John Kørners maleri af de afviste irakere i Brorsons kirke er blandt de kunstværker, der kan opleves i Kødbyen fra 10.september.

John Kørners maleri af de afviste irakere i Brorsons kirke er blandt de kunstværker, der kan opleves i Kødbyen fra 10.september.

Kultur

130 kunstnere rækker gylden hånd til irakere

En kunstauktion skal samle ind til de afviste irakiske asylansøgere. Auktionen kan indbringe mere end 200.000 kroner.

Kultur

»Det, synes jeg, er pisse fedt, det her. Hvem har lavet det?«.

Salgs- og vurderingsdirektør fra auktionshuset Bruun Rasmussen, Peter Christmas Møller, smider jakken og ifører sig et par hvide handsker. Han kommer ned på knæene uden tanke på de mærker, det beskidte gulv sætter på hans ellers pæne sorte bukser.

»Rosa Marie Frang«, svarer Emil Nielsen, der står bag ham.

Til dagligt er Emil Nielsen kommunikationsstuderende. Men for tiden bruger han det meste af sin tid på at planlægge en kunstauktion til fordel for de afviste irakiske asylansøgere i initiativet Aktion Auktion.

Se også Kunstnere går i a(u)ktion for irakerne

Foreløbig har 130 kunstnere indsendt værker, der vil blive udstillet i Kødbyen i København 10.-21.september. I samme periode vil det være muligt at byde på værkerne på en online-auktion, som Bruun Rasmussen har tilbudt at stå for. Blandt kunstnerne er Olafur Eliasson, Bjørn Nørgaard, Superflex, Jeppe Hein, Das Beckwerk og John Kørner.

Et første kig på værkerne
Det er første gang, Peter Christmas Møller ser både udstillingslokalerne og kunstværkerne. De står på det rå gulv i rækker op ad hinanden. De har alle påklistret et gult mærkat, hvorpå der står et nummer. Emil Nielsen går rundt med en liste over værkerne, mens han fører Peter Christmas igennem det umiddelbare kaos.

Nummer 67 er et maleri af Jes Formsgaard:

»Det burde ligge på den anden side af 10.000 kroner«, siger Peter Christmas Møller efter at have kigget på maleriet i nogle sekunder i stilhed.

Kunstudstillingen kommer til at foregå i nogle nedslidte lokaler i Kødbyen. Væggene er belagt med beskidte hvide fliser, der bliver lyst op af nogle støjende neonrør.

»Jeg synes egentlig lokalerne passer rigtig godt til den her type udstilling«, siger Emil Nielsen, mens han viser rundt i et tilstødende rum, hvor der lugter svagt af fordærvet køde.

Kørner-maleri til 50.000 kroner
Peter Christmas Møller rejser sig op og lader blikket glide ud over værkerne.

Han går hen imod et maleri af John Kørner. Han fjerner det bobleplast, som det er svøbt ind i. Han tager billedet op og holder det foran sig i strakte arme. Det forestiller tre personer, der ligger i en kirke. Den ene ligger direkte på jorden, mens de øvrige ligger på brikse.

Motivet refererer til de afviste irakiske asylansøgere, der søgte tilflugt i Brorsons kirke på Nørrebro den 17. maj. Her opholdte de sig i knap tre måneder, indtil politiet ryddede kirken og anholdte irakerne for tre uger siden.

Politiet rydder Brorsons Kirke

»Et billede som det her af Kørner ville normalt på en auktion blive solgt for omkring 50.000 kroner«, vurderer Peter Christmas Møller.

Politisk højspændt sag at støtte
Bruun Rasmussen har tidligere deltaget i humanitære projekter med blandt andet Kræftens Bekæmpelse og Red Barnet. Men denne gang krævede det en ekstra overvejelse, fortæller Peter Christmas Møller:

»Vi har overvejet vores deltagelse nøje, da de afviste irakere er et meget politisk højspændt emne. Vi vil ikke gå ind og blande os i regeringens flygtninge- og indvandrerpolitik. Men formålet med den her auktion er at lave en humanitær indsamling, og det vil vi meget gerne bakke op om«, siger han.

»Det drejer sig om knap 300 mennesker, der er endt i en skidt situation, hvor de risikerer at blive sendt tomhændet hjem til et krigshærget land. Vi ønsker bare at række dem en hånd«.

Olafur Eliasson bidrager med en uro
Olafur Eliasson er blandt kunstnerne, der har doneret et værk til kunstauktionen. Han håber, auktionen vil skabe fornyet opmærksomhed om de irakiske flygtninge.

”De her irakere har haft et forløb, der er meget tragisk. De har været igennem nogle svære ting i Irak, og så er de blevet sendt i lejre, hvor de er blevet yderligere traumatiserede«, siger han til politiken.dk.

Han mener, behandlingen af irakerne er udtryk for en generel tendens.

»Det værste er næsten, at det virker til, at folk i Danmark efterhånden har vænnet sig til de forhold, vi byder flygtninge. Det virker som om, der er en diskrepans mellem det Danmark, som vi går rundt og forestiller os, og det Danmark, som faktisk er derude«, siger Olafur Eliasson.

Hans bidrag til auktionen minder mest af alt om en uro. Der findes 360 eksemplarer, hvoraf de 290 allerede er spredt ud over resten af verden og hver især »hjælper folk til at navigere fysisk såvel som moralsk«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det eneste andet eksempler, der foreløbig er i Danmark, er hjemme på Olafur Eliassons egen adresse.

Mere end 200.000 kroner til irakerne

Emil Nielsen fortæller, at ambitionen er at at indtjene 200.000 kroner på auktionen:

»Det ville virkelig overraske mig, hvis ikke det kommer op over 200.000 kroner«, siger Peter Christmas Møller.

»Der er mange af de her kunstnere, der ikke har valgt at tage den lette løsning, og som faktisk har indsendt nogle meget originale og stærke værker«.

Ustillingen åbner den 10.september i Høkerboderne 8.

SE Aktion Auktions hjemmeside (ekstern link)

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce