Skal man se 00’erne i dansk arkitektur i lyset af bare en person, må det være Bjarke Ingels.

Ingen anden arkitekt formåede i en grad som denne unge komet at forme diskussionen om arkitekturen, give faget så meget positiv fokus og få ændret billedet af, hvad dansk arkitektur er og kan.

Fra de første tegninger af en tagterrasse på toppen af Magasin ved Kgs. Nytorv begyndte at cirkulere til en gigantisk ottetalsformet bebyggelse med løbebane, der i dag er under opførelse i Ørestad Syd, tegnede han først sammen med Julien de Smedt i Plot og siden i sin egen tegnestue BIG de store linjer i tiårets arkitektur.

Men det er ikke ensbetydende med, at den charmerende, talentfulde og begavede arkitekt med den usædvanlige evne til at brænde igennem i medierne skabte de bedste projekter eller bare har et værk med på top fem over årtiets bedste bygninger.

Her skal hans vilde produktion først måles mod værker af store arkitekter som Lene Tranberg, Dorte Mandrup, Zaha Hadid, Anna Maria Indrio og Lone Wiggers med flere – en dronningerække, der antyder, at arkitekturen gennemgik et kønsskifte, som kun vil slå endnu kraftigere igennem fremover.

Kvindeligt årti
På arkitektskolerne er langt hovedparten af de studerende i dag kvinder. Så skal 00’erne kønsbestemmes, må årtiet have været en kvinde.

Og var der én bygning, der skulle tage æren for hele årtiet som den smukkeste, mest vellykkede og ja direkte fortryllende, var det Boje Lundgaard og Lene Tranbergs Tietgenkollegiet.

Med sin runde form, veldimensionerede proportioner, varme materialer og socialt engagerende dynamiske opbygning var den undtagelsen i et tiår præget af tarveligt spekulationsbyggeri en masse. Tietgenkollegiet løftede den svære byrde at skabe orientering og stedsans i Ørestad Nord.

Mens bydelens andre bygninger pegede tomt ud mod horisonten eller løb omkring sig selv i forvirrede knæk, skabte den et naturligt centrum og sagde, ’det er her, byen sker’.

Nordea Fonden viste, hvordan en samvittighedsfuld bygherre gør, når man har penge nok: Den bad om det bedst tænkelige og stolede på, at arkitekterne vidste, hvad de gjorde.

Fra kasser ...
Tietgenkollegiet tegnede med sin dynamiske form et karakteristisk opgør med den monotone kasse, der havde præget retromodernismen i slut-90’erne og begyndelsen af 00’erne.

De enorme minimalistiske kasser var energieffektive former, der maksimalt udnyttede deres store byggefelter. Men kasserne var ikke blot kedelige at kigge på, de var ofte dræbende for deres omgivende bymiljø.

Kassebygningerne vendte sig nemlig som regel indad mod et atrium eller en indre gade med spektakulære kvaliteter, der kun var forundt dem, der var inviteret indenfor.

De fleste store tegnestuer, Henning Larsen (NaturBornholm), C.F. Møller (Field’s) og 3XN (Deloitte & Touche), var leveringsdygtige i elegante udgaver af disse maskulint stramme skotøjsæsker, og en af de store eksponenter, Schmidt Hammer Lassen (Den sorte Diamant, Nykredit og Aros), blev i folkeviddet kendt som Schmidt, Hammer og Kassen.

... til stabler
I slutningen af årtiet ser et andet formprincip, stablen, ud til at have dannet mode. BIG har med Bjarke Ingels i front i alle år arbejdet med at forme bygninger ved at stable forskellige funktioner oven på hinanden, for eksempel boliger oven på et parkeringshus i VM-Bjerget, der vandt World Architecture Festivals pris som verdens bedste boligbyggeri i 2008.

Lundgård og Tranberg stablede et fremragende skuespilhus op på små vaklende ben over havneløbet. Og de unge tegnestuer Transform og Cobe gjorde stabeltanken helt tydelig i vinderforslaget til et kommende kulturhus i Nordvest, hvor hver funktion har sin egen klods, ligesom amerikanske Steven Holl stablede højhuse op af mindre kasser i sine forslag til Langeliniespidsen og Marmormolen.

Men det mest prominente og komplicerede stabelhus er Rem Koolhaas’ forslag til Bryghusgrunden, der blandt andet er tænkt at skulle rumme et stærkt udvidet Dansk Arkitektur Center.

Hadid i Ordrup
Den hollandske stjernearkitekt var den mest indflydelsesrige arkitekt i 00’erne, og Bjarke Ingels tog sin uforfærdede pragmatiske tilgang til faget med sig fra nogle afgørende læreår på netop hans tegnestue.

Men Koolhaas var ikke det eneste friske pust udefra i årtiet. Nogle af de mest markante byggeprojekter herhjemme blev skabt af andre hollandske, franske, iranske, engelske, polske og amerikanske arkitekter, så 00’erne i den grad også må siges at have budt på et gennembrud herhjemme for den internationale arkitektur.

Zaha Hadids flydende formsprog lagde sig som en mørk landskabelig pavillon i Ordrupgaards have og skabte unikke rumoplevelser med små intime lokaler til kunsten, der var mere end almindeligt udfordrende.

Det var dog for ingenting at regne mod Daniel Libeskinds indretning af det jødiske museum. Mere funktionel arkitektur dukkede op i Fuglsang Kunstmuseum af Tony Fretton og i Herning Kunstmuseum af Steven Holl.

Dansk arkitektur blev global
I den tvivlsomme kamp om at skabe de mest spektakulære ikoner tog hollandske MVRDV dog teten med Geminihusene, der genanvendte to frøsiloer fra Sojakagefabrikken. Her blev lejligheder smurt som bånd uden på siloerne, hvis indre blev omskabt til særdeles smukke trapperum overdækket af lette plasticmembraner, der lignede flueøjne.

Og dem, flueøjnene, kunne man også se i glastagene på Norman Fosters elefanthuse i Zoologisk Have på Frederiksberg. Men det største indslag udefra var dog Jean Nouvels pragtfulde komet af en koncertsal, der landede i Ørestad.

Ligesom fremmede formsprog kom hertil udefra, blev den danske arkitektur global i et hidtil uset omfang. Henning Larsens Tegnestue, der blev til Henning Larsen Architects eller HLA, og 3xNielsen, der blev til 3XN, og Bjarke Ingels Group, BIG, vandt som aldrig før konkurrencer langt uden for landets grænser.

En intern diskussion gik på, om det var Saudi Arabien, Kina og Aserbajdsjan med flere, der nu fik skandinaviske humanistiske dyder indbygget i deres hastigt voksende økonomier, eller om de danske firmaer blot bøjede værdierne 180 grader, så de kunne tilpasse sig fremmede bygherrers bundlinjer.

Sandheden skal nok findes et sted midt imellem, men hvis årtiets danske arkitektur skal lokaliseres, bliver det helt uomgængeligt med betegnelsen global.

Naturen invaderede byen
Men det var ikke kun bygningsarkitekturen der forandrede sig i årtiet. Landskabsarkitekturen tog nye former og smeltede sammen med bygningsarkitekturen som i Erik Bystrups Grønne P-hus på Nørrebro. Og en vildere og mere legende natur blev lukket ind i byens rum.

Havneparken på Islands Brygge af Poul Jensen og Annelise Bramsnæs blev på beboerinitiativ dannet med pavilloner, kunst og industriruiner, der holdt stedets historie i ave og blev et af byens mest populære åndehuller i sommerhalvåret – ikke mindst efter tilføjelsen af badeanlægget tegnet af Plot, der fastholdt et skibsmotivet i det karakteristiske udspringstårn.

Nye ejendommelige folkeparker skød op med Prags Boulevard på Amager af Kristine Jensens Tegnestue, Nørrebroparken af Steen Høyer og GHB Landskabsarkitekter og ikke mindst Sønder Boulevard og Frederiksbergs nye pladser af Stig L. Andersson.

Disse aflange byrum er alle stærkt kulørte, afvekslende og sanselige og tilbyder lige dele færdsel, ophold og udfoldelse. Det var også Stig L. Andersson, der brød muren mellem Zoologisk og Frederiksberg Have, så elefanterne kunne få savannekig og de eksotiske dyr blev en del af bybilledet.

Årets farce: Operaen
Al denne ny frodige livlighed i byrummene står i skarp kontrast til KHR’s minimalistisk stramme stationer til Metroen, som dog blev et årtiets mest tiltrængte forandringer af hovedstaden – endelig fik byen gang i underlivet.

Men størst underholdningsværdi leverede komikerparret Møller & Larsen i farcen om Operaen, der samtidig må tage prisen for årtiets dårligste samarbejde mellem arkitekt og bygherre.

Resultatet blev derefter.