Da det olympiske stadion i canadiske Montreal stod færdigt – eller rettere: halvfærdigt – kort før de olympiske leges åbning i 1976, fik det kælenavnet ’The Big O’ med reference til overdækningens form som en doughnut.

Men som årene gik, ændrede kælenavnet sig. To bogstaver blev tilføjet, så den futuristisk udseende mastodont blev kendt som ’The Big Owe’ – ’Den store skyld’.

Forfald
Årsagen var den enorme gæld efter det prestigiøse byggeri, der i årtier har ligget som et tungt åg hen over nakken på skatteyderne i Canadas næststørste by. Stadion med dets 66.000 pladser var oprindelig budgetteret til at koste 134 millioner canadiske dollar eller knap 775 millioner kroner.

Da den olympiske ild blev tændt, stod taxameteret på det dobbelte, og håndværkerne var som nævnt langtfra færdige.

LÆS OGSÅOL serverer 14 millioner måltider mad til atleter

Og da Montreals bystyre i 2006 endelig kunne sende det sidste afdrag på lånene af sted til kreditorerne, havde byen, inklusive diverse reparationer og udbedringer af konstruktionsfejl samt renter og renters rente, betalt ikke mindre end 1,6 milliarder dollar – 9,2 milliarder kroner.

Efterfølgende har driften af det store anlæg aldrig hængt sammen, især på grund af for få arrangementer og for mange tomme sæder. Derfor har der ikke været nok penge til vedligeholdelse, og stadion er langsomt forfaldet. Og flere andre OL-anlæg i Montreal har lidt en tilsvarende om end knap så grel skæbne som det store stadion.

Succesoplevelsen Barcelona
Montreal er, kort sagt, skrækeksemplet over alle på, hvor galt det kan gå, når en by kaster sig ud i det olympiske eventyr, uden tanke for at tingene også skal hænge sammen, når ’den olympiske familie’, publikum og medierne er rejst, og det er blevet hverdag igen.

Men det behøver ikke gå så galt. Det bedste eksempel på, at det faktisk er muligt at afholde legene på en måde, der ikke udvikler sig til en skandale, finder vi i Spanien, nærmere bestemt i Barcelona, værtsby i 1992.

»Barcelona brugte OL til at gennemføre forbedringer af byen, der rakte ud over selve begivenheden«, siger arkitekt Katrine Østergaard Bang, som forsker i store begivenheders betydning for byudvikling og er ph.d.-studerende ved Kunstakademiets Arkitektskole.

I begyndelsen af 1980’erne kastede mange års diktatur under Franco-regimet stadig lange skygger over Spanien. Sammenlignet med landene i Nordeuropa var Spanien tilbagestående og dets byer nedslidte. I Barcelona udarbejdede bystyret en stor plan for, hvordan byen kunne udvikle sig fra et provinshul til en metropol med opgradering af infrastrukturen, renovering af nedslidte områder og anlæggelse af strandparker og marinaer.

LÆS OGSÅMario og Sonic slukker den olympiske ild

Og så var det, at nogen fik en god idé. Hvorfor ikke byde ind på afholdelsen af de olympiske lege og lade dem være den motor, der drev den nye udviklingsplan fremad?

»De havde deres ’Barcelonaplan’, som de omdøbte til ’Den olympiske plan’, og så lånte de bare byen ud til de olympiske lege i tre uger«, siger Katrine Østergaard Bang.

Og Barcelona kan i dag – i modsætning til Montreal – se tilbage på en succesoplevelse.

Også fordi Barcelona, i modsætning til Montreal, undlod at bygge et stort og dyrt olympisk stadion, men renoverede og genbrugte i stedet det gamle stadion fra 1927, som var bygget, da Barcelona bød på de olympiske lege i 1936.

Farvel til de hvide elefanter
En stor del af de attraktioner og servicefunktioner, som i dag gør Barcelona til en smuk og pulserende storby, er altså et resultat af legene. Sammenligner man, hvor meget Barcelona og Montreal i forbindelse med OL har brugt på henholdsvis sportsanlæg og på funktioner som infrastruktur og offentlige byrum, springer to ting i øjnene:

Montreal og Barcelona investerede faktisk stort set lige mange penge i sportsanlæg, omkring 17-18 milliarder kroner. Men mens Montreal kun skød nogle få hundrede millioner i at forbedre byen, brugte Barcelona cirka 35 milliarder kroner, svarende til næsten to Storebæltsforbindelser, på at gennemføre sin byudviklingsplan.

Noget tyder altså på, at hvis afholdelsen af et OL tilfører en by noget merværdi, accepterer borgerne de store investeringer. Og har OL-værterne undladt at opføre for mange store dyre idrætsanlæg, som står mere eller mindre ubenyttede hen efter legene – ’hvide elefanter’, som de kaldes – øger det opfattelsen af en succes.

LÆS OGSÅ Værterne har dommertække under OL

I 2001 blev belgierne Jacques Rogge valgt til formand for Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Hans forgænger, spanieren Juan Antonio Samaranch, havde, nærmest rituelt, altid afsluttet et OL med at udnævne det til ’det bedste nogensinde’ – i betydningen ’det største nogensinde, målt på idrætsgrene, deltagere og tilskuere’.

Men Jacques Rogge var medlem af en gruppe under IOC, som analyserede legene i australske Sydney i 2000 og byens problemer med at udnytte de olympiske anlæg efter legene. Og på baggrund af gruppens arbejde gik Rogge som formand i gang med at gennemføre reformer af den olympiske bevægelse.

Udviklingen, hvor flere og flere obskure idrætsgrene kom med på det olympiske program, blev bremset. Og der blev skruet ned for kravet til antal tilskuerpladser. Alene ved at begrænse IOC-pingernes mulighed for at invitere gæster har de forskellige stadioners tilskuerkapacitet kunnet reduceres med flere hundrede pladser.

London vil ikke forbygge sig
London har lagt sig meget i selen for at leve op til IOC’s krav om, at arven efter de olympiske lege, som afholdes fra 27. juli til 12. august, ikke skal ende som en forbandelse.

I lighed med Barcelona har den britiske hovedstad haft en udviklingsplan – ikke for hele byen, men for en stor bydel – som grundlag for sit bud. Bydelen hedder Stratford og ligger i det nordøstlige London. Et område, som bestod af stærkt forurenede og forladte industriområder og nedslidte boliger.

Målet med OL-værtskabet er, at Stratford skal opgraderes til mindst det samme niveau som det samlede London. Der er bygget boliger og anlagt parker og kulturelle tilbud, og infrastrukturen er blevet voldsomt forbedret. Området er i dag et af de bedst forsynede med kollektiv trafik og stisystemer til gående og cyklister.

Men London er gået et skridt længere end tidligere olympiske værtsbyer.

LÆS OGSÅOL-faklen 2012 består af 8.000 huller

»Udover den fysiske oprustning af bydelen har man også brugt OL til at skabe en socioøkonomisk effekt i området. Der har været en meget høj arbejdsløshed i området, og de entreprenører, der har vundet de forskellige byggeopgaver, er blevet pålagt at ansætte en bestemt mængde lokal arbejdskraft«, siger Katrine Østergaard Bang.

Også udnyttelsen af idrætsanlæggene efter legene har været i fokus. Det store olympiske stadion kan under legene rumme 80.000 tilskuere. Det er designet til efter legene at kunne graderes så langt ned som til 25.000 tilskuere.

Det er imidlertid endt med, at stadion fremover skal være hjemmebane for West Ham, som i den kommende sæson vender tilbage til den bedste engelske fodboldrække. Klubben har besluttet sig for, at stadion skal have en tilskuerkapacitet på 60.000 tilskuere.

Flere af de olympiske konkurrencer afvikles i allerede eksisterende anlæg. Og den store basketballarena, som kan rumme 12.000 tilskuere, kan afmonteres og eventuelt genopføres et andet sted, hvis der skulle være behov for det.

Finanskrise kom på tværs i London
Men uanset hvor godt arrangørerne planlægger, kan meget gå galt. Fortællingen om et fattigt byområde, der bliver løftet op, kan meget hurtigt blive til en historie om, at man tager fra de fattige og giver til de rige.

»Mange tror, at den nye moderne bydel vil blive en ø midt i slummen. Og at de mennesker, som har boet i Lower Lea Valley-området, bliver skubbet ud, når det bliver mere attraktivt. Som det er sket på Vesterbro i København. Der er jo noget unyttigt ved de der store anlæg. Og hvis det kommer til at handle om, at pengene til de olympiske anlæg er taget fra sygehuse og skoler ... Der er bare så mange usikkerhedsfaktorer«.

LÆS OGSÅTV-station sender hele OL fra første pil til sidste spark

Blandt andet de økonomiske konjunkturer. Da London tilbage i 2005 bød på legene i år, var der bragende højkonjunktur. Budgettet forudsatte en massiv økonomisk indsprøjtning fra private investorer.

Men i takt med at den økonomiske krise tog til, forduftede investorerne, og regeringen måtte selv træde til i højere grad end beregnet. I 2008 var lommesmerterne så kraftige, at den daværende olympiske minister Tessa Jowell udtalte:

»Hvis vi havde vidst, hvad vi ved nu, havde vi så budt på de olympiske lege? Sandsynligvis ikke«.

Fordobling af budgettet
Da byggeriet af de olympiske anlæg samtidig er blevet dyrere end beregnet, er det endt med en fordobling af budgettet i forhold til i 2005, og skræmmeeksemplet fra Montreal har været nævnt i den britiske debat.

I den canadiske by står det store stadion som et skrammet vidnesbyrd om, hvad manglende omtanke og dårlig planlægning kan koste. I 2004 fik baseballholdet Expos nok af de lurvede omgivelser, og klubben flyttede hjemmebanen til Washington, D.C., i USA.

Også arrangørerne af en stribe andre sportsbegivenheder, koncerter og udstillinger har fravalgt det olympiske stadion.

Der drysser jævnligt betonstykker ned fra de nedslidte konstruktioner, og det mest fornuftige ville nok være at rive stadion ned. Det kvier man sig dog ved.

Tanken om at have betalt 9,2 milliarder kroner for en stor bunke betonbrokker er ikke tillokkende.

FACEBOOKBliv ven med Politiken