Danmark har en arkitekturpolitik.

Den hedder ’Arkitekturnation Danmark’ og har undertitlen ’Rammer for liv – rammer for vækst’. Den blev præsenteret i 2007 af daværende kulturminister Brian Mikkelsen og daværende erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen.

De to konservative ministre var svært stolte af deres produkt, der for første gang præsenterede en arkitekturpolitik, der kunne være til inspiration for hele byggesektoren og dem, der arbejder med byggerelaterede opgaver i Danmark.

Her var dokumentet, der kunne få den arkitektoniske kvalitet på dagsordenen, mente de. De to ministerier havde taget fire andre ministerier i ed: Socialministeriet, Udenrigsministeriet, Miljøministeriet, Transport- og Energiministeriet samt statens tre adskilte byggestyrelser for henholdsvis universiteterne, forsvaret og slottene.

God arkitektur giver samfundsvækst
Der var altså sikret en vis bredde, der var mange gode ord i politikken, ikke mindst det genkommende ’arkitektonisk kvalitet’, som dog aldrig blev forklaret.

Og hvorfor skulle vi så have sådan en politik? Jo, det besvarede undertitlen ’Rammer for liv – rammer for vækst’. Det var nemlig selve væksten og sikringen af velfærden, der var målet med politikken. Den danske arkitekturpolitik er tænkt som støtte til arkitekturen som erhverv og som en væsentlig værdiforøger – fordi god arkitektur giver samfundsvækst.

»Arkitektur giver dermed værdi for den enkelte og samfundet. Derfor er det vigtigt, at samfundets fysiske rammer har høj kvalitet«, stod der i begrundelsen for politikken.

Med andre ord, når man støtter arkitekturen, skæpper det i samfundskassen. Findes der ikke højere mål for Danmark?

Norge har visioner
I efteråret fik Norge så sin egen første arkitekturpolitik. Og den hedder blot ’Arkitektur.nå’ – altså ’Arkitektur nu’ med et kækt internetpunktum i titlen. Den er lavet i et samarbejde mellem 13 ministerier (ud af 17 mulige!), en række fagmiljøer har været med på råd, og den har ingen undertitel.

I Norge har man blandt andet medinddraget Børne- og Ligestillingsministeriet, Sundheds- og Omsorgsministeriet, Landbrugs- og Madministeriet, Uddannelsesministeriet – foruden de ministerier og styrelser, der svarer til de danske bag ’Arkitekturnation Danmark’.

Grunden er oplagt. Ikke blot har alle disse områder, som børneområdet og sundhedsområdet, et ansvar for deres egne statslige byggerier, deres medvirken følger helt naturligt af den forståelse for, hvad arkitektur er, som den norske politik lægger for dagen:

»Arkitektur kan betegne en kunstart og et kunstværk. Arkitektur kan bruges som en generel betegnelse for vore omgivelser set som fysisk form, som en fagdisciplin og en akademisk disciplin, og som en del af byggeerhvervet«.

Forfatterne uddyber og fastholder alle disse forståelser og kan derfor skrive: »Dette dokuments brede definition af arkitekturbegrebet indebærer, at arkitekturen derved griber ind i svært mange af statens virkeområder og opgaver, og dokumentet vil få betydning for statslig virksomhed i vid forstand«.

Langt mere ambitiøs i sit sigte
I Norge handler arkitektur altså om mere end et spørgsmål om at blive konkurrencedygtig. I Norge har man ligefrem en vision for området, hvor alle statens fysiske institutioner bliver berørt.

Arkitektur angår alt, hvad vi bygger, det handler ikke blot om rammer for liv og vækst, det handler om, hvordan vi indretter livet.

Den danske politik lagde vægt på 10 punkter, som vi allerede har glemt, fordi ingen kan huske så mange.

Den norske tager fat om tre hovedudfordringer: bæredygtighed, forandring og innovation. Der står ikke noget i den norske arkitekturpolitik, som er uforeneligt med den danske. Den er bare langt mere ambitiøs i sit sigte.

Sådan, Norge!