Den svenske  fotograf Kajsa Gullberg i sit hjem i  Københavns Sydhavn, hvor kaos regerer, og kreativiteten rumsterer. Foto: Martin Bubandt

Den svenske fotograf Kajsa Gullberg i sit hjem i Københavns Sydhavn, hvor kaos regerer, og kreativiteten rumsterer. Foto: Martin Bubandt

Kajsa Gullberg er de skæves fotograf

Kajsa Gullberg fotograferer smukke, unge outsidere med hovedet fuld af piercinger – og al den sårbarhed, det indebærer.

Kultur

Der står to lokummer midt på stuegulvet. Det ene har en plastiklort klistret på toppen, det andet har ikke.

»Det har været mærkeligt at flytte herud. Jeg er ikke vant til at få skældud af naboen, bare fordi man glemmer sit vasketøj nogle dage«, siger hun og ser lidt desillusioneret på rodet omkring os.

Gennem lejligheden snørkler sig en sti.

Så længe man holder sig på stien, er der ingen fare på færde.

Kaos Uden for stien hersker derimod totalt kaos med lyserøde dimser, skidt, mælkesjatter og afgnavede krydderboller overalt.

Ud og ind ad dørene går en flok brovtende håndværkere, der trækker kaskader af støv og borelyde efter sig.

Skiftet til Sydhavnen har ikke været den store hjemkomst, som fotograf Kajsa Gullberg havde forudset.

Hun havde regnet med, at der var lidt højere til loftet her end på det normaliserede, moderniserede Vesterbro, som hun og familien forlod for nylig.

’2450 – ingen stress’ står der ellers med graffiti på Mozarts Plads den ene dag. Afløst af et ’2450 – Kusse & Jazz’ den næste, som en henvisning til postnummeret i bydelen.

Men heller ikke her skal man altså rode for meget eller stikke for meget ud.

Bosat i Danmark siden 1996
Men det gør hun alligevel med sine lange, blonde dreadlocks og det pjuskede pandehår, der ligner en dukke udsat for frisørbesøg hos en fireårig. Under strithåret buldrer nogle grøn-blå øjne og en dialekt, der sender tankerne direkte over Sundet.

Svenske Kajsa Gullberg er vokset op i Göteborg, men har boet i Danmark siden 1996, da hun som 18-årig fik en fiks idé om, at hun da var sådan en, der skulle bo i København.

Gullberg har netop udgivet sin anden fotobog på halvandet år.

Den første var ’Familiealbum’, en portrætbog af Ungdomshusets brugere, lavet sammen med fotograf Fryd Frydendahl i tiden op til og efter rydningen.

Hendes anden bog, ’Eye Catcher’, er netop udkommet og er en stribe portrætter af festivalgæster, taget på Roskilde Festival år 2008.

Skæve eksistenser
Fælles for begge portrætfotoprojekter er, at der blandt ansigterne er en hel del piercede, punkede, udklædte og skæve typer.

Som de tre piger i slidte brudekjoler, skæve parykker og læbestift, der ikke helt holder sig inden for læbekanterne. Eller drengen med hullede bukser og slidte sko.

Cirkusprinsessen med de sortmalende pandaøjne. Og pigen med raidhue og perlekæde.

Kvinden på den anden side af kameraet har altid selv været en outsider med tøj, hår og fotokunst, der stak i alle retninger og krævede beskuerens reaktion.

Og det er den samme type unge mennesker, som Gullberg nu fylder sine bøger med.

»Et fotogent miljø«
Dem, der ikke efterlever resten af samfundets skønhedsidealer, men som med viljestyrke og stædighed kræver en plads i hendes voksende og muterende fotoalbum.

»Det er et skide fotogent miljø. Både i Ungdomshuset og på Roskilde Festival er det nogle unge, smukke mennesker, der klæder sig ud. Folk, som har en vilje til at vise, at her jeg, sådan er jeg, og det står jeg ved. Og det synes jeg er interessant. Jeg identificerer mig meget med folk, der vil noget andet end et kontorjob i deres liv. Det ved jeg godt lyder virkelig arrogant og elitært, men sådan er det for mig«, siger Kajsa Gullberg.

Hun beskriver det som en slags familiefølelse eller genkendelse, det hun oplever, når hun fotograferer sig ind på Danmarks mere skæve typer.

Genkendelsen stammer fra hende egen opvækst, hvor hun selv skilte sig ud fra flokken.

Feministpunk
Allerede som barn begyndte hun at tage billeder.

Der stod lidt i tebladene i det frisindede middelklassehjem, at efternøleren Kajsa skulle være noget i den retning.

Mor er journalist og fotograf, og forældrene mødte hinanden til et fotokursus, hvor moren var underviser og faren elev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor begyndte Kajsa allerede at knipse løs som 10-11-årig med morens lille lommekamera og skiftede snart til det store spejlreflekskamera. Det var især vennerne i det alternative ungdomsmiljø, der blev foreviget.

Kajsa Gullberg var forsanger i et pigepunkband ved navn Håll käften och var söt – opkaldt efter Vita Andersens rødstrømpeklassiker ’Hold kæft og vær smuk’ fra 1978.

De optrådte i Göteborgs besatte huse, ungdomsklubber og på scenerne i de såkaldte ’sorte klubber’ – en slags illegale beværtninger.

»Vi sang om emner som storindustriens forfærdelige politik og feministiske ting. Det betød uendelig meget for mig at stå på en scene med det band. Hvis jeg havde været i et andet miljø, hvor det skulle lyde rigtigt, så havde jeg aldrig fået spillet musik. Men jeg kunne stå der og synge ad helvede til, og det måtte jeg gerne, og folk elskede det. Det var fantastisk som teenager at kunne sige, det kan jeg. Og komme ud med det«.

Men allerede fra 4.-5. klasse tog Kajsa Gullberg sine første spæde skridt væk fra den pæne pastelfarvede virkelighed, som små svenske drenge og piger dengang i 80’erne forventedes at agere i.

»Jeg havde arvet sådan nogle gamle bondekjoler med lange brune uldskørter, der var tykke og kradsede. Og så farvede jeg mit hår blåt og gik i skole en dag. Der begyndte jeg at få nogle reaktioner fra de andre børn, jeg må også have set helt vanvittig ud«.

Flash og farve
Efter gymnasiet måtte Kajsa Gullberg kun flytte til København for sin far, hvis hun havde en plan for fremtiden.

Og med alle de billeder hun tog, blev en hurtig, ikke super gennemtænkt, plan stykket sammen: Fotoskolen Fatamorgana i København.

Her var det, dengang i 1996, da Gullberg startede, topmoderne at fotografere i superstjernerne Nan Golding og Wolfgang Tillmans’ rå stil med masser af flash og farve og snapshotæstetik, og Kajsa Gullberg lod sig fuldstændig overrumple af skolens kreativitet og sprog.

»Jeg har altid gerne villet være cool, smart og trendy, og hver uge kom der en ny fantastisk fotograf og underviste os i, at »det her, det er fotografi«. Så jeg begyndte at lave ting i den samme stil, som de sagde, meget sådan noget med billeder af mig selv og ret udleverende ting. Og jeg for fuldstændig vild i det, måske også fordi jeg var så ung. Men det var slet ikke mig eller mit udtryk. Så jeg mistede faktisk mit eget fotografiske billedsprog«.

Efter uddannelsen fra Fatamorgana skulle der gå ni år, før eksil-svenskeren igen tog fotografiet op.

Otte frustrerende år blev det til på Danmarks Designskole med skift mellem linjerne, adskillige orlover, et afslag fra Kunstakademiet og den daglige tvivl om, hvad hun egentlig lavede der.

Tiden på Designskolen forstærkede Gullbergs fornemmelse af at være outsider.

Hun kunne ikke forstå den pædagogiske linje og kom til at virke arrogant på de andre elever, fik aldrig rigtig nogen venner og brændte ikke rigtig for det.

Grafisk opgaver betaler regningerne
Men var alligevel stædig nok til at færdiggøre studiet i visuel kommunikation, sådan at det i dag er opgaverne som grafiker, der betaler regningerne.

For to uger siden slap hun så livremmen endegyldigt og sagde sit job på et grafisk designbureau op. Nu skal der kun laves kunst, og det bliver på Do It Yourself-punker-måden.

Derfor har hun fået trykt for 20.000 kroner fotobøger og skal nu sælge dem.

»Jeg kan blive så provokeret over kunstnere, der væver rundt i at lave for eksempel musik og aldrig bliver færdige med det. Folk, der synes, at det, de laver, skal være så rigtigt, så rigtigt, at det til sidst slet ikke bliver til noget. Der har jeg lært meget af punkmiljøet og mit DIY-gen. Det vigtigste er ikke, hvordan man gør det, men at man gør det. Selvfølgelig må det gerne være godt, men nogle gange er det også vigtigt bare at gøre noget«.

Trods den antisnobbede indstilling til sin kunst er hun ikke meget for at blive kaldt ’punkfotograf’.

»Det tror jeg, mange punkere ville synes var helt forfærdeligt. Mit fotografi er alt for pænt til at blive kaldt punk. Selvfølgelig har det en råhed, men efter min smag fotograferer jeg altid smukke ting. Jeg har aldrig været sådan hardcorepunker, mere sådan hippiepunker. Men jeg ser det miljø, Ungdomshuset, punkerne og det alternative, som en slags familie. Det er ligesom med alle andre subkulturer eller minoriteter: Vi genkender nogle træk hos hinanden og hører sammen«.

Alle har en sårbarhed

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne følelse af at være en del af og have blik for outsiderne og deres selviscenesættelse i form af æstetiske ydre virkemidler har Kajsa Gullberg i hvert eneste af sine billeder.

Men hendes portrætter afslører samtidig en stor sårbarhed, en sårbarhed, som hun også altid har fodret hos sig selv. »Jeg er jo altid blevet kigget efter på gaden, fordi jeg har gået i vildt tøj og sådan. En lang periode klædte jeg mig af princip i alle fire grundfarver hver dag. Ligegyldigt hvad. Der ligger dels en æstetisk glæde i det, men også noget konfronterende. For du skal fandeme lægge mærke til mig og tage stilling til mig. Det handler om at have brug for andre menneskers opmærksomhed og bekræftelse. Det kan virke modstridende, fordi man også får sindssygt mange afvisninger på det«. Den type ’modeller’, dem, der sætter sårbarhed og lydighed på spil ved at gå i Ungdomshuset i jakkesæt, tage i operaen med tatoveringer fra top til tå eller på festival i en aflagt brudekjole, mener fotografen er de mest interessante at fange med kameraet. »Jeg prøver at finde trygheden i utrygheden. Og den der åbning og sårbarhed synes jeg er så fantastisk, for det er et eller andet sted det, der binder os alle sammen. Du kan jo se på en, der har hele hovedet fuld af jern og piercinger, at han har den samme sårbarhed som dig selv«.





’Eye Catcher’ af Kajsa Gullberg kan købes på kaisa.dk og i udvalgte boghandler.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce