I virkeligheden skulle jeg have været til Japan.

Endda mens kirsebærtræerne blomstrede og for at foretage en af mine yndlingsbeskæftigelser: kigge på møbler og industriel design.

Desværre kom der et jordskælv i vejen og en efterfølgende atomulykke, og så gik den tur i vasken.

Men der må være en Gud, for samme dag min rejse til Japan blev aflyst, blev jeg inviteret en tur til Warszawa i Polen. For at se på design.

Og det fortryder jeg ikke, men tager man til Polen i den tro, at det er som at komme til Italien eller Finland, hvor det flyder med designobjekter, så bliver man grundigt skuffet.

Men sikke et potentiale. Og sikke en skam, at den polske regering ikke værdsætter design, så polakkerne og vi andre kunne få lov at se, hvad de polske designere formår.

Ikke plads til designermøbler
Nationalmuseet i Warszawa har en kæmpe samling af møbler, glas, keramik og tekstiler fra det 20. århundrede, som er gemt på et lager uden for byen.

Tingene blev vist på udstillingen ’We want to be modern’ på Nationalmuseet tidligere i år, men nu er de sendt tilbage på lager. Der er nemlig ikke plads til dem nogen steder, og museet kan ikke finde ressourcer til udvidelser, så man kunne lave en designafdeling.

Og det er sgu en skam. De træstole, jeg så på lageret, ligner en blanding mellem det bedste fra tyske Bauhaus og den danske designscene.

Stole i formspændt træ med metalben, der giver Arne Jacobsen kamp til stregen. Andre i krydsfiner og atter andre i trådnet – a la de franske, man konstant ser i boligbladene.

Kun ganske få af dem blev sat i produktion, for den socialistiske økonomi i 1950’erne var slet ikke gearet til at tænke på design.

Der manglede konstant ressourcer, og selv om designerne skar al overflødig pynt væk, var stolene alligevel for dyre at fremstille i et land, hvor man havde rigeligt at gøre med at få mad i butikkerne og skaffe tøj til befolkningen.

Ergo røg alle designermøblerne på lager. Sammen med glas, der er så fint, at finnerne godt kan gå hjem og lukke – ligesom et hav af tekstiler, der blev fremstillet til dekorationer i private hjem, restauranter og butikker.

Skal tigge og bede om det
Under socialismen håbede designerne, at deres ting på et tidspunkt ville blive sat i produktion og komme ud til et stort publikum. De søgte efter en særlig polsk tone, som – modsat hvad man måske tror – var både lys, enkel og moderne.

Inspirationen kom fra hele verden, men også fra Polen selv – og blandt andet fra det gamle landbrugssamfund, hvor man fremstillede gode, gedigne møbler af billige materialer.

Alligevel endte det meste altså på et museumslager, som man endda kun kan få lov at besøge, hvis man tigger og beder om det.

De designere, der i dag prøver at leve af deres design, står i en helt anden situation end deres forgængere. For dem er problemet ikke, at der mangler ressourcer til at lave stole, borde og skabe.

For dem er problemet, at de fleste polakker er revnende ligeglade med design. De vil i hvert fald ikke betale ekstra for en stol, blot fordi den har et kendt navn under sædet.

Og da slet ikke når Poznanregionen er hjemsted for en stor del af Ikeas møbelproduktion, hvorfor Polen fuldstændig har overgivet sig til den svenske indretningsgigant.

Ergo hutler designerne sig igennem med lidt grafikerjob, lidt undervisning og lidt produktion til venner og bekendte. Sikkert som så mange andre designere rundt omkring i verden.

Polsk hengemt designskat
Men modsat danske designere er de polske designeres udfordring at få befolkningen til at opdage design.

Til at indse, at en stol får ekstra værdi, hvis den er smuk, er fremstillet af gode materialer og er komfortabel.

Det har mange af os fattet her i Danmark, hvor vi – mere eller mindre med rette – har kaldt os selv for en designnation de seneste mange årtier.

Det punkt er man ikke nået til i Polen endnu. For det har der slet ikke været energi til. Nok handler design om at gøre livet lettere og smukkere i mange sammenhænge.

Men hvis hele samfundet først skal bygges om, hele bydele renoveres, økonomien omlægges og det politiske system igennem en centrifuge, så kan det ligesom være lige meget, hvor pæne møblerne er.

Men det skal nok ændre sig. For gud, hvor var det dog trist at køre væk fra det møbellager der uden for Warszawa og vide, at den designskat, jeg lige havde haft fingrene i, for altid er sendt til de evige jagtmarker.