Nordic Cool Alvar Aaltos komposition af bygningens elementer er rytmisk, jazzet i sine bevægelser og organisk i sine forløb med en svævende horisontal æske oven på en lavere underskåret base og et ovenlys, der optrapper modsat skræntens fald.
Foto: Niels Fabæk

Nordic Cool Alvar Aaltos komposition af bygningens elementer er rytmisk, jazzet i sine bevægelser og organisk i sine forløb med en svævende horisontal æske oven på en lavere underskåret base og et ovenlys, der optrapper modsat skræntens fald.

Mesterværket i Aalborg har fået nyt liv

Alvar Aaltos elegante kunstmuseum i Aalborg er som genfødt. Den fredede bygning er blevet lydhørt restaureret og funktionelt udvidet.

Arkitektur

Allerede fra første blik på facaden fremstår museet Kunsten i Aalborg genfødt. Den gamle revnede og gulnede marmor er blevet udskiftet med ny marmor fra Carrara i Italien og står nu skarp og bleg med et blåligt skær i vinterlyset.

Ifølge museet har den ny marmorbelægning en mere ensartet molekylestruktur, der vil gøre den mindst dobbelt så holdbar som den oprindelige. Det hårde danske klima brugte blot 40 år til at tage livet af facaden.

Den videnskabeligt grundige behandling viser, at restaureringen af Kunsten ikke har været overladt til tilfældigheder. Efter at have været lukket ned i et år åbner museet i dag dørene for publikum, der møder et lysere, mere åbent og bedre organiseret kunstmuseum. Operationen har både løftet museet nærmere de oprindelige arkitektoniske ideer og tilført det nye mere tidssvarende funktioner, isolering og sikring.

I kælderen er kommet et nyt råt udstillingsrum uden dagslys, som man kan iscenesætte frit, en ny trappe til underetagen sørger for, at der er kommet rundgang, og allernederst er nye skønne toiletter klædt med opløsende mønstre af blå og hvide klinker.

Caféområdet er åbnet og lysnet med marmorgulv og hvide vægge i stedet for de mørke klinker og orange-røde vægge fra en midlertidig Poul Gernes-bemaling, som overvintrede.

Det virker, som om museet er vågnet op, og al dets henslumrende indelukkede fims fra 70'erne er forduftet

Administrationen af museet er flyttet fra indgangen og ned i en hestesko omkring det nye udstillingsrum. Den del er flot løst, udadtil i fornem overensstemmelse med den oprindelige arkitekturs myriader af detaljer og materialekvaliteter.

Det er en betydelig opgradering af den tidligere ufølsomme udvidelse fra 1980, der inddrog dele af parkeringspladsen i søjlerummet under museet.

Lyset er kernen i finske Alvar Aaltos enestående museumsbygning. Den er indviet i 1972, men oprindelig tegnet i en konkurrence helt tilbage i 1950’erne i en tid, da moderne billedkunst hovedsagelig udfoldede sig i skulptur og maleri. Et blødt inddirekte lys var alt, hvad kunsten behøvede, før video, installationer og andre nye medier ændrede på det forhold.

Aalto lavede museet som en fabelagtig lysmaskine, hvor dagslyset kommer fra oven og blandedes med kunstlys på store skulpturelt nedhængende konkave reflektorer. I hvert rum på lidt forskellig vis.

I dag er der skruet op for kunstlysstyrken og museets falmet beige tekstilvægge er udskiftet med nye i en varm grå farve, der ligger tættere på originalen.

Nye vinduer, der holder de skadelige dele af dagslyset ude, har gjort gardiner i sidegallerierne overflødige, og man har dermed endelig fået etableret den visuelle forbindelse til omgivelserne, der er lige så vigtig her på den skrånende skovgrund i det nordjyske, som den er på Louisiana i Nordsjælland.

Man ser ud til skoven og amfiteatret, der er en hel integreret del af arkitekturens landskabelig-rytmiske udtryk. Bygningen skalerer sig op og ned i jævne åndedræt, så man altid oplever en forbindelse mellem det storslåede og det kropslige.

Ligeledes er skillevæggene mellem gangen og sidegallerierne fjernet, så de forekommer mindre adskilt fra resten af museet, og man allerede fra indgangen får kigget ud til skovskrænten med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er alt sammen en meget vellykket fornyelse. Det virker, som om museet er vågnet op, og at dets henslumrende indelukkede fims fra 70’erne er forduftet.

Det allerfineste rum i huset er et mangekantet værelse med ovenlys, sidelys og forskydninger. Det asymmetriske rum var tænkt til kammerkoncerter og har senest været børnemuseum og en overgang anvendt til biograf, hvilket svarer til at bruge et Hermès-tørklæde som pudseklud. Det virker, men ignorerer dets æstetiske kvaliteter. Nu er det indrettet som bibliotek med Alvar Aalto-møbler og nye asketræsreoler tegnet af Transform.

Det fungerer blændende og inviterer til at blive brugt til mindre foredrag, samtaler og aftenarrangementer.

Aaltos sans for detaljer er også kommet med i museets nye skiltning, der har lånt sin messing og U-former fra Aaltos gelændere. Det er gennemført med en kælen for detaljen, der kun forstærker indtrykket af det fredede museum.

Men jeg bryder mig ikke om den nye reception i marmor. Der er fundet belæg for at anvende materialet i en bordplade fra en tidligere version tegnet af Alvars enke, Elissa Aalto. Men marmor er til at gå på og hænge på facaden. Aaltos møbler er varme, af træ og evt. læder, og det burde receptionen også have været.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce