Vindmølleballade. Aktivister har i ugens løb demonstreret i Østerild Klitplantage i Thy mod et nationalt testcenter for kæmpevindmøller.
Foto: Cathrine Ertmann/Polfoto

Vindmølleballade. Aktivister har i ugens løb demonstreret i Østerild Klitplantage i Thy mod et nationalt testcenter for kæmpevindmøller.

Aktivist i Østerild: »Ulvehyl betyder akut fare«

Ud over lejrbål og fællessang møder Tom Vilmer skovmaskiner, politi og marcipanbrød i Østerild Klitplantage.

Kultur

Lørdag

Jeg bliver vækket af et ulvehyl – det er det signal, som vi har aftalt betyder akut fare.

Klokken er 5 om morgenen, og med alarmråbet ved jeg, at nu sker der noget. Jeg sover i Frøstruplejren uden for skoven, men dem, der sover derinde, har hørt lyden af de store motorer fra maskinerne, der kommer kørende.

Nogle aktivister løber alt, hvad de kan, og en lille fyr fra Finland får kastet sig foran den ene maskine, standser den og springer så ind og stopper den anden. Lige i hælene på ham kommer tre andre, som får stoppet det. Jeg bliver tilbage og finder ud af detaljerne, for med det samme ringer Ritzau og resten af pressen. Det sidste, jeg tænker på, er at få morgenmad.

Senere cykler jeg ud til de andre i lejren i skoven i hamrende regnvejr. Folk er glade, fordi vi fik stoppet maskinerne, og jeg bruger dagen på at hjælpe til og lave landkort over området. Der kommer hele tiden nye aktivister til, og vi giver dem kort, så de kan finde rundt.

Jeg har været her i to uger, og med morgenens hændelser ved vi nu, at der er brug for os. Det er nu, det sker.

Jeg tager tilbage til Frøstrup omkring klokken 5 og spiser havregrød med frugt. Det er dagens første måltid.

Jeg går i seng i mit telt omkring klokken 3 og opdager, at mine sovepose er blevet sjaskvåd i bunden. Jeg trækker benene op under mig og sover.

Søndag

TV 2 ringer klokken 5 og vækker mig, så jeg står op. De har en idé om, at hvis der sker noget derude, så sker det fra morgenstunden.

Jeg cykler i skoven for at se, om der sker noget. Det er morgenvådt, det drypper fra træerne, men det er flot, og der er fuglesang. Mine sko og sokker er gennemblødte, for de når ikke at tørre om natten, og mine bukser er lappet med gaffertape. Det er en lang, god og stille tur gennem skoven. TV 2 står der, og der er tæt kameradækning, for de har fået færten af, at det er en god historie.

Nogle af de lokale folk kommer ud med kaffe og friskbagte boller til lejren. Jeg tager tilbage til Frøstruplejren, hvor jeg holder til, for jeg skal jo have strøm på telefonen og tjekke computeren.

Om aftenen er jeg ret udkogt efter kun at have sovet to timer, og på et tidspunkt bliver jeg lagt i seng.

Mandag

Igen vågner jeg ved alarm, ulvehyl og mobiltelefoner. Maskinerne kører igen, og igen er der nogle, der siger: »Nu skal de stoppes«.

Jeg løber rundt for at finde en cykel, så jeg kan rapportere direkte derfra og cykler ud til et stort åbent område ved en eksproprieret gård, hvor maskinerne er blevet stoppet. Det er sådan nogle billeagtige, leddelte maskiner med grabber på.



Der er mange mennesker derude. Både aktivister og folk, der er kommet forbi i bil. Politiet er der også, og vi snakker godt sammen.

Maskinerne står bag et hegn, og ved porten har de væltet et mellemstort træ med rod og det hele. Vi graver et nyt hul til det, og en masse aktivister får rejst det op og lægger ny jord om. Så står det flot igen.

Vi beslutter os for at rykke lejren ind på området. Der er en stor carport, som vi kan være rigtig mange i. Der er sang og musik og jævn strøm af gæster. Det er både medierne og private, der kommer. Nogle har friskbagte franskbrød med til os, andre dåseøl og pølser – og en giver os en sæk fyldt med marcipanbrød.

Om aftenen er der en rigtig god og afslappet stemning. Vi sidder om bålet og snakker om livet og døden, kærligheden og naturen; om, hvordan verden skulle se ud, hvis den ikke lige så sådan ud, som den gør.

Tirsdag

Det er en stille dag. Pressen kører på om morgenen, og så bliver der ro.

Jeg hjælper med at bygge nogle raketovne, som er et rør med en lille ovn nedenunder. På den måde kan man lave mad over ild uden at bruge ret meget brænde.

Vi går ind for vedvarende energi, vil ikke fråse, så vi har lært teknikken. Det er ikke permanente konstruktioner, så de skal genopbygges, men kartoflerne koger langt hurtigere med den slags tricks. Det er et godt afbræk at bygge dem.

LÆS DEBAT

Jeg gør alt, hvad jeg kan for at have det godt og slappe af. Jeg er på ferie med en masse dejlige mennesker, og vi bruger rigtig meget tid på at synge og spille musik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Onsdag

Om eftermiddagen begynder der at gå rygter om, at politiet vil komme næste morgen, og at de vil have andet end forblommede formuleringer med. Det er alvor nu.

Folk bliver kaldt sammen. Det sker ved et indianerhyl, og vi sætter os i en cirkel og snakker om, hvad vi skal. Nogle mener, vi skal lade politiet slippe maskinerne løs, andre mener det modsatte. Det tager et par timer sådan et møde, for alle skal have lov at sige det, de vil.

Jeg sidder i et hjørne af cirklen og skræller gulerødder imens, så vi kan få en ordentlig gang aftensmad. Til sidst kommer vi frem til en god plan.

Jeg kører tilbage til Frøstrup igen med nogle udenlandske aktivister, og vi kører 20 kilometer forkert, fordi jeg falder i søvn, og de andre ikke kender vejen. Det er en smuk og råkold aften med en flot måne og dejlige skyer, der ligner nordlys, som de ligger i sjove formationer med skrålys på.

Da jeg lægger mig til at sove, er jeg ikke nervøs, men ser frem til næste dag, for jeg synes, vi har lagt en rigtig god plan.

Torsdag

I dag er den store dag.

Klokken 4 bliver jeg vækket af den første journalist, der spørger om vej. Vi fylder en bil op og kører derud. Der er mediedækning fra gulv til loft, kameraer nok til hvad som helst. Klokken er 6, og vi er 80-100 personer plus alle mediefolkene. De lokale protestgrupper er mødt massivt op, og næsten alle aktivisterne tager på svampetur i skoven, for der er gode kantareller nu.

Journalisterne virker lidt skuffede over, at det mest er normalt udseende lokale, der er til stede.

Politiets indsatsleder dukker op og erklærer, at de skal forlade området, for han vil lukke op for fire skovarbejdere, han har med. Thyboerne synes ikke, det er på tide at tage hjem, for de er jo lige kommet.

Så kommer der otte betjente mere. De rykker frem. »I skal flytte jer«, siger de, men thyboerne bliver siddende.

LÆS MERE

Politiet lukker skovarbejderne ind, de løfter hegnet af og lægger det ned. Arbejderne smutter op på maskinerne og kører ud på marken ved siden af.

Da politiet slipper maskinerne ud, begynder folk at løbe. Et par unge løber hurtigst, men thyboerne løber lige bagefter gennem politiets afspærringsbånd ud i det våde korn på marken. Maskinerne når 20-30 meter ud på marken, og så får de stoppet dem. Thyboerne når frem og bliver stående.

De fleste af de her folk har aldrig gået over for rødt lys, og pludselig sidder de og nægter at adlyde ordrer fra politiet. De vil blive siddende, siger en ældre herre. Jeg får tårer i øjnene.

LÆS DEBAT

Politiet begynder at slæbe folk væk. Både unge og gamle, men de gæve thyboer er ikke nemme at bære – det er granvoksne mænd og kvinder.

Politiet slæber løs, men må erkende, at der er for mange, for der sidder en 20-30 mennesker foran og indikerer, at de vil blive, til de blev hjulpet væk. Maskinerne kører tilbage i indhegningen, og hegnet bliver lukket igen. Det hele tager blot et kvarter eller tyve minutter.

Vi kalder folk tilbage fra svampeturen. De har været spredt over hele skoven, for hvis maskinerne skulle nå så langt, kunne de stoppe dem. Det var vores strategi.

Der er high fives og store knus hele vejen rundt. Det var flot, det var stort, og alle var rigtig glade for udviklingen. De gamle thyboer får nogle store knus.

Klokken er kun en 10 stykker. Så er det om at gå om bord i den donerede mad og få lavet nogle ostemadder og få en kop morgente. Vi skal lige bruge tid på at lande oven på det her.

Vi snakker oplevelsen igennem, for selv om de var søde og rare, så er det grænseoverskridende at sige politiet imod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fredag

Jeg vågner lidt før 5, da vækkeuret ringer. Det er fredeligt ikke at blive vækket af medierne. Tager ud til lejren fra morgenstunden og tuller rundt og hygger og spiser vegetariske håndmadder med feta. Folk forkæler os. Det er pisse regnvejr, men vi har det godt.

Mit lift tilbage er kørt i grøften, så vi skal vente på Falck. Politiet kommer og brokker sig – måske tror de, vi laver en blokade.

Så snart jeg er kommet tilbage, får jeg melding om to politibiler på vej til lejren og slår alarm. Mange spreder sig ud i skoven for at plukke bær – for vi har plukket alle kantarellerne nu.

Skynder mig tilbage, men det er falsk alarm. Jeg opfatter det som et forsøg på at stresse os og se vores beredskab.

En af vores bærplukkere ude i skoven fulgte efter skovvæsenets biler, som kørte til en gård på Tovsigvej. Der er kommet en skovmaskine også, og vi sender folk derover. Måske blokerer vi gården.

Fortalt til Mikkel Vuorela

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce