Aldrig har Kommunehospitalet taget sig bedre ud.

Eller Palmehuset, eller Statens Museum for Kunst, eller Rosenborg eller, ja, hvilken som helst bygning, der ligger i eller omkring Botanisk Have.

De fremstår på denne solbeskinnede efterårsdag på måder, jeg aldrig har set dem før. Og det er havens skyld. Eller rettere fornyelsen af havens skyld. For første gang i min levetid træder haven og dens omgivelser frem som et sæt af fine rammer omkring overdådige kik, der pludselig dukker frem, idet jeg går igennem haven.

Det er landskabsarkitekten Jens Hendeliowitz, der har forestået renoveringen af haven, og den er blevet ualmindelig vellykket.

Gennem slørene af et århundredes gradvise tilvoksninger og rationelt ændrede stiforløb har han genfundet Henrik August Flindts romantiske haveplan fra 1874 og så vidt muligt ført haven tilbage hertil.

Slap dynamik
Flindt skabte Østre Anlæg, Botanisk Have og Ørstedsparken, hver med sine karakteristika, men alle tre med forbillede i den engelske havekunst.

Det er haver, der er skabt til at spadsere i, og som skal bringe overraskelser omkring hjørnet, gerne af en arkaisk, idyllisk eller ligefrem uhyggelig art. De små overraskelser er et vandfald, en smuk og sjælden plante (dem er der mange af her!), eller en grotte, de store overraskelser er det lange blik, når haven pludselig åbner sig, og man for enden ser et storslået motiv.

I denne type have er afvekslingen det væsentlige; man skal hele tiden opleve en dynamik mellem de lange kik og de små snævre rum.

Den elastik var blevet ganske slap med årene. Manglende blik for planen havde efterhånden reduceret den til en samling af selvstændige haverum uden nogen fornemmelse for hverken sammenhæng eller helhed.

LÆS MEREBotanisk Have bliver 10.000 kvadratmeter større i dag

Det er det, Hendeliowitz har ført tilbage.

Først og fremmest ved at åbne og flytte beplantning, og ved at skabe en ensartet grusbelægning på stierne, et fælles gulv, der strækker sig rundt i alle gangarealernes snørkler fra Nørreport til Sølvtorvet og helt hen til havens bygninger. Hans pointe er, at det er formidlingen og oplevelsen af planterne, der er motivet i haven, ikke en myriade af belægningstyper.

Det er på den måde lykkedes at stramme haven gevaldigt op, simplificere og rydde ud for at fremvise dens egentlige mangfoldighed.

Tag derud med respekt
Det har været en vanskelig sag, for Botanisk Have er ikke blot en prydhave.

Det er en videnskabelig forsknings- og formidlingshave, så man har ikke bare kunnet fjerne et hvilket som helst træ, der stod i vejen for planens skønhed. Hver eneste gang har man måttet vurdere, om der fandtes andre eller bedre træer af samme art, hvis ikke måtte man vige udenom og i stedet give det de bedste betingelser.

Det er imponerende, hvor langt man er nået i alle hensyn.

LÆS OGSÅKøbenhavn får gigantisk museum i Botanisk Have

Et af dem har været, at fornyelsen skulle lette havens pleje. Det er blandt andet blevet til et automatisk vandingsanlæg og en række nye pergolaer og espalierer i glasblæst rustfrit stål. Det er måske ikke så smukt et materiale, men fordelen er, at det er diskret. De er dybest set blot grå skeletter, som planterne skal dække.

Der er mange nye tilføjelser at glæde sig over, nye gamle bænke, amfiteater, en oval staudehave, skilte, der inviterer til at sidde på græsset, og meget mere. Tag derud og indtag haven med respekt for, at det er en botanisk have og ikke en folkepark.

Indre Bys højeste punkt
Måske den største forandring alligevel er åbningen af Observatoriehøjen, som altid har været et mærkeligt lille aflukke i byen.

Det er Indre Bys højeste punkt og udsigten herfra til alle byens tårne er i dag pragtfuld og ikke mindst det genskabte kik til Christian Hansens kommunehospital.

Her ser man, hvor fin bygningen kan tage sig ud. Mon ikke der en dag også bliver råd til at rydde op foran den?