Kilometervis af pigtråd, overvågningskameraer og højspænding giver indtryk af, at London er under belejring.

At ønske sig adgang til den olympiske by, før legene åbner om 41 dage, synes da også at være så håbløst som at rejse fra øst til vest i Berlin under den kolde krig.

Fra en bølge til et skvulp
De officielle kanaler er spærrede. Ringer man til den statslige bygherre Olympic Delivery Authority’s presseafdeling, beder de en om at sende en mail, som de ikke svarer på, heller ikke ved gentagne henvendelser måneder i forvejen. Sikkerheden omkring de olympiske anlæg er massiv.

Ingen kender de officielle tal, men det antages, at mellem en fjerdedel og en tredjedel af OL’s budget på cirka 10 milliarder pund går til sikkerhed. Sikkert er det i hvert fald, at ingen slipper ind ved et tilfælde.

Pressedækningen af OL er styret, så det på forhånd er udpeget, i hvilken retning og i hvilke tidsrum journalisterne skal kigge.

LÆS OGSÅOL i London censurerer tilskueres brug af sociale medier

Set udefra har det olympiske stadion tegnet af stadioneksperterne Populous en vis elegance med sin spinkle stålrørskonstruktion. Lysmaster er indbygget i taget og følger den bærende konstruktions trekantmønster, så stadion fremstår som en forholdsvis helstøbt og meget stiliseret kongekrone.

Zaha Hadids svømmestadion var smukt tænkt, som en elegant svungen bølge. Men nedskæringer fik den til at skrumpe ned til et lille skvulp, som man i stedet udstyrede med to midlertidige tribuner, der slører dets landskabelige sokkel.

Der er trukket en dug ud over stilladserne, som man kunne håbe fik tilføjelsen til at indgå mere sømløst. Men tribunernes plane flader virker kun som en fornærmelse i mødet med den dobbeltkrumme kalvetunge i midten.

Det kom med toget
OL’s forbudte by er ikke skudt frem på en bar mark. Den er dumpet ned ved bydelen Stratford i det nordøstlige London.

Det var oprettelsen af jernbanen i 1830’erne, der her gav grobund for en by med småindustri og et vidtstrakt tæppe af lave arbejderboliger, der snart voksede sammen med London. I dag er det også jernbanen – i form af en ny højhastighedslinje fra Kings Cross Station foruden to andre forbedrede toglinjer – der er det transportmæssige udgangspunkt for udviklingen af OL-byen.

Et universitet og en aflægger af Royal Theatre var hidtil det eneste, bydelen havde at bryste sig af. Som østlondonforfatteren og -flanøren Iain Sinclair skriver i bogen ’Ghost Milk’, var Stratford rolig, løs og lidt lyssky; her havde man det fint med ikke at få for meget bevågenhed. Enhver passede sit, og det gav den dens charme.

Derfor er Sinclair også ekstra rasende på OL-områdets tredobbelte indhegning, på, at han skal vise pas, når han sejler på kanalen i sin egen by, ja, på alt, hvad der har at gøre med den slags Great Projects, der udraderer en langsomt fremvokset lokal kultur.

LÆS OGSÅStorbritannien opruster på sikkerheden til OL.

Jeg må i hvert fald give denne hvidglødende OL-kritiker, at området fremstår som en form for blitzbyudvikling, som den man kender fra kinesiske storbyer, hvor de hyggelige, men utidssvarende hutongbebyggelser viger for kapitalstærke megaprojekter.

Projektet er ude af skala med omgivelserne; det er landet som et meteor ned i Stratfords uendelige rækker af lave murstensbyggerier. Forestil jer en hel bydel af kartoffelrækkehuse, der lige får klemt et par kvadratkilometer indhegnet Ørestad ind.

Men spredt rundt i Stratford stod nu i forvejen flere tilfældige mistrøstige højhuse, som tegn på, at selvtilliden længe har været lav. Harmonien i Stratfords jævne bebyggelse var allerede forstyrret, før OL landede, ligesom den første udvikling af Kalvebod Brygge i København bærer sine tunge spor efter en by, der accepterede hvad som helst, bare nogen ville investere i den.
Lysvandfald.  Overdækningen af forpladsen til Kings Cross Station er en virkelig elegant udvidelse af John McAslan + Partners. Foto: Jens Lindhe
Indkøbscenteret
En olympisk investering må give rystelser i nærmiljøet. Forretningerne langs den tidligere hovedgade High Street er nu ringe besøgt, og mange står tomme. Aktiviteten er flyttet hen til et tidligere baneterræn, hvor det gigantiske indkøbscenter Westfield er opført mellem de tre togstationer, der skal betjene OL.

Efter samme model som i Ørestad – ja som i hele den vestlige verden – forestiller man sig, at lykken er at koncentrere al detailhandel i et indadvendt overdækket storcenter med internationale kædebutikker. I sådan en magnet for masseforbruget vinder de kortsigtede økonomiske gevinster over de langsigtede sociale og æstetiske hensyn.

LÆS OGSÅMario og Sonic slukker den olympiske ild

Men hvor forfærdelige Westfields enorme lukkede facader end forekommer udefra, så må jeg give, at jeg er ret imponeret af livet inde i det overdækkede center. Østlondonerne tilsyneladende elsker stedet. Her myldrer med mennesker, Westfield er tydeligvis et udflugtsmål, og der er god stemning med dagslys på alle tre etager.

Centeret har de to afspærrede bydele Olympic Park til den ene side og Athletes Village til den anden. Vi opnår adgang til den sidste – efter at være blevet gennemtjekket bedre end i lufthavnen – sammen med en arkitekt fra C.F. Møllers tegnestue.

De har som den eneste tegnestue fra kontinentet bidraget med at tegne nogle af dens nye beboelseshuse. Under legene vil byen fungere som et hotel for atleterne, men bagefter skal de 5.000 lejligheder sælges og lejes ud.

Bag hegnet
’Atleternes landsby’ er et tåbeligt navn, for den har overhovedet ingen landsbykarakter. Dens byplan minder om Ørestad City. Store enheder i 12 etager arrangeret omkring rektangulære grønne fællesarealer.

Angiveligt er det meget bæredygtigt alt sammen, tæt på standarden for passivhuse, men det er langt fra den superbæredygtighed, man forestillede sig, da London vandt buddet om OL. Siden kom finanskrisen, og det første, der røg, var ekstraudgifter til særlige bæredygtige tiltag.

Men der er gjort en del ud af, at byrumsinventaret virker solidt, og at et fint bølgende landskab syner tilvokset ved hjælp af mange nyplantede store træer. Men hvordan byen vil virke, når tusinder af mennesker skal have deres hverdag her, kan man kun gætte sig til.

LÆS OGSÅRengøringsfolk skal spionere ved OL 2012

På nær enkelte håndværkere, der er ved at færdiggøre og udbedre de sidste mangler, er her nemlig ikke et øje. Det er en spøgelsesby, indtil legene går i gang, og det mest slående er monotonien bag de overfladiske variationer.

Hver tegnestue har fået en karré, og selv om vilkårene har været de samme, står C.F. Møllers ’Plot N13’ frem i sin gedigne saglige enkelhed.

Hvor de øvrige bebyggelser har eksperimenteret med nye beklædningsmaterialer og forsøgt at ornamentere facaden med forskellige grafiske virkninger, har C.F. Møller skabt et nedtonet hus med en gul murstensfacade, der er muret på stedet.

Faktisk var det finanskrisen, der muliggjorde kvalitetsfacaden – pludselig var murere til at betale. Det er som en hilsen tilbage til arven fra Aarhus Universitet, særlig i bebyggelsens åbne grønne gårdrum, der har en storslået udsigt over en banegrav og Østlondons endeløse rækkehuse.

Stålparken
Men OL i London vil ikke gå over i arkitekturhistorien for sine bygningsværkers spektakulære kvaliteter.

Værst er Anish Kapoors ’Orbit’-skulptur. Det 115 meter høje asymmetriske tårn med en frit svævende udsigtspavillon på toppen er en donation fra stålproducenten Arcelor Mittal til en værdi af 17 millioner pund.

Måske er det en præstation fra Arupingeniøren Cecil Balmonds side, men som skulptur virker den forkrampet og uforløst. Den spiller på referencer til Babelstårnet, Eiffeltårnet og Tatlins Tårn. Men modsat sidstnævnte hovedværk i den russiske konstruktivisme undgår den ikke en lodret bærende søjle, og det gør hele den omstændelige balanceøvelse påklistret og uelegant.

Ro.  Som den eneste bebyggelse med en smule værdighed troner C.F. Møllers gule murstenshuse for enden af en bypark i Atleternes Landsby, som ikke har meget landsbykarakter over sig.

OL 2012 står ikke for nogen umiddelbare synlige kvaliteter. Ikke før lyset er sat og tv-kameraerne tændes. For i virkeligheden er det jo alt sammen bare kulisser til tv-showet. Arkitekturen skal først og fremmest virke på fladskærmene, og så ser man ikke de enorme områder af telte, stilladser og trailere, der omgiver arenaerne og fylder OL-parken ud.

Det er ikke en verden, der er tænkt, at man skal opleve i virkeligheden. Og derfor er den omgivende Stratford også ligegyldig og mest til besvær, som de mange kilometer elektrisk hegn og pigtråd signalerer.

FACEBOOKBliv ven med Politiken