Kampvogn.   De to kvinder  hedder i Manfred Beiers notesbog Frau Z. og tante Ursel. I den  tanklignende  klapvogn kører de blandt andre  fotografens søn Nils på en tur  gennem Berlin Lichtenberg i juni 1970. Foto: Bundesarchiv/Manfred Beier

Kampvogn. De to kvinder hedder i Manfred Beiers notesbog Frau Z. og tante Ursel. I den tanklignende klapvogn kører de blandt andre fotografens søn Nils på en tur gennem Berlin Lichtenberg i juni 1970. Foto: Bundesarchiv/Manfred Beier

Kultur

60.000 glemte fotos viser hverdagen i DDR

Den østtyske skolelærer Manfred Beier tog gennem hele livet over 60.000 fotografier, som han gemte i et kolossalt arkiv i sin kælder.

Kultur

I november 2002 døde berlineren Manfred Beier, 74 år gammel.

Beier havde været hjælpelærer i DDR og i årene op til Murens fald leder af et sekretariat i DDR’s bank for udlandshandel. Han gik på pension, da han blev borger i Forbundsrepublikken. Et samvittighedsfuldt menneske og en stille eksistens. Hans nærmeste familie og kolleger vidste, at Manfred Beier havde en lidenskab: Han fotograferede.

Men lige præcis hvad han fotograferede, vidste de ikke så nøje, eller også interesserede det dem ærlig talt ikke. Da hans sønner, Nils og Wolf, ryddede op i deres fars efterladenskaber, fandt de en skat, som Tyskland ikke ejer magen til. I et skab i kælderen havde deres far med en næsten frygtindgydende omhu opbevaret et monumentalt fotografisk værk.

Filmruller med i alt 50.000 små negativer, 9.000 farvedias og 3.500 mellemstore negativer lå, rulle for rulle, i små udborede huller i trærammer, Beier selv havde lavet for at holde styr på sine film. I 37 store notesbøger havde Beier dokumenteret hver eneste af disse mere end 60.000 optagelser med motiv, ydre omstændigheder og samtlige tekniske detaljer, der hørte med til den fotografiske optagelse.

Samlingen er siden blevet bogført og katalogiseret i det tyske forbundsarkiv, der har fået den overdraget. Et lille udvalg kan netop nu ses på den første udstilling af fotografierne i stort format i et galleri i Berlin.

Marie-Luise Surek-Becker fra Forbundsarkivet kalder fundet »et lykketræf«.

»Næppe nogensinde i den tyske fotohistorie findes der mage til Beiers livsværk«, skriver hun i en præsentation af arkivets seneste sensation. »Der findes næppe nogen anden ikkeprofessionel fotograf – betegnelsen ’amatør’ ville her kunne misforstås – som med sit kamera over et så langt tidsrum, med et så bredt anlagt synsfelt og ikke mindst med så stor følsomhed og på et så højt niveau, har registreret forandringerne i sin hverdag i bred forstand og bevaret dem for eftertiden«.

Kold krig i billedbladene
Der findes naturligvis massevis af billeder fra hverdagen i DDR, fra den kommunistiske nations oprettelse i 1949 til Murens fald i 1989. De fleste er officielle fremstillinger af socialistiske fremskridt og sejre. Private samlinger af fotografier er også dukket op i de senere år.

Men for dem gælder det generelt, at de er taget af professionelle fotografer, der leverede billeder til DDR’s magasinpresse. Mange af billederne er skønne, men de lever alle op til de konforme krav, som aftagerne stillede. Den kolde krig udkæmpedes også i billedbladene – såvel i Øst som i Vest.

Nu har DDR helt uventet fået sin hverdagshistorie tilbage af en borger, der skrev sin beretning uopfordret med sit fotografiapparat, et Leica. Det virkelig ironiske er, at det hele ser meget bedre ud uden det kommunistiske propagandaapparats forsøg på at smykke facaden. Beier giver hverdagen et stempel af troværdighed.

»Min far var ikke politisk aktiv«, siger sønnen Nils Beier til Politiken. Han oplyser, at hans far i 1946 meldte sig ind i det tyske socialdemokrati SPD. Partiet var ifølge Firemagtsaftalen mellem sejrherrerne i Anden Verdenskrig tilladt i hele Berlin, det samme gjaldt Kommunistpartiet.

»Jeg kan ikke sige, at han var stolt af DDR, men som lærer var han interesseret i udviklingen. Han fortalte os børn om byen, dengang den ikke var delt. Hans ønske om at sætte sit liv i billeder var helt sikkert personligt. Og han havde ingen planer om at offentliggøre billederne, det er jeg sikker på. I dag siger mange af hans samtidige, at de er glade for at se hans billeder. Sådan var det dengang, siger de«.

Manfred Beier skulle ikke fremme nogen sag med sine billeder. De er ikke journalistiske i traditionel forstand. De er strengt neutrale. Intet motiv er for banalt for Beier. Der er ingen afsløringer, men der er heller ingen hyldest. De viser hverdagen, som den blev levet af normale mennesker.

Beier fotograferede indtil Murens opførelse i august 1961 også en hærskare af motiver i Vestberlin. Man ser tydelig forskel på det buldrende liv med lysreklamer på Kurfürstendam og det farve- og konturløse nybyggeri i Øst. Men det er egentlig ikke en forskel, der gør Øst til skamme. Begge dele er Beiers verden i lige høj grad, indtil Muren spærrede hans udsyn. Beier var med sikkerhed tysker, ikke øst- eller vesttysker, men tysker.

Mange af de billeder, der foreløbig er blevet offentligt tilgængelige, er vidunderlige reportager fra Beiers hverdag som lærer, som far, som søn, men der er også store mængder af billeder af arkitektur, af politiske manifestationer, af udstillinger, af badestrande, you name it. For mange af disse billeders vedkommende synes det, som om Beier har været mere optaget af sine kameraers optiske formåen end af motivet selv.

Som en flaskepost
Hvorfor brugte han hele sit liv – og en meget stor del af den sparsomme familieindtægt – på denne hobby? Det har han aldrig selv givet en forklaring på. Kun billederne kan hjælpe os på sporet.

Som 17-årig blev Manfred Beier, der boede med sin familie nær Alexanderplatz i Berlin, indkaldt som hjælper ved det tyske antiluftskyts. Det betød for de fleste af hans jævnaldrende en sikker død. Værre endnu: I de sidste måneder af Hitlerrigets eksistens blev Beier, nu 18 år gammel, inddraget i den såkaldte ’folkestorm’: Militært uskolede børn og gamle fik stukket et skydevåben i hænderne og sendt af sted som kanonføde for Den Røde Hær. De, der stak af, blev hængt i lygtepæle.

Beier overlevede i et Berlin, der for halvdelens vedkommende lå i ruiner. Alt var ødelagt. Mændene var dræbt ved fronten, mødre og søstre var voldtaget af de russiske invasionsstyrker og kunne så gå i gang med at banke ruinernes mursten rene for mørtel, så de måske kunne bruges én gang til. Det var Tysklands ’klokken 0’, som man har kaldt 1945.

Da Manfred Beiers bror døde ved et trafikuheld i 1952, arvede han hans fotografiapparat og beskedne udstyr. Med det gjorde han sig selv til iagttager af et land, der blev bygget op fra grunden, næsten som havde det været på Månen. Han stillede linsen på sit kamera på ’blænde 0’ og fotograferede genopstandelsens mirakel.

Til ære for hvem andre end sig selv ved vi ikke. I alt fald testamenterede han ikke sin kolossale samling til nogen og fortalte end ikke sine sønner, hvor de kunne finde den, og hvad de kunne finde. De opdagede den selv som en flaskepost, der var drevet i land.

»Jeg ved ikke, hvad han havde tænkt sig«, siger sønnen Nils Beier. »Måske stolede han på, at hans sønner ville gøre det rigtige efter hans død. Han måtte simpelt hen tage alle disse billeder, som om livet ikke ville indtræffe i hans tilfælde, hvis han ikke tog dem«.

Vi taler om en præcision, som ingen sommerfuglesamler ville drømme om at kaste sig ud i. I Forbundsarkivet kan man slå hans samling op og gå ind under de enkelte motiver og finde hans egen registrering. Ét eksempel ud af mere end 60.000: Beier arrangerede 23. maj 1954 et dræbende almindeligt og udramatisk foto kl. 18.10 på Kurfürstendam ved Lehniner Platz, hvor nu det vestberlinske teater Schaubühne står.

Beier noterer udførligt, at vi i baggrunden ser det britiske center, det britiske flag osv. I forgrunden står Beier selv. I hans notesbog kan man læse filmens registreringsnummer, mærke, leverandør, fremkaldelsesnummer, belysning (i dette tilfælde overbelyst), tidspunkt, afstand, blænde, belysningsmåler, tid (1/50), navnet på vennen, der tog billedet osv.

Pengene hang jo ikke på træerne, så Beier var en mester i at få det maksimale ud af hver rulle med 36 billeder – det var længe før digitalkameraernes tid. Med lidt omhu kunne man dengang tage 38-39 billeder, hvis man sørgede for ikke at overbelyse filmen, når man satte den i. Men Beier kom helt op på 41. Ikke et af motiverne måtte mislykkes eller vælges tilfældigt. Det ville være spild af kostbar film.

Familien brokkede sig over de afsavn, den måtte lide på grund af den dyre hobby. Livet var ingen spøg i efterkrigstidens Tyskland og mindst af alt i DDR.

Beier var ligeglad. Han var monoman. Han bar altid to kameraer på sig, et til sort-hvid og et til farve, plus en 8mm-filmoptager plus et hav af ekstra linser, blitz, filtre osv. Så når familien var på udflugt, måtte man undvære dens overhoved, der var helt opslugt af sine egne gøremål. Beier gik så vidt, at han efter Murens opførelse bad slægtninge i Vesttyskland om at supplere hans samling – stadig sådan, at hvert billede blev ledsaget af alle relevante tekniske informationer og naturligvis tid og sted.

Konen med tørklæde
Det er ikke muligt at finde kritiske vinkler i lærer Beiers billeder. De udtrykker en betagelse af det, han får lov at opleve. Vi ser mængder af ny østberlinsk arkitektur, ofte i grelt forårslys, der fremhæver, at bygningerne er nye her på denne lettere golde klode.

Vi ser også billeder, der flyder over af liv, især når Beier fotograferer familien – f.eks. to kvinder, formentlig svigerdøtre, der balancerer en tændstikæske mellem deres næser, eller hans skole på udflugt i et Østtyskland i de barske efterkrigsår, hvor meget endnu lå i ruiner.

Eller et gammelt skipperægtepar i Prerow ved Østersøen en skøn solskinsdag. Konen med tørklæde (det gik fiskerkoner med på landet dengang, helt uden at være muslimer), manden med kaptajnskasket og pibe i munden.

Eller et helt overdådigt billede af en klasseudflugt til Dresden og bjergområdet syd for byen. Her ser vi lutter skolepiger spise suppe eller grød af hver deres bliktallerken, mens de sidder dér med opsat hår i deres fine kjoler eller nederdele og med de voksne lærere i baggrunden. Billedet er taget i juli 1952.

Dengang var amerikanske jeans end ikke kommet til Vesteuropa. Her ser vi et lille stykke af verden, før den blev amerikaniseret. Pigerne i Danmark så nøjagtig sådan ud, da jeg var ni år gammel. Det udtrykker ren glæde.

Et andet billede, denne gang fra 1956, viser Manfred Beier med sin gamle far på banegården i Magdeburg i DDR. De tyske jernbaner havde heddet Mitropa før krigen, og det navn overtog DDR. De to står foran Mitropas restaurant, men r’et er væk, sikkert en endnu ikke repareret krigsskade, så nu står der ’Mit opa’, altså ’med bedstefar’.

Manfred tog forskud på glæderne. Sine to drenge fik han først mere end ti år senere.

Tyskland var blevet offer for en samler.

Et udvalg af Manfred Beiers billeder kan ses på galleriet Unterwegs indtil 20. juni, Torstrasse 93, 10119 Berlin-Mitte. Der er fri adgang.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce