Danmarks pavillon er blevet et af de helt store hit på verdensudstillingen i Shanghai. Over halvtredstusinde kinesere har de første tre dage stået i timelange køer for at blive lukket ind i pavillonen, der kan klare omkring tusind besøgende i timen.

De fleste andre pavilloner byder på avancerede multimedieshow, der i forførende billeder og lyd giver romantiske drømmebilleder af deres nationer. De er langt hen ad vejen avancerede turistbrochurer, der repræsenterer noget, der ikke er til stede i pavillonen, og som man tvivler på findes i virkeligheden.

Ofte taler de om, hvor grønne og innovative nationernes hovedstæder er. Danmarks pavillon minimerer helt denne repræsentative snak og giver i stedet den ægte vare, en samlet smagsprøve på moderne dansk byliv.

LÆS OGSÅExpo-åbning: Så bliver det ikke større

Først og fremmest selvfølgelig med den rigtige havfrue, landets nationalsymbol, der står i et lille havnebassin på sine rigtige sten fra Langelinie.

Mona Lisa 2010
Hendes værdi må være steget dramatisk af at foretage denne rejse.

En relativ værdiforøgelse, der kan sammenlignes med den, Mona Lisa blev udsat for, da hun i 1962-63 rejste til USA og gik fra at være Leonardo da Vincis mest kendte billede i Louvre til at være verdens mest berømte billede overhovedet.

Havfruen er gået fra at være kendt af alle danmarksrejsende til at være kendt af så godt som alle kinesere. Som international branding af Danmark er der tale om en omvendt karikaturkrise.

LÆS OGSÅDF: Havfruen skal boykotte Kina

Hun er attraktionen, og pavillonen tager i hele sin udformning ærbødigt hensyn til det. Den omslutter hende elegant beskyttende i sin lette, men stærke dobbelthvirvel.

Halvdelen af dette rampeforløb er indendørs og indeholder foruden kig til havfruen og omgivelserne billeder af Danmark og fire slående smukke film af Martin de Thurah, blandt andet om havfruens rejse, om barndom i Danmark og om at bade i Københavns Havn.

LÆS OGSÅDen Lille Havfrue bliver hyldet i Kina

Filmene kan minde om øvrige nationers forenklende og idylliserende selvfremstillinger, men formen er ikke glat. Filmene præsenterer Martin de Thurahs foruroligende billedsprog i slowmotion, og igen er indholdet mere et eksempel på ny dansk filmkunst end repræsentation af Danmark.

Ingeniørkunst uden maskiner
Pavillonen er konstrueret som en selvbærende dobbeltspiral med blot en enkelt kerne med elevator til at understøtte sig.

Rumforløbet er én lang rampe, et 8-tal, der er foldet over midten, men det er rigelig til at give en så kompleks rumlig oplevelse, at alle mister orienteringen midtvejs i første gennemløb.

Pavillonen er tænkt og udført som et byrum. Her er en blå cykelsti og en gangsti adskilt af en 130 meter lang krøllet bænk udført af kunstneren Jeppe Hein, en blå cykelsti og en gangsti, der alle folder sig i parallelle forløb rundt om havfruen.

Selve formen af den søjlefri spiral er nok spektakulær, men er også helt igennem funktionel.
Foto:  Iwan Baan/www.Iwan.comDen virker som en passiv aircondition ved, at varmeforskellen i det hede klima trækker luft ind for neden og ud gennem perforeringen i siderne, som om aftenen bliver lyssat særdeles smukt og enkelt.

Energiforbruget for at drive pavillonen (fraregnet kontor- og køkkenmaskiner) skulle svare til at drive et almindeligt tv.

Arkitekten Bjarke Ingels kalder det »engineering without engines«, ingeniørkunst uden maskiner, og understreger, at det har været hele intentionen med pavillonen, at den ikke bare fremlagde nogle påstande om en bedre by, men faktisk selv var et eksempel på det.

Arkitektonisk mesterværk
Man må sige, det i den grad er tilfældet. De besøgende bevæger sig enten begejstrede omkring eller sidder afslappet og nyder livet i den danske pavillon.

Mylderet er ikke irriterende for oplevelsen, som det kan være i nogle af de andre pavilloner. Det er selve pointen.

Lige netop den forståelse af arkitektur som en befordrende ramme om udfoldelsen af livet, som den inkarnerer, er stærkt fraværende eller i det mindste underrepræsenteret i Kinas nye storbyer generelt og i Expo-byen i særdeleshed.

Det er på sin vis BIG’s finest forløste stykke arkitektur hidtil. Rent arkitektonisk er det et mesterværk for den unge tegnestue og med til at promovere dem kraftigt i Asien, hvor de i forvejen har flere store projekter undervejs.

Finishen er måske ikke noget at råbe hurra for; det er en stålkonstruktion, lavet som et snoet tankskib, og samlinger minder om et skib af den kaliber.

Men det understreger kun ærligheden og er ligesom stålkonstruktionens lyd og det blålige skær fra bassinet omkring havfruen med til at give en lidt maritim stemning.

Pavillonen er rå i detaljen, men helt igennem charmerende.

Drømmepavillon
Man kan sagtens kritisere ideen om en verdensudstilling for blot at være en nationernes indbyrdes dyst på oppumpede nationale klicheer.

Men hvis det er præmissen, gør Danmarks pavillon mere, end man kan drømme om.

Midt i al den forlorne indpakning har den en kvalitet, der trumfer de fleste andre pavilloner: den ægte vare.