Skal en retsbygning være streng og indgyde respekt eller være blød og inkluderende?

Jeg spørger, fordi Retten på Frederiksberg tilsyneladende har forsøgt sig med begge dele i en og samme bygning, og jeg ved ikke rigtig, om det er helt vellykket.

Retten på Frederiksbergs nybygning rejser sig skævt afskåret fra en stor nydannet plads. Naboer er Solbjerg Kirke og Hack Kampmanns gamle fredede retsbygning, som den ny er forbundet med via en gangbro i 1. sals højde.

Pladsen er lige nu blot et tomt stentæppe i et flimrende mønster med lidt træer og to små bænke. Visuelt er den velfungerende, men ingen af de omgivende bygninger har funktioner i stueetagen vendt mod pladsen, og byrummet beder næsten om at blive brugt til marked eller lignende.

Flydt ud af sin form
Den nye retsbygnings tag og facader er dækket af en ensartet brunlig tegl. De er bygget op som horisontale lag, men de får et lodret udtryk gennem deres høje og smalle vinduesåbninger med automatiske gyldne skodder i strækmetal, ikke ulig den nærliggende Copenhagen Business School-bygning Kilen.

Mens materialer og facadeudtryk således virker fint underlagt og tilpasset den bymæssige helhed, virker bygningsformen en hel del friere.

Huset fremstår næsten som et sprødt rugbrød, der under bagningen er flydt ud af sin form, selv om den angiveligt er aftegnet af fredningslinjer og bygningsreglement og har slået et sving uden om et eksisterende træ.

LÆS OGSÅDer er masser af plads til prustere i det nye Fælledparken

Den ensidige hældning på taget er bestemt af højden på Kampmanns gamle retsbygning, og hvor dens tag hører op, retter nybygningens sig op i et dobbeltkrumt svung. Det giver spektakulære effekter, og det kan være meget sympatisk at benytte omgivelsernes linjer, men det er ikke noget funktionelt stærkt formgivningsprincip.

I stuen løfter det ene hjørne sig klædt i glas. Arkitekterne ville gerne signalere åbenhed og gennemsigtighed ind til receptionen, men energikravene fordrede, at glasset blev solafskærmet med en film, og så forsvandt åbenheden næsten igen. Men materialeskiftet angiver klart nok, at det er her, bygningens indgang ligger.
Foto:  Marius Nyheim
Et hårdt greb
Det eftergivende og ret delikate ydre modstilles dog af fasthed og stramhed indenfor. Her begynder alvoren i en meget enkelt disponeret bygning.

Allerede før man er kommet for en dommer, fornemmer man, hvad det vil sige at være i fængsel. Den varme glød uden på huset er væk, og i stedet er her et smalt atrium, der går gennem hele bygningens længde.

Hvide terrazzofliser på gulvet, og hvide stenplader på væggene giver et hårdt miljø. Det er her, borgerne bliver til klienter i retssystemet. Alt er bygget for at kunne modstå mishandling, kun små nicher med høje bænke af egetræsstave, og egetræsrammer omkring de højt placerede vinduer opbløder indtrykket en smule, mens man venter på at få sin sag for.

LÆS OGSÅSelv planterne ser bedre ud efter renovering af Botanisk Have

I retssalene er alle møbler lavet af samme enkle hvide laminat, og dommernes podium er hævet blot få centimeter – forskellene mellem høj og lav er små i det danske retssamfund. Selv dagslyset fra de højt placerede vinduer er jævnt fordelt.

Øverst er retssalene beklædt med egetræsstave på en rødorange dug, og det giver de ellers kønsløse rum en smule karakter og varme.

Men sikkerhed og beskyttelse mod indkig har alle vegne prioritet over komfort.

Retten på Frederiksberg viser et varmt eftergivende ydre, men indadtil veksler det til et hårdt, fast greb om de anklagede.