Auteur. Lars von Trier er sammen med Carl Th. Dreyer den eneste danske filmkunstner, som for alvor har vundet international respekt, skriver Christian Braad Thomsen.
Foto: BORBERG THOMAS (arkiv)

Auteur. Lars von Trier er sammen med Carl Th. Dreyer den eneste danske filmkunstner, som for alvor har vundet international respekt, skriver Christian Braad Thomsen.

Kultur

Filmessays om danske instruktører har kant

Personlige, poetiske og provokerende essays om seks nyere danske filminstruktører.

Kultur

»Auteurbegrebet er filmkunstens alfa og omega og er uomgængeligt for filmens udvikling«.

Så enkelt og smukt og resolut kan det skrives, når Christian Braad Thomsen i sin essaysamling ’Film med håndskrift’ lige skal definere den filmiske håndskriftsteori, der ligger bag auteuropfattelsen.

At filminstruktøren til trods for filmkunstens kollektive ensemblenatur bør være kunstner med samme særegne originalitet, motivkreds og tematik som forfatteren, komponisten og kunstmaleren.

Denne holdning har han forfægtet mange gange før, såsom i sin fine bog om den nye franske bølge, ’Kameraet som pen’. Disse filmfolk fra 1950’ernes frodige filmmiljø, som kanoniserede auteurbegrebet som vejen ad hvilken til filmkunstens bevarelse og fremtid.

Eller som Braad Thomsen siger det mere brutalt, eneste værn mod filmkunstens degradering til industriprodukt.

På instruktørens side
Det er hårde ord i november. Men nok nødvendige, når du ser på, at holdningen til instruktøren som auteur de sidste ret så mange år herhjemme har været under kraftig beskydning.

Ikke kun fra den glatte danske fjernsynsdramatik, hvor alt for mange serier maskinelt lever op til strikte succeskriterier. Solidt, men også signaturløs forankret i billedmæssig mainstream med manisk optik på seertal.

LÆS OGSÅ

Men sågar også på nationens filmskole, hvor kampen mellem auteur og ikke-auteur også hedder en skjult strid mellem manuskriptforfatter, instruktør og en producent, der skal have filmens gysser til at stemme, nødigt lader instruktøren gå sine egne veje.

Braad er klart på instruktørens side. All the way med sine velskrevne essays om seks nyere danske filmkunstnere, Nils Malmros, Jytte Rex, Lars von Trier, Simon Staho, Pernille Fischer Christensen og Christoffer Boe.

Lussinger til kommercialismen
Udvalget er aldeles aristokratisk, nogen vil sige arrigt og arrogant.

Lotte Svendsen bliver retfærdigt rost, men får ikke et selvstændigt tekststykke. Thomas Vinterberg er kun med under kapitlet om sin læremester Trier med et håndkantslag, at hans ’Dear Wendy’ er totalskadet. Lone Scherfig nævnes kort og ikke for det gode. Susanne Biers produktion kaldes forløjet og ugebladsagtig.

LÆS OGSÅ

Ole Christian Madsen og Jonas Elmer er slet ikke nævnt. Thi lefler du for publikum, ryger du ud af Braads gode selskab. Ja, den gamle oprører og freudianer gemmer sig bestemt ikke i sin uddeling af lussinger til højre og venstre.

Mest til den gustne kommercialisme og kapitalisme, der pengegrisk tordner mod opfattelsen af film som personlighedens skråskrift tilsat kunstnerisk egenart.

Hommage til Morten Korch
Ingen kan som Braad Thomsen sætte Charles Chaplin og Thomas Kingo i samme sætning og slippe godt fra det! Men også sært gammeldags og kulturradikalt kalde amerikansk pulp fiction for kiosklitteratur. Gerne og villet irriterende i sine absolutte holdninger.

Men så pludselig tværgående rummelig med en halv hommage til Alice O’Fredericks’ Morten Korch-film, endog i forhold til geniet von Triers udgaver.
LÆS OGSÅ


Nogle læsninger af film og deres skabere er bedre end andre, men Braad er nu og da åben for anden mening. Samt immer inciterende, inspirerende og enerverende med sine ud- og indfald.

Fra en forfatter og filmkunstner, du frugtbart kan være uenig med over en fadbamse i ro og mag om en film eller to. Så dette må være årets julegave under træet til alle aficionados af filmens verden i almindelighed, anderledes filmkunst i særdeleshed.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce