligbyggeri bestående af gule og grå terninger, der balancerer på spidsen hen over en trafikeret vej og nogle jernbanespor.

Og så lider hollænderne ikke af skræk for højhuse. Overalt i Rotterdams centrum knejser de, og i modsætning til mange andre storbyer, hvor højhusene rummer kontorer, bor Rotterdam-borgerne i dem. For eksempel i Det Røde Æble, der står på en lille ø midt i et gammelt havnebassin – 124 meter højt, 40 etager med 152 lejligheder.

Mod til at eksperimentere
Men der er også masser af tæt og lavt boligbyggeri i eller helt tæt på centrum. I det hele taget springer variationen i boligudbuddet i øjnene. Og vovemodet.

»Hollænderne er ikke så bange for at rive noget ned, selv om det kun er 40-50 år gammelt. Hvis ikke byggeriet fungerer eller er blevet overhalet af udviklingen: Væk med det, og så bygger de noget nyt. De er ikke særlig sentimentale i forhold til deres arkitektur«, siger Rune Veile.

Vi er på vej for at se et eksempel på, hvordan arkitektonisk vovemod kan tage sig ud i lille skala – og på, hvordan man kan skaffe både mere plads og et udeareal i ét hug – uden at fylde flere kvadratmeter. Kvarteret, vi går igennem, minder om det, Rune Veile og Sara Bjelke bor i. Vi drejer om et hjørne og bang ...

Dristig arkitektur
Det er et helt almindeligt treetagers hus. Oprindelig bygget til et skrædderi, men i dag har Sjoerd Didden og Ghislaine van de Kamp deres parykværksted – med alverdens teatre som kunder – i de to nederste etager, mens parret og de to sønner bor på den øverste. I 2006 udvidede familien boligen opad.

Oven på det flade tag står i dag tre små huse med hver sit soveværelse på en stor tagterrasse – hele baduljen malet Gauloises-blå. Det er arkitekten Winy Maas, partner i MVRDV, der har tegnet den utraditionelle tilbygning, som på afstand ligner en computeranimation.

Var der slet ingen problemer med at få myndighedernes tilladelse? spørger jeg Ghislaine van de Kamp. I København kan det jo være en kamp bare at få lov at etablere en helt almindelig altan.

»Næ. Måske fordi Winy kun havde skrevet nummeret på farven, da han søgte om byggetilladelse«, siger hun og smiler. Og fortæller, at der var naboer, som i begyndelsen fandt byggeriet respektløst.

»Nu tror jeg, at de ville protestere, hvis det blev fjernet. Sådan går det jo tit med dristig arkitektur«.

Ny by der fungerer
Almere er Hollands nyeste by. Den er anlagt for 37 år siden for at aflaste Amsterdam efter de principper, der gjaldt dengang: Spredt boligbyggeri omkring store grønne områder med et diffust centrum ved byens station – som vi også kender det i Danmark fra for eksempel Albertslund.

Men nu er man gået i gang med at fortætte Almere, og planen er, at befolkningstallet i de kommende år skal vokse fra de nuværende 190.000 indbyggere til 350.000. I Holland – som i Danmark – vokser storbyerne i disse år, og en by som Amsterdam kan ikke absorbere mange flere indbyggere.

En del af væksten i Almere skal ske i nyanlagte områder. Men man har også bygget et nyt bycentrum med en væsentlig større tæthed end i det gamle.

»Hvor svært kan det egentlig være«
Det er sidst på formiddagen og hundekoldt. Alligevel er der mennesker på gaden. Ikke trængsel, men alligevel væsentlig flere end man ser på gaderne i for eksempel Ørestad. Forklaringen er den enkle, at der i Almeres nye centrum ligger masser af forretninger og boliger og store institutioner klos op ad hinanden.

For eksempel er byens sygehus ikke placeret ude på en mark, men her i centrum. Stort set alle lokaler i gadeplan er okkuperet af forretninger, og i de par timer, Rune Veile og jeg går rundt i byen, ser vi ikke et eneste tomt forretningslokale. Oven på forretningerne ligger der nogle steder kontorer, men som regel boliger med små haver og terrasser på tagene.

Her føler man sig da meget godt tilpas, siger jeg til Rune Veile.Byrum.  Det nye bycenter i Almere med boliger oven på forretningerne. Foto og illustration: MVRDV Architects og Kim Faber

»Ja«, svarer han. »Hvor svært kan det egentlig være«.

Vi går ind på en af de mange cafeer for at få en kop kaffe. Tjeneren Leonie Klandermans bor selv i Almere og er glad for det. På cafeen er der næsten altid gæster, fortæller hun, sygehuset og forretningerne trækker mennesker til, og for mange af beboerne er cafeen deres stamsted.

»Fordi der bor mennesker her i centrum, er her heller ikke øde om aftenen. Man føler sig altid sikker ved at gå på gaden«, siger hun.

Grise i højhuset
MVRDV ligner så mange andre tegnestuer af i dag: ét stort åbent lokale, hvide vægge, råt interiør, beliggende i en gammel industribygning. Til gengæld tegner MVRDV-arkitekterne nogle ret usædvanlige huse.

For eksempel de to ombyggede siloer på Islands Brygge i København, Gemini Residence. Et andet er under opførelse i Rotterdam lige nu: en torvehal, hvis vægge og lofter består af lejligheder – endnu et godt eksempel på, hvordan hollænderne blander boliger og erhverv på en måde, vi i Danmark ikke er i nærheden af at mestre.

LÆS OGSÅ Dansk arkitektur-komet bliver til udstilling

Winy Maas er den ene af tegnestuens tre stiftere. Og, fortæller Rune Veile, dens største kreative kraft. Det er ham, der tænker alle de vilde ideer og hele tiden sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man plejer at gøre tingene. For eksempel hvorfor det nu lige er, at vi ikke stiller de store svinestalde på højkant? Grise kan da sagtens bo i højhuse. Det ville optage mindre plads. Og grisene kunne få adgang til frisk luft – ude på altanerne.

Tja, hvorfor egentlig ikke?

Unge børnefamilier i klemme
En stor del af tiden rejser Winy Maas rundt i verden for at besigtige tegnestuens projekter, for at holde forelæsninger eller for at rådgive for eksempel den franske præsident Sarkozy om Paris’ bymæssige udvikling.

Men nu er han i Rotterdam og har tid til en lille snak om fortætning af byer. Og de problemer, der opstår, når middelklassens børnefamilier flytter ud af byerne – som i Danmark, hvor syv ud af ti hellere vil bo i en forstad eller på landet – ofte fordi det er den eneste mulighed, hvis de gerne vil have en lille have.

»Præcis det problem, Sara og jeg har, når vi om et års tid skal flytte tilbage til København«, siger Rune Veile. »Vi vil gerne blive boende inde i byen, men vil også gerne have adgang til en lille have eller en tagterrasse. Men det er jo helt umuligt i København til en pris, vi kan betale«.

At gøre det attraktivt
Winy Maas nikker:

»Sådan er det i mange byer. Middelklassen flytter ud, tilbage bliver de meget rige og de studerende. Og byerne får seriøse problemer med skattegrundlaget«.

LÆS OGSÅ Danske boliger får pris på international messe

»Derfor er det også utrolig dumt, at man ikke løser problemet med, at du i den ene ende af spektret har enfamiliehuset og i den anden lejligheden, men ikke noget midt imellem. Den virkelige udfordring for moderne storbyer er at gøre det attraktivt for de unge middelklassefamilier at bo i byerne«.

Ingen eksperimenter
Rune og jeg har talt om, hvordan tankerne om fortætning virkelig støder på nogle psykologiske barrierer Danmark. Blandt andet fordi der her til lands er så meget prestige i at rutte med pladsen. Hvorimod hollænderne i generationer har været vant til at klemme sig sammen. Hvad kan vi gøre i Danmark for at komme videre, spørger jeg Winy Maas.

»Eksperimentér«, siger han. »Kom i gang med at bygge huse, som udspringer af tæthedsprincipper. Få lavet et katalog over løsningsmuligheder. I Holland er der en stiltiende overenskomst mellem investorer og bygherrer, både private og offentlige, og arkitekterne om, at man kan eksperimentere med omkring fem procent af et byggeri. Man tager nogle chancer. Der bliver vel bygget omkring 100.000 boliger om året i Holland. Så at kunne eksperimentere med de 5.000 – det er da fantastisk«.

Rune Veile sukker: »I Danmark er der meget få arkitekter, der eksperimenterer«.