groede. På entreens vægge er der fra uddrag fra danske byggeregulativer, der i al deres juridisk optimerede prosa ikke nævner det groede med et ord.
Foto: Jens Lindhe

groede. På entreens vægge er der fra uddrag fra danske byggeregulativer, der i al deres juridisk optimerede prosa ikke nævner det groede med et ord.

Arkitektur

Sanseberigende dansk arkitektur i Venedig er farligt underspillet

Stig L. Anderssons udstilling i den danske pavillon i Venedig er dyb og alvorlig.

Arkitektur

Det er svært for vore dages bygherrer og arkitekter at få plads til at beskæftige sig med andet end budgetter og bygningsreglementer. Og det afspejler sig i vores omverden.

Vi lever i en stofligt fattig verden, hvor sensibiliteten, den sanselige dimension, er helt underordnet den politisk-økonomiske og sikkerhedsmæssige rammefornuft.

Den rationelle ensidighed, som vi bygger efter, gør den danske pavillon i Venedig op med i en moden og intellektuel tour de force begået af landskabsarkitekten professor Stig L. Andersson og hans tegnestue SLA.

Han trækker i en personlig filosofisk kultur- og naturhistorisk fremlægning tråde fra universets skabelse til fysikeren H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, til Niels Bohrs komplementaritetsprincip, til landskabsarkitekten G.N. Brandts begreb om det groede og det byggede, til Asger Jorns politiske forsvar for det æstetiske, til Inger Christensens sonetkreds ’Sommerfugledalen’, til sine egne barndomsminder og meget mere.

Det er en ordentlig mundfuld at begribe udstillingens mange mentale spor, der sirligt er lagt ud i tre rækker af montrer, og desværre oplever jeg mange gæster, der hverken har roen eller tiden til at begive sig ned i den del af materialet.

Rum beklædt med bark

Perspektivet bliver ellers helt enkelt, når man åbner sanserne og bevæger sig rundt i udstillingens øvrige rum.

Et er beklædt med bark på alle flader, og lyden herinde er blød og duften kraftig. Det visuelle er nedtonet, det handler helt åbenbart ikke om at pege på en bestemt arkitektur i nogen af rummene, men derimod om at give plads til følelsen af at være til stede med alle sine sanser, som når man hører lyden af det fine sand fra Arnakke, der er spredt ud over gulvet, knase under skosålerne.

Bag en væg af ubrændte lersten, som føles bløde og tørre mod håndfladen, ligger et smalt halvmørkt rum med store rødder som skulpturer, der byder sig til for berøring i deres fuldstændig utroligt rige formverden på et leje af fyrrekviste, som dufter sprødt og sommerhusagtigt, når man går på det.

Og i et sidste rum ved siden af en spejlvæg bevæger man sig ind i rent hvidt lys, for øjet kan ikke fokusere på dets vægge, der er beklædt med tekstil og oplyst bagfra.

For første gang nogensinde har Venedig Biennalen i år et overordnet tema for de nationale pavilloner.

Genopliver den danske guldalder

Det er udstukket af chefkuratoren, arkitekten Rem Koolhaas, der har bedt de deltagende lande om at forholde sig til ’Absorbing Modernity 1914-2014’ – for at få et billede af, hvordan lokale byggetraditioner eventuelt har forbundet sig med eller er gået tabt i internationaliseringen efter Første Verdenskrig.

Den danske pavillon er en uventet begavet opgavebesvarelse, der bryder de historiske rammer, og som med sin underspillede manifestagtige karakter peger langt videre.

Den bliver et komplementært billede til Koolhaas’ altid sociale, politiske og meget konceptuelle tilgang til arkitekturen.

’Empowerment of Aesthetics’, som udstillingen hedder, genopliver romantikkens og den danske guldalders verdensbillede fra dengang, kunst og videnskab ikke var absolutte modsætninger, men netop komplementære og gensidigt kunne befrugte hinanden.

Alt det, der giver os meningen og fylden i livet, det, der giver os grunden til at lave budgetter og love, kan ikke indfanges eller beskrives i det juridisk-økonomiske sprog.

Reflekterende og komplekst

Jeg er begejstret for det modent reflekterede og komplekse verdensbillede, den danske pavillon udfolder.

Men udstillingsteknisk er den dyb, alvorlig og underspillet. Det er farlige kvaliteter, når man befinder sig i konkurrence med hundredvis af andre udstillinger. Alt for få hernede opdager, hvor meget der er på spil.

Den danske pavillon kommer ikke farende ud i hovedet på en.

Men den er ganske overbevisende, når man giver sig hen og mærker betydningen af det sanselige og samtidig opdager, hvor lille fokus vi har på det i byggeriet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce