Dansk. Bygningen er klassisk danskmodernisme med store flader, mørke lofter og danskdesignede møbler.
Foto: Jens Markus Lindhe

Dansk. Bygningen er klassisk danskmodernisme med store flader, mørke lofter og danskdesignede møbler.

Arkitektur

Kay Fisker-bygning i Rom er så skarp, at man næsten skærer sig på den

Bygningen, der er klassisk danskmodernisme, er blevet restaureret.

Arkitektur

For enden af Via Omero i udkanten af Villa Borghese-parken i Rom ligger et stykke dansk kulturhistorie, et gult murstenshus. Med store flader i blankmur troner huset selvbevidst i monumental og skarp formalisme, der tager sig pokkers godt ud på baggrund af de omgivende pinjetræers bløde kroner.

To store bygningskroppe skyder sig asymmetrisk frem mod pladsen, og en bred trappe slynger sig på tværs og fører op til en stor terrasse mellem dem. Over en bronzeport placeret i den ene side står der Accademia di Danimarca.

Bag den strækker et vidt indre af gule sten, brune klinkegulve og mørke trælofter sig. Her har tusinder af danske forskere og billedkunstnere siden 1967 fået arbejdsro og inspiration til projekter, der tager udgangspunkt i studier af den betydelige kultur, som gennem årtusinder har haft sin kilde eller gennemløb i Rom. Her sidder en direktør, en amanuensis, en postdoc og omkring 10 skiftende stipendiater fordybet i studier.

Det er ofte humanister og kunstnere, men også teologer og naturvidenskabsfolk finder herned. Den store lukkede bygningskrop til højre i billedet rummer hjertet, instituttets bibliotek og studiesal.

Rammen er dansk højmodernisme og så skarp, at man næsten skærer sig på den. Det er næsten underligt, for den er tegnet af Kay Fisker, manden, der fandt på begrebet funktionel tradition for at beskrive en lokalt forankret og mere human tilpasning af funktionalismens internationale stil. Den funktionelle tradition kender man blandt andet fra Fiskers fine værker som Aarhus Universitet, Dronningegården og Vester Søhus.

Men instituttet i Rom er en strammere sag. Det ligner en arkitekturmodel mere end et hus, der er blevet nurset helt på plads. Og det er der flere forklaringer på. Den ene er, at Kay Fisker var kendt for at tage vidtgående designbeslutninger på byggepladsen. Men han døde, to år før instituttet blev indviet, og var ikke med til at følge ideerne til dørs.

Den anden er, at huset skulle virke repræsentativt. Nok er det en selvejende institution, og huset er doneret af Carlsbergfondet, men dets drift afholdes af Kulturministeriet, og som sådan er det en del af den danske mission i udlandet og skal kunne modtage betydningsfulde gæster.

Runger med industrisamfundets røst

Det er ikke et hus, alle falder for. Det er hårdt, skrabet, gentagende og ensidigt. Men det rummer også stærke kvaliteter. Det har et klart greb, der er stramt formuleret, dimensioneret til og fejret af den gule mursten, der beklæder hver eneste ydre flade, men som slet ikke er bærende. Det er ren skalmuring, den gule tegl er blot et par centimeter tyk og anvendt som tapet for at give den stoflige repræsentation af Danmark et ydmygt folkeligt materiale.

Siden Adolf Loos i 1908 skrev manifestet ’Ornament og forbrydelse’, har udsmykning været mistænkeliggjort i moderne arkitektur. Det betød ikke, at man ikke kunne lege med symboler og betydninger, den mere kultiverede smag bød blot, at man i stedet for stuk med figurative fortællinger skulle udnytte de medbetydninger, som ligger i byggematerialernes egenskaber og historie. Men betonhuset blev ikke kun beklædt på alle flader med gule mursten for at forbinde det til menneskehånden og fortidens grundmurede huse, det var også for at give fladerne objektive kvaliteter som en lille skala, en struktur og et relief.

Det er ikke et hus, alle falder for. Det er hårdt, skrabet, gentagende og ensidigt

Det er således en sang om det menneskelige arbejdes skala, der synges af en velfærdsmaskine. Strukturen i Kay Fiskers bygning runger med industrisamfundets røst.

Hovedbygningens længde er bestemt af, at instituttet skal rumme værelser til stipendiaterne. De bor side om side med hver sin altan på øverste etage. Huset kunne i princippet være uendelig lang, det er ’kilometerarkitektur’, sådan som også Fiskers berømte boligbebyggelser Hornbækhus og Vestersøhus kaldes. Som stipendiat må man traske ad en lang gang til sit værelse, som man kan skelne fra de andre på nummeret.

Værelserne er spartansk udstyret med en seng, et skrivebord, et rullebord, en stol og en lille reol. Der er ingen dikkedarer, men kvaliteten af møblerne er høj, det er Ole Wanscher, der tegnede dem, nøgternt, ukunstlet og dog med en detaljefornemmelse, som kommer fra det bedste i dansk møbelkunst. Alle værelser er lige store og åbner ud til den samme udsigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Henkastet landskabeligt

Det er denne vægt på lighed i omgivelser af enkle, men gode materialer og fællesskab, der er kernen i dansk modernisme, og som huset og dets indretning er god eksponent for. Det er sådan, velfærdssamfundet udtrykte sig i mursten.

Etagen nedenunder er forbeholdt stipendiaternes fællesfunktioner, og her er der blevet plads til en stor dagligstue og et rummeligt fælleskøkken, hvor man laver sin egen mad. Fordybelse, lighed og fællesskab er de værdier, huset indadtil hviler på.

I restaureringen er der ikke ændret på det, men der er nye badeværelser, hvor de øverste har fået ovenlys med vinduer fra Velux, så der er både lys og ventilation. Kunstnerateliererne har også fået fint nyt ovenlys i kobber. Igennem hele huset har Marianne Tuxen trukket en diskret, men effektiv lyssætning med led.

Kilden er som oftest skjult, men giver stemning, hvad enten den er lagt ind bag et håndpanel i trappen, som spot på nøglehuller eller som oplysning af billedkunsten. Her er f.eks. tre fine Richard Mortensen-billeder, der har fået magten øverst i trapperummet.

Men det, der rigtig får mit hjerte blødgjort, er husets forhold til landskabet. Der er noget henkastet landskabeligt i dets mange trapper, plateauer og terrasser, noget næsten Utzonsk eller Frank Lloyd Wrightsk i denne indlejring i terrænnet. Det danske hus står halvt nedsænket i mulden, som en stærk kontrast til naboen, Det Svenske Institut, der troner som en klassisk lyserød italiensk villa oven på sin klippegrund.

Og det er blandt andet dette element, som arkitekten Bente Lange i sin lydhøre restaurering har lagt vægt på. Der er kommet en ny terrasse bag om huset, der er lagt en ny tagterrasse oven på den tværstillede direktørbolig, der danner bagvæg for hovedterrassen. Og der er kommet en østvendt terrasse over indgangen. Naturligvis er de alle klædt i den gule tegl.

Huset er faldet i hak

Det er alt sammen enten noget, hun har fundet belæg for i Fiskers skitser, eller som i det mindste bygger videre på det system, han havde lagt ud, så huset nu fremstår med fem forskellige uderum omkring sine tre bygningskroppe.

Til alle udearealer har Bente Lange fået fremstillet en serie havemøbler, som Hans Wegner tegnede i indvielsesåret 1967, men som aldrig kom i produktion. De passer som fod i hose og opretholder en stemning af stilig klassisk modernisme, afslappet, jævn og luksuriøs på en gang. På den måde er det, som om huset er faldet i hak. Det har fundet melodien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Af skitserne til de store blankmure har Bente Lange fundet skraveringer, som viser, at Fisker ville have dem begrønnet. Nu løber planterne endelig op ad murene og vil snart gøre huset mere blødt uden at ophæve dets stærke kontrast mellem det groede og det byggede, der hver især fremkalder skønheden i hinanden.

Politiken var inviteret til Rom af Det Danske Institut.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce