Hjemmelavet. Til en pris på knap 15.000 kroner per kvadratmeter har Een til Een lavet et hus, der oser af pionerånd, sommerhushygge og veldisponerede rumligheder.  Foto: Peter Mydske

Hjemmelavet. Til en pris på knap 15.000 kroner per kvadratmeter har Een til Een lavet et hus, der oser af pionerånd, sommerhushygge og veldisponerede rumligheder. Foto: Peter Mydske

Arkitektur

Digital bjælkehytte vender op og ned på byggebranchen

Arkitekterne Frederik Agdrup og Nicholas Bjørndal har printet (ja!) et fantastisk hus.

Arkitektur

To mand skal kunne bygge et hus uden brug af kraner eller tungt udstyr.

Sådan lød dogmet fra de to unge arkitekter i firmaet Een til Een, Frederik Agdrup og Nicholas Bjørndal, der nu i princippet har printet et hus. De har fremstillet det digitalt og lokalt på Nørrebro, printeren er blot en fræser, og papiret er krydsfinerplader fra bæredygtigt finsk skovbrug.

Med teknisk hjælp fra det engelske firma Facit Homes har arkitekterne kunnet tegne huset, ligesom de og bygherren ønskede, trykke på ’Print’ og selv køre alle delene op til en sommerhusgrund i Asserbo Plantage.

Her blev delene til nummererede byggeklodser, som de selv har monteret på fire uger. Taget og den ydre beklædning i bæredygtig gran blev dog overladt til et tømrerfirma.

Men hvad er der så kommet ud af dette 400 klodser store ’legohus’ i træ?

Så bæredygtig som muligt Huset står på kanten af en lysning i plantagen båret af et skelet af træbjælker og svæver på 28 stålpæle.

Derved rører det minimalt ved grunden, og man kan afmontere hele huset igen uden at efterlade spor.

Havde man brugt et betonfundament, ville man have brugt mere energi og stå med en ugenbrugelig rest. Hele livscyklussen er tænkt så bæredygtig som muligt.

Smukt lys og digitale detaljer
Da vi ser huset en klar efterårsdag, står det med en flammende frisk overflade og tager sig umiddelbart kompliceret ud. Det er sammensat af to gange to enheder med ensidige taghældninger vendt hver sin vej, så det rejser sig mod både nord og syd.

Referencen til Jørn Utzons Espansiva-projekt fra slut-60’erne springer straks i øjnene. Her er de samme enkle moduler, som kan stødes mod hinanden, vendes og beklædes forskelligt og udbygges i det uendelige.

Det var dengang et genialt system, som kunne have skabt langt større variation i datidens industrielle byggeri, men det blev aldrig sat i stor produktion. Een til Een stiler højt med dette venlige nik til den højeste forgænger i disciplinen ’kompleks almindelighed’. Men de går et skridt videre i formgivningen.

I alle fire gavle er der skabt fordybninger med et motiv af en saddeltagsgavl. Det giver foruden en munter formmæssig forvirring en række udvendige siddepladser, der gør facaderne til udendørsmøbler. I fordybningerne er træbeklædningens mønster blevet spejlet, så negativ er positiv.

Det er et hus med detaljer, der afslører, at det har været et pilotprojekt og en legeplads for arkitekterne og bygherren.



Det er et hus med detaljer, der afslører, at det har været et pilotprojekt og en legeplads for arkitekterne og bygherren. Men også at den digitale teknik uden væsentlige fordyrelser åbner for en kompleksitet i selv små projekter.

Det kan virke en kende spraglet at se på lige nu, men ad åre vil huset patinere gråt, og så vil formrigdommen nok træde mere afklaret frem.

Indenfor er hovedhuset ét langt rum sammenstillet af de to store moduler, der trækker lys ind fra henholdsvis nord og syd. Det giver her på efteråret, hvor solen står lavt, en fantastisk virkning med en kold blå og en varm gul ende af rummet. Den varme ende åbner desuden mod haven i en vestvendt glasgavl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Håndens og åndens arbejde i skøn forening

Det er et flot hus, som de to arkitekter med en fortid på tegnestuer som 3XN, Henning Larsen, Claus Bjarrum og Søren Robert Lund har begået. Men modsat mange af deres kolleger i branchen synes de, at det væsentlige ved faget er at styre ethvert led i processen. Når arkitekterne selv overtager fremstillingen af byggematerialerne, sparer bygherren ikke blot fordyrende led, men også misforståelser og unøjagtigheder. Og i det større perspektiv tegner denne lokale produktionsform en vej ud af globaliseringens negative spiral.

Man nøjes ikke med at beholde det rene videnstunge arbejde hertillands og overlade den beskidte fremstilling til et dunkelt lavtlønsområde i Asien. Alt foregår på samme adresse, ideelt set på selve byggepladsen, for at mindske transporten og med et samlet overblik over byggeriets miljøbelastning. Engang var det en naturlov, at man blev uddannet håndværker, før man blev arkitekt. Men det blev mere eller mindre overflødigt, da byggeriet blev industrialiseret. Denne produktionsmetode muliggør, at håndens og åndens arbejde på ny forener sig i byggeriet. Og det er måske det største perspektiv i det digitale træhus i Asserbo.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce