Varehus. Især midaldrende mænd bliver som børn igen, når de besøger butikken på Øresundsvej 21, der da også knap nok har plads til dem. »Min far ryger nærmest tilbage i matrostøjet, når man nævner Herolds«, lyder det fra en Ibyen-ven. Butikken excellerer i legetøj, spøg og skæmt og har eksisteret på Øresundsvej siden 1923.
Foto: Finn Frandsen

Varehus. Især midaldrende mænd bliver som børn igen, når de besøger butikken på Øresundsvej 21, der da også knap nok har plads til dem. »Min far ryger nærmest tilbage i matrostøjet, når man nævner Herolds«, lyder det fra en Ibyen-ven. Butikken excellerer i legetøj, spøg og skæmt og har eksisteret på Øresundsvej siden 1923.

Arkitektur

Øresundsvej på Amager ligger et sted mellem L.A. og Østberlin

Øresundsvej er under heftig udvikling, men det er langtfra al aktivitet, der kan ses med det blotte øje.

Arkitektur

»Jeg vil ikke have dine plastikkort, jeg vil hellere have din kone!«.

Humoren er larmende og direkte på Café Sundet på Øresundsvej. Her sidder både naboer og hjemløse, og cigarettågen hænger lavt i lokalet. Jukeboksen spiller ’Unchain My Heart’ efterfulgt af ’House of the Rising Sun’. Bartenderen, der præsenterer sig som Bernhard, er lutter smil og imødekommenhed, da han bliver bedt om at beskrive sin gade.

»Hvor Føtex ligger nu«, siger han og peger skråt over på den anden side af gaden, »lå der to kolonihaveforeninger med en sø imellem. Der legede jeg som barn. Når jeg handlede med min mor, skulle vi altid i mindst otte forretninger. Det behøver man ikke mere«.

Taler man om swingerklubben længere nede ad gaden?

»Det er bare lir«, siger Kølle Carsten, der sidder solidt bænket på gæstesiden af baren og griner højt.

»Det gav jo lidt forvirring, da swingerklubben rykkede ind i en gammel bygning, hvor der stadig stod ’kro’ på facaden«, fortæller Bernhard:

»En nordmand, der var flyttet til kvarteret, besøgte den gamle kro i den tro, at han her kunne få et stykke mad. Døren blev åbnet af en halvnøgen mand, der venligt bød nordmanden indenfor, men det skulle han ikke nyde noget af«.

Det gav jo lidt forvirring, da swingerklubben rykkede ind i en gammel bygning, hvor der stadig stod 'kro' på facaden

Hvad så med den nye ende med alle de dyre nye lejligheder?

»Vi kommer ikke i den fine ende«, lyder det tørt fra Bernhard. »Kun når vi skal på stranden«.

En anden bargæst protesterer højlydt:

»Det er denne ende, der er den fine ende!«.

Superfedt, men ikke helt så smart

Begge ender af Øresundsvej kan for så vidt siges at være lige fine.

I Amagerbrogadeenden ligger Amager Kulturpunkt, der især med spillestedet Beta og det nybyggede og internationalt hædrede Børnekulturhus Ama'r er i en rivende udvikling og tiltrækker besøgende fra resten af København og også Sverige.

Omvendt kan enden ved Amager Strandpark, cirka 1.500 meter fra Amager Kulturpunkt, prale med, at de generelt noget spøgelsesagtige sidste rester af gammel industri – her lå engang Valseværket, Nordisk Kabel og Tråd og Vølund – omsider fjernes og nu er klar til at blive »attraktivt kystnært byområde«, som der står i lokalplanen. Området har også tidligere huset det legendariske Sweet Silence-studie, hvor både Savage Rose og Metallica indspillede plader. Nu kommer der til at være en blanding af serviceerhverv, kontorer, kreative erhverv og boliger.

Der sker noget i disse år på Øresundsvej. Og der kommer til at ske meget mere de næste 10 år, mener direktør for Amager Kulturpunkt Jesper Nordahl.

»Det går allerede over al forventning med spillestedet Beta, som bliver besøgt af mange af de nye amagerkanere. Jeg håber meget, det er en større udvikling, der nu er i gang. Men jeg vil være ærlig og sige, at det sagde jeg også for 20 år siden«.

Han tilføjer: »Det er noget helt unikt, at man på så kort tid kan komme fra den pulserende storby til en strand. Det er kun i Barcelona og Los Angeles, man kan det. Det gør vel Øresundsvej til en slags Danmarks Long Beach«.

Undervejs møder man to metrostationer, to parker (den ene af dem nyrenoveret) samt et nyt gavlmaleri af Eske Kath. Der er især siden Strandparkens åbning i 2005 sket store ting på Øresundsvej, uden at man dog nødvendigvis kan kalde området smart.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Øresundsvej bliver næppe nogensinde decideret smart. I alt fald ikke som man synes, Vesterbro er blevet smart«, mener Cecillia Boll, der flyttede fra Vesterbro til Tycho Brahes Allé lige ved siden af Øresundsvej for otte år siden.

»Det er et superfedt sted«, forsikrer hun, »der er mange kroge og mange forskellige kulturlag på Amager. Man kan gå ned i Urbanplanen, og så ligger der en bondegård midt i det hele. Men der skal godt nok mange specialbutikker og cafeer til for at gøre Øresundsvej virkelig spændende«.

Anny Vilandt er 91 år og har boet i den samme toværelses på Moldaugade, med udsigt ud over Rødegårdsparken og Øresundsvej, i 65 år. I gamle dage passede man hinandens unger, og så gik man en tur i morskabsteatret Røde Kro, der lå i nummer 35 fra 1892 til 1961: »Det var næsten altid de samme skuespillere derovre«, husker hun.

Anny Vilandt har aldrig overvejet at flytte:

»Det er et roligt og godt kvarter. Det er eftertragtet af unge, der gerne vil bo her, netop fordi lejlighederne ikke er så store, at de ikke er til at betale. Mange af de små detailforretninger er jo væk, men man kan ikke skrue tiden tilbage. Så har vi Amager Centeret i stedet. Og hvis jeg skal noget mere, tager jeg metroen til Magasin. Den er helt fantastisk, den metro. Så skal man ikke stå udenfor og vente på bussen«.

En superfunktionel transportvej

Gæster, der skal i swingerklubben City Swingers, nyder også godt af metroen. Den – og så gadens gratis parkering.

Ejeren Allan Z. tager imod i den tidligere kro, en lille bindingsværkbygning, som ved overtagelsen for 11 år siden var en falleret kinarestaurant. Planen var egentlig at rive huset ned og bygge boliger; det var samtidig med, at man byggede både metro og standpark. Men undervejs i den proces kom Allan Z. altså på ideen til det projekt, han nu står midt i ... fyldt med kunstlæder og SM-udstyr.

Der er højt til loftet og plads til alle på Øresundsvej, understreger han. Naboerne er en behandlingsklinik for stofmisbrugere, en kampsportsskole og en koranskole. Mens Allan Z. viser rundt i sin klub, der er under ombygning (der skal bl.a. installeres et boblebad), fortæller han også, at der lige overfor ligger et i særklasse godt pizzasted, og at der længere nede mod stranden er en ældre bager, der leverer nogle virkelig lækre boller. Der er også både en gardinforretning og en dyrehandel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg synes, det er en superfunktionel transportvej, hvor vi alle sammen shopper de tilbud, vi nu har brug for. Det er ikke en vej, hvor man går en tur. Og så alligevel i al sin praktiskhed har den sin egen charme. Der er bestemt ikke smart, men her er masser af kvalitet. Jeg synes, den har en diskret herlighedsværdi«.

Jesper Nordahl ser trods sin ungdoms hippe ambitioner på gadens vegne optimistisk på, at Øresundsvej ikke ligefrem overrendes af turister på søndagstur.

»Der er også kvaliteter i, at det er ’lykkedes’ Amager at forblive hemmelig. Det er ikke bare skidt. Det betyder bare, at det er lidt mere spændende at gå på opdagelse. Sådan var det også i Østberlin engang«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce