Svævende. Møderummet, der skyder sig ud af den store aluminiumsklædte installation, står som ombygningens centrale motiv. Til venstre ser man den gule gang, der fører til kantinen. Møbleringen, som brugerne selv står for, har desværre ikke helt niveau med ånden i ombygningen.
Foto: Jacob Ehrbahn

Svævende. Møderummet, der skyder sig ud af den store aluminiumsklædte installation, står som ombygningens centrale motiv. Til venstre ser man den gule gang, der fører til kantinen. Møbleringen, som brugerne selv står for, har desværre ikke helt niveau med ånden i ombygningen.

Arkitektur

Kulturhistorisk perle på Vesterbro er ombygget til kursuscenter

Dorte Mandrup Arkitekter har ombygget en af Vesterbros ældste bygninger.

Arkitektur

Man kan få mere ud af at ombygge historiske omgivelser end blot et strejf af nostalgisk atmosfære fra gamle dage.

Man kan få nogle anderledes rumligheder, som man aldrig ville opnå, hvis man byggede nyt fra bunden af. Simpelthen fordi det ville være for mærkeligt.

Og mærkeligt, det er det nye kursuscenter, som Dreyers Fond har ombygget til brancheforeningen Danske Advokater.

Kursuscentret ligger på Vesterbro i et baghus, der ikke altid har været baghus. Det blev oprindelig opført uden for byen som Ølhallen Thor. Frederik VII indviede i 1861 den pavillonagtige bygning, som var tegnet af Tivolis første arkitekt, Harald Conrad Stilling.

Dengang, kort efter at voldene var faldet, var Vesterbro ikke tæt bebygget, men som Ørestad og Nordhavn er det i dag, var det et mulighedernes land med masser af ubebyggede kvadratmeter. Ølhallen lå således trukket tilbage fra gaden, men snart voksede en tæt by op omkring den, og sådan endte den i en baggård.

Forlystelsesbygningen fungerede i mange år som Dansehallen Valencia, der fik et noget blakket ry og ikke helt kunne leve op til sit tilnavn af Skandinaviens Moulin Rouge, inden Simon Spies i 1980’erne indrettede en privat natklub i lokalerne, hvor det efter frasagnene slet ikke skulle være gået stille for sig i baglokalerne.

Sans for historien

Denne kulørte historie kan man mene rimer dårligt på kursusramte advokater. Men det er nu de rammer, som man bestemte sig for at beholde og skabe moderne mødefaciliteter og en kantine indeni.

Den aldrig kedelige tegnestue Dorte Mandrup Arkitekter blev bestilt til opgaven, og den er løst både spektakulært og på en måde, så man har kunnet holde fast i den rå hals rumlige karakter.

Der er hverken tilrøget, halvt afklædte dansepiger eller øllet stemning i dag, men der er sammenstillinger af materialer og overflader, der i sig selv er æggende.

Hovedgrebet i ombygningen har været at restaurere loft og ydervægge, så de fremstår uberørte, og i stedet sætte et klart moderne rumstort møbel ind i hallen, der opdeler den i flere funktioner. Ikke helt ulig den mesterlige renovering, som samme tegnestue i 2001 lavede på Vandflyverhangaren på Holmen, en bygning, der i dag er en del af Kunstakademiets Arkitektskole.

Ankomsten foregår inden i kassen i et skriggult fordelingsrum, der løber langs højre side af bygningen.

’En hjertestarter’, kalder arkitekterne det. Og det giver ærlig talt noget af et gib, når man første gang træder ind.

Det føles, som om alt er ensfarvet gult herinde, men efter lidt tid vænner øjnene sig til lyset og kan se, at loftet faktisk er hvidt.

Den gule farve følger én ad en ståltrappe ned til toiletterne i kælderen og op til en gang på første sal. Den krasse monokrome kulør i fordelingsrummet er en stor kontrast til kursuscentrets øvrige hvide og grå overflader, men det er en accent, der præger oplevelsen af hele huset og som baggrundsfarven i et gammelt reklameskilt for Valencia, der er ophængt i salen hilser på.

Malede ståltrapper har det dog med let at se slidte og beskidte ud, så enten skal man lade det være en stil eller også kræver de en del vedligehold.

Svært at forudse

Selve hallen var tidligere flankeret af balkoner i første sals højde. De er væk nu, men i murværket kan man se spor af, hvor de har siddet.

I stedet skyder et svævende mødelokale med afrundede hjørner sig ud midt i rummet.

Det fungerer som en stor ruminddeler i salen. Filtgardiner kan trækkes ud under mødelokalet og yderligere opdele salen i flere rum.

Det nye tilføjede element er markant beklædt med aluprofiler, der dæmper og diffuserer lyden. Og i betragtning af salens størrelse er akustikken med en kort efterklang blevet virkelig vellykket og behagelig til formålet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til trods for at vi befinder os omgivet af høje huse er der et skønt miks af dagslys fra ovenlyset i kip og de store vinduer i facaden, der minder om en sporvognsremise.

Bagest ligger en kantine, som trods et stort vindue ind til salen savner dagslys.

Teknisk har det været en voldsom ombygning. Da man skar hallens oprindelige facade fri af en mellembygning, der forbandt det til forhuset mod Vesterbrogade, viste det sig, at det ikke længere kunne stå selv.

Huset krævede nye ydervægge, nyt fundament og nye søjler. H.C. Stilling havde næppe forestillet sig, at den pavillonagtige bygning skulle komme til at stå i 150 år, og slet ikke at det skulle møde vore dages krav til isolering.

Kræfterne lagt i baghuset

De byggetekniske udfordringer har været med til at skrue prisen i vejret, og det kan være svært på papiret at se fornuft i sådan en ombygning. Men selv om udgangspunktet ikke har nogen klar arkitektonisk kvalitet, har huset en kulturhistorisk betydning for stedet, som nu lever videre i fortællingen om det, og som kan anes i dets hvidmalede vægge af blankmur.

Og vi kan glæde os over, at der herhjemme findes private fonde, der har midlerne til at løfte den slags opgaver. For man kan ikke benægte de rumlige kvaliteter, der er kommet ud af det. En fantastisk multianvendelig sal, som med sit store rundhjørnede møbel ligner en krydsning mellem et industrikøkken og en sporvognsremise.

Danske Advokater har sit nye domicil i forhuset, der er et traditionelt byhus fra begyndelsen af 1900-tallet. Det har en lagdelt hvid flødeskumsfacade domineret af pilastre og andre ornamenter, som helt forsvinder i stueetagen.

Man har forsøgt at klæde huset mere moderne på ved at løfte den tunge facadekjole op, så man ser hendes ankler: Stueetagens facade er ribbet for alt på nær fem bærende søjler og pakket ind i glas.

Jeg er ikke vild med denne søgen mod lethed på et gammelt hus, især når vinduernes profiler og dørkarme ikke er spinkle nok, og et niveauspring i terrænet giver et uskønt knæk i de rene linjer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er i hvert fald langt op til elegancen i nabobygningens facade, Anton Rosens Løvenborg fra 1906, som så også er en af byens fineste – og i øvrigt det hus, hvor Dreyers Fond har til huse.

Men når først en kaffebar snart er flyttet ind, lægger man nok ikke mærke til glasfacaden længere.

Det er tydeligvis i baghuset, kræfterne er lagt ved denne bemærkelsesværdige renovering.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce