Egetræsfarver. Beklædningen til møblerne er valgt ud fra egetræsløvets palette fra tidlig forår til sen efterår. På den måde knytter møblerne an til beplantningen udenfor glasvæggene.
Foto: Adam Mørk / Christensen & Co

Egetræsfarver. Beklædningen til møblerne er valgt ud fra egetræsløvets palette fra tidlig forår til sen efterår. På den måde knytter møblerne an til beplantningen udenfor glasvæggene.

Arkitektur

Anmeldelse: Eviggrønne oliventræer skaber forbilledligt smukt studiemiljø

I Lyngby kan man studere matematik og computervidenskab under store grønne træer - indenfor.

Arkitektur

Hvis man som jeg troede, at matematikstudierne på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby er befolket af mænd klædt i stumpebukser og ternede skjorter og med tankerne udelukkende begravet i lange formler, så tager man fejl.

LÆS OGSÅ

Da jeg en klar forårsdag stikker hovedet indenfor i bygning 303B på DTU Compute, er alle herinde stilbevidst klædt, og mindst halvdelen af de studerende er kvinder. Og ligeledes er det med forskerne. Nørderne er blevet sexede. Men det er ikke brugerne, jeg er kommet for at anmelde. Det er deres nye undervisningsbygning.

Grøn oase Der vokser store træer indenfor, og overalt hvor jeg kigger hen, sidder studerende i grupper og samarbejder koncenteret under træernes eviggrønne løv. De sidder i store møbler udformet som en slags polstrede båse omkring en bordflade. Vægge og gulv er hvide og lyse, mens træerne, møblerne og menneskene udgør øer af farver.

Rummet, de sidder i, er ligesom bygningen tre etager højt og fungerer som en slags indendørs byrum. Det er ikke et almindeligt atrium, men snarere en hovedgågade med stille sidegader, der er omsluttet af bygningens otte indre tårne. De rummer forskerkontorer i de to øvre niveauer og undervisningslokaler med grønne gulve i stueplanet.

Spinkle trapper og broer hænger ned fra loftet og forbinder tårnene i de øvre niveauer og etagerne imellem dem.

De ophængte broer er med til at dramatisere det luftige og lyse rum. Træerne, møbleringen og en fint dæmpet akustik er med til at skabe oplevelsen af nogle afgrænsede rumligheder mellem tårnene. Det gør, at de studerende nok mærker de mange andres tilstedeværelse i det indre byrum, men de forstyrres ikke af den. Det er ret godt klaret.

Skalaen er ramt rigtigt, så man ikke lander i alle de problemer, man traditionelt har i åbne storrumskontorer, hvor man må bruge alt for mange kræfter på at lukke omgivelsernes visuelle og akustiske støj ude.

Tidstypisk strukturalisme
Det nye undervisningshus er tegnet af Christensen og Co Arkitekter, og det tager på mange måder udgangspunkt i kvaliteterne og manglerne i DTU's eksisterende arkitektur. Universitetet er først og fremmest arkitektonisk interessant for måden, landskab og bygninger fletter sammen.

Det er et forbilledligt smukt studiemiljø, hvor høje egetræer danner en veritabel skov omkring Eva og Nils Koppels enkle koordinatsystem af nøgterne treetages længehuse i gule mursten og sort træ fra 1960-erne. Det er tidstypisk strukturalisme, som principielt kunne udvides i det uendelige.

Men husene er organiseret med cellekontorer omkring lange korridorer, og i længestrukturen har man ingen fornemmelse af, at forskning kan være et fællesskab og en holdindsats. Det nye hus bryder planen i murstenslængerne ved at bringe en glas- og aluminiumskasse ind på tværs.

LÆS OGSÅ

Den ligger majestætisk for enden af Matematiktorvet og en høj trappe, der formidler et af Lundtofteslettens niveauspring, der andre steder på campus er omgivet af DTU's karakteristisk smukke støttemure.

Selv om landskabet er smukt, er universitetet funktionelt afkoblet fra den øvrige by på samme måde, som forskerne er afkoblet fra hinanden. Man har ikke noget at komme på DTU efter, hvis ikke man lige studerer eller forsker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Indvendig styrke

Det nye glashus står som en bleg og kølig fætter til et sort glashus, Erik Møller Arkitekter har tegnet i den modsatte ende af torvet. Formmæssigt er Christensen og Co's nye hus udadtil lige så nøgternt og tilbageholdt som Koppels gule længehuse, men facaden leger med et system af klare og matte glasflader. De fortæller ikke noget om, hvordan huset er disponeret. Deres spinkle samlinger svarer f.eks. ikke til etagedækkenes tykkelse og fortæller heller ikke om tårnenes placering bagved. Det er bare en forfinet glasæske, og så er det synd, at de spinkle profiler går tabt i de oplukkelige vinduer, der har en bred aluramme. LÆS OGSÅ Man burde have undladt at sætte glas i disse ventilationsklapper.





Det er først indenfor, at huset viser sin styrke. Atmosfæren fra DTU's havecampus er trukket ind i den lette bygning. Oliventræerne er grønne året rundt, og sammen med den naturlige ventilation og de store glasflader giver de oplevelsen af, at man sidder i en stor udestue i det flotte haveanlæg.

Gennem de store glasflader låner bygningen tilmed lidt materialefornemmelse fra naboens gule mursten. Og det er også tiltrængt. For miljøet med de hvide perforerede metalplader og mælkehvide glas virker en smule køligt.

Her må sættes plakater op.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce