»Når jeg tager masken på, og når jeg bliver Life, skal jeg leve op til superheltens ideal«. 25-årige Chaim Lazaros læser filmvidenskab, men er i fritiden en helt, der hjælper de hjemløse i New York. Foto: Charlotte Østervang

»Når jeg tager masken på, og når jeg bliver Life, skal jeg leve op til superheltens ideal«. 25-årige Chaim Lazaros læser filmvidenskab, men er i fritiden en helt, der hjælper de hjemløse i New York. Foto: Charlotte Østervang

Kultur

Superheltene er trådt ud i virkeligheden

Aclyptico, Citizen Prime og Zetaman. Flere hundrede mennesker opfører deres egen version af tegneseriernes superhelte.

Kultur

Han er lidt tid om at komme i gang. Faktisk virker han nærmest genert.

Men det er selvfølgelig også sin sag sådan lige at vade ind i folk i en eftermiddagstravl park i New York og præsentere sig som en vaskeægte superhelt.

»Der er jo ingen grund til at forstyrre nogen, vel? De ser glade nok ud. Og jeg vil ikke lave en scene ved at tage min maske på lige nu«, siger den 25-årige mand, der går rundt og spejder i parken iført store støvler, sorte jeans med snorene fra sit jødiske bedesjal slaskende om hofterne, hvid skjorte, sort vest, sort slips, sort hat – og med den lille Zorromaske dinglende løst om halsen.

Lige nu er han Chaim Lazaros.

Transformation til Life En genert knægt af få ord med dunet overlæbe, vigende øjne og en tung rygsæk, der truer med at trække den spinkle krop ned. Da han ser en ældre, slidt sort mand sidde og hænge på en bænk, som var det det nærmeste, han kommer på et hjem, sker der noget. Chaim bliver til ’Life’. »Hey, vil du ha’ en flaske vand? En myslibar, måske? Slik? Okay, men så skal du også ha’ lidt vitaminer, for det skidt der er ikke godt for dig. Spis de her grimme fætre, så får du det bedre. Hvad hedder du? Jeg hedder Life og er en af virkelighedens superhelte. Er det okay, at jeg sætter mig?«. Den ældre hjemløse mand virker lettere paf.

»Hvad er du? En superhelt? Det tror jeg ikke en skid på. Obama er en superhelt. Men hvem er du? Spiderman eller noget? Life? Alle er ’life’«, siger han og kigger skeptisk på den unge mand, der nu har slået sig ned på bænken over for ham.

Konverserer uden at dømme
Men der går hul på samtalen.

Superhelten bliver siddende og snakker. Spørger til dagen og vejen. Lytter.

Og forsøger at falde ind i gadejargonen, da manden fortæller, at han lige er blevet løsladt efter fem år i fængsel.

»For satan, hvad havde du gjort?«.

»Jeg prøvede at slå en skiderik ihjel her i parken«.

»Hvor langt kom du?«.

»Jeg nåede sgu næsten, hvad jeg sku’ – men så kom politiet. Og du ved nok, at som loven er, så må man ikke lægge hånd på andre. Hvis jeg slår dig, kan du ikke slå igen. Så ryger en af os i fængsel. De så mig slå igen, og så røg jeg i fængsel«, siger manden.

Life konverserer uden at dømme og fordømme.

Superheltens ideal
Da han bagefter selv forsøger at sætte ord på, hvad det betyder at være en superhelt, er det vigtigste for ham netop at være til stede.

»Når jeg tager masken på, og når jeg bliver Life, skal jeg leve op til superheltens ideal. Som Chaim går jeg som regel rundt med mine hovedtelefoner på – ligesom alle andre i New York. Men som Life er jeg på. I højeste beredskab. Det hele handler om mine omgivelser. Jeg ser, hvem der er omkring mig. Føler, hvad der sker for dem. Ser, om de har brug for hjælp. Jeg er 100 procent interaktiv, for jeg vil lære dem og deres behov at kende. Jeg er virkelig. Jeg er til at tage og føle på«.

Life er en relativ novice som superhelt. Det er mindre end 2 år siden, han ’sprang ud’.

Egentlig var han og bedstevennen Ben Goldman ved at lave en dokumentarfilm om det omsiggribende fænomen.

Anonyme Superhelte
Som filmstuderende havde de fundet ud af, at der i USA var over 100 mere eller mindre almindelige mennesker, der havde opfundet deres egen superhelteidentitet og iførte sig fantasifulde kostumer for at gå ud og gøre gode gerninger på gaden.

De to venner stiftede organisationen Superheroes Anonymous (Anonyme Superhelte) og kaldte til samling på Times Square i New York.

Da 12 helte kom rejsende fra hele byen og landet, kunne Chaim ikke modstå fristelsen til at slutte sig til dem. 28. oktober 2007 blev han for første gang Life.

Ben Goldman er stadig mest Ben, men sommetider optræder han som ’Camera Man’ og ser sig selv som bevægelsens kronikør og historiker.

»Folk spørger, om vi mener det her alvorligt. Det gør vi altså. Hele idéen er at blande fantasi og virkelighed. At bringe noget, der normalt er tegneseriens og barnefantasiens domæne ud på gaden for at inspirere folk og skubbe på for en positiv udvikling i verden. Det er superheltene selv, der definerer, hvad der er godt. ’Godt’ er også et synonym for det at være aktiv, at handle«, siger Goldman.

Enspændere over hele verden
Verden over – og især i USA – er der flere konkurrerende organisationer, der prøver at få lidt samling på superheltene, der pr. definition alle er enspændere og helst arbejder alene.

Og som har givet sig selv så forskellige missioner, at det kan være svært for dem at blive enige om noget.

Mens Life fokuserer mest på at hjælpe hjemløse, er der i New York f.eks. også Direction Man, som går rundt med bykort stikkende op af lommerne i sin neonvest og hjælper folk med at finde vej.

I London har Angle Grinder Man i flere år hjulpet med at skære parkeringsvagternes klamper af biler.

Citizen Prime i Utah hjælper børn. Master Legend fra Winter Park, Florida prøver at stoppe forbrydelser under opsejling. Metro Woman i Washington, DC forsøger at få folk til at bruge offentlig transport.

Sammenstød
Terrifica – en af de få kvindelige superhelte – patruljerer på barer i New York for at beskytte berusede kvinder mod mænd med ondt i sinde.

Og i Clearwater, Florida er der en fyr, der slet og ret kalder sig Superhero, og som iført en tætsiddende rød lycradragt med knaldblå støvler og underbukser udenpå kører rundt i den sejeste røde superhelte-Corvette, der er udstyret med alskens smarte opfindelser, som blandt andet har hjulpet ham med at redde folk ud af forulykkede biler.

Alle de mange meget forskellige missioner har ført til flere sammenstød inden for superheltenes rækker.

Der er en åbenlys forskel på de stille velgørere som Life i afdæmpet uniform og så de mere farvestrålende superhelte, der i bedste supermanstil har deres forbogstav skrevet på brystet af deres tætsiddende dragt.

Knightmen
Nogle går ligefrem i rustning og bærer både håndjern og våben i form af f.eks. stave, peberspray, slangebøsser og andet for at kunne konfrontere narkohandlere, voldtægtsmænd og indbrudstyve.

For et stykke tid siden sprængtes organisationen Heroes Network, da der kom ny formand, og man besluttede at optage nye medlemmer med tvivlsomme missioner – som Blue Lightning fra Michigan, som bekæmper passiv rygning.

Det blev for meget for nogle af de mere håndfast aktivistiske superhelte.

De var også trætte af, at superheltefænomenet begyndte at fylde for meget i pressen. Nogle af dem brød ud og dannede i stedet den mere hemmelighedsfulde gruppe Knightmen.

»Hvis ikke du sætter livet på spil, så yder du ikke nogen heltegerninger. Hvem er så ude på gaden og redde den unge pige fra at blive overfaldet, mens du deler Barbiedukker ud?«, spurgte Ecliptico fra Pennsylvania, da ugeavisen Denver Westword i marts i år forsøgte at finde hoved og hale i de interne stridigheder.

Bro over splittelsen
Superheroes Anonymous prøver med base i New York at slå bro over splittelsen.

Ben, Chaim og et par andre står frem med navn og udtaler sig på bevægelsens vegne.

Blandt andet for at sikre, at alle andre kan bevare deres anonymitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Organisationen er i øjeblikket ved at søge status som skattefritaget frivilligorganisation, fordi det vil give dem mulighed for at samle penge ind og dermed ikke altid skulle finansiere deres alternative velgørenhedsarbejde af egen slunken lomme.

Ben Goldman ser ikke noget problem i, at der er meget forskellige idéer om, hvordan virkelighedens superhelte arbejder.

»Man skal forstå, at når først folk vælger at klæde sig ud som virkelighedens superhelte, så har vi at gøre med ekstreme typer, så det er klart, at der vil være ekstreme forskelle. Det vigtigste er, at superhelte inspirerer folk. Det er typisk mennesker, der søger at få kontrol over deres eget liv. Folk, der leder efter en identitet, efter sig selv. Og mange når frem til, at de vil yde noget, gøre noget godt, forandre ting. Og hvorfor så ikke gøre det lidt sjovt«, spørger Goldman.

Han mener, at der i dag er omkring 300 af den slags udklædte superhelte i verden.

200 alene i USA, hvoraf måske et dusin er i New York, der er og bliver superheltenes internationale hovedstad.

»Gak? Måske. Men vi gør noget godt«
Ikke mindst takket være Supermans og Batmans fiktive hjembyer Metropolis og Gotham City, der på flere punkter er inspireret af New York City.

»Det er tætheden og tanken om, at der er så mange mennesker så tæt samlet. Byen er et udtryk for, hvordan menneskeheden må samarbejde for at kunne overleve. Det er fascinerende med skyskrabere, tusindvis af mennesker i den samme subway og på gaderne, biler, forretninger, forskellige kvarterer og etniske grupper side om side. Byen repræsenterer menneskehedens ekstremer. Man kan ikke lade være med at undre sig over, hvad der foregår under subwayen, i de glemte tunneler, i farlige kvarterer og på øverste etage oppe mellem skyerne. Det er så stort og kompliceret, at det er enormt inspirerende«, mener Ben Goldman.

Han tager det med et smil og et skuldertræk, at mange reagerer på superheltene ved at sige, at de må være lidt småtossede.

»Det er der kun én ting at sige til: Det kan godt være, at folk tror, vi er gak. Men vi gør noget godt. Og er det virkelig så gakket? Hvis man bare ser en tilfældig person dele mad og vand ud på gaden, bliver folk nærmest mistænksomme. Men hvis vedkommende er klædt ud som superhelt, så er det nemmere at forstå. Der er god mening i, at superheltene er i aktion derude«, mener Goldman.

Udvikler superevner
Og når folk spørger, hvorfor superheltene ikke har superevner, nyder han at lege med tanken.

»Er det evnen til at flyve, der skaber en superhelt? Så ville Batman ikke være en superhelt, men han har til gengæld alle sine dimser. Eller skal man kunne sende lyn af sted med øjnene? Det kan Ironman ikke, men han har alle sine våben. Vi har endnu ikke fundet en virkelighedens superhelt, der kan flyve. Men vi gør vores bedste for at prøve at udvikle superevner. Vi har folk, der kan kampsport. Og andre, der bare er umanerligt rare mennesker. Hvem ved, måske finder vi en dag en helt med superevner. Men indtil da arbejder vi med, hvad vi har«, siger Goldman.

Vennen Chaim/Life er ikke i tvivl om, at han har fundet sit kald.

Han kunne godt tænke sig en ring ligesom den, The Green Lantern har.

»Han kan bare tænke på en ting – som f.eks. et rumskib – og så bum, så har han et grønt rumskib. Det er sgu da meget cool. Sådan en ring vil jeg gerne have. Bare det hele ikke blev grønt«, siger Life.

»Men min superevne er nok den, at jeg gider folk. Giving a shit. Lidt kærlighed. At jeg sætter mig ned og hører deres historie. Måske gi’r dem et råd. Det er i virkeligheden meget stærkere end at give dem en flaske vand«, siger Life.

»Tak for snakken«
Efter at have snakket med den sorte hjemløse mand i Tompkins Square Park går Life videre til en velsoigneret, kronraget mand, der sidder og gumler på en sandwich.

På bordet foran ham står en kæmpe skuldertaske.

Han kunne godt være en jævn håndværker på vej i fitnesscenter.

Men tasken rummer hele Wills liv. Og han tager vel imod, da Life kommer og tilbyder en flaske vand og en snak.

Will og Life snakker i over 20 minutter. Om steder at sove. Hvem der deler mad ud. Om depression. Om problemet med at holde på et job, når man har svært ved at holde tråden.

Om forleden, da nogen satte ild til Wills jakke, mens han lå og sov med den over hovedet. Om flovheden over at løbe ind i gamle venner. Om løst og fast. Alt og intet.

De skilles med et gensidigt »tak for snakken«.

Handling frem for politik

Life sætter sig på en bænk og ser tilbage på aftenens patrulje.

Og tænker højt over, hvordan han kunne tænke sig at rejse ud i verden som superhelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

F.eks. ved at smugle majs over grænsen fra Sydafrika til de sultende i Zimbabwe. Det rører ham ikke, at det bliver politisk.

Men der er også grænser. De aktuelle avisoverskrifter om politisk kaos i Iran er f.eks. ikke noget, der kan inspirere ham.

»Politik er kunstigt. Når jeg ser sultne mennesker ét sted og mad et andet sted, så tænker jeg, at jeg vil bringe de to ting sammen. Der kan politik være en forhindring«.

»Ligesom den vinter, jeg sagde »fuck you« til New Yorks hjemløsekontor, der ikke brød sig om, at vi delte tæpper ud til de hjemløse, for så ville de måske ikke melde sig på herbergerne. Men Iran må løse sine egne problemer. Jeg kan ikke flyve ind og stikke ayatollahen en knytnæve i fjæset. Jeg er realistisk med mine mål. Det andet kunne måske lade sig gøre på film, hvor skurke og helte står tegnet mere klart. Men det er derfor, det er på film«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce